Raseriet af L. J. Smith

Titel: Raseriet
Forfatter: L. J. Smith
Serie: Vampire Diaries #3
Genre: Paranormal Romance
Udgivelse: 2010
Læst på: dansk
Sider: 245
Forlag: Tellerup
ISBN13: 9788758809038

***

Elena er blevet forvandlet til vampyr, og hun må nu lære at leve med den konstante sult efter blod.  Alle tror hun er død og hendes liv som hun kendte det er slut. Hun vil for evigt være nødsaget til at se til fra sidelinjen, afskåret fra alle hun har kendt hele sit liv – lige på nær nogle udvalgte få.

Mærkelige ting finder sted i byen. En ubeskrivelig ondskab ligger på lur. Hvem eller hvad det er, ved de ikke, men Elena kan mærke dybt i sig selv, at det snart vil slå til, og de må være hurtige hvis de skal forhindre en katastrofe, som ikke kun vil påvirke hende og Salvatore brødrene, men som også vil påvirke hele byens menneskelige befolkning.

” ”Men Elena, hvis denne kraft du taler om virkelig findes, hvad er det så for en kraft? Hvilken form har den?”
”Det ved jeg ikke. Kun at den er enorm. Den kan ikke stamme fra et almindeligt menneske. Det er derfor jeg beder jer om hjælp, for det kan være hvem som helst i Fell´s Church. Det er som Bonnie sagde i kirken: ingen er hvad de ser ud til at være.” ”
Citat fra Raseriet side 96

Men først må hun finde ud af hvem og hvad hun er, hun må lære at acceptere sig selv som hun er, og de muligheder og begrænsninger dette giver. Desuden må hun overtale Stefan og Damon til at arbejde sammen, for kun sammen vil de have en chance for at vinde, også selvom den måske ikke er særligt stor. Men hvordan skal hun få to brødre, der i flere hundrede år har hadet hinanden som pesten, til at arbejde sammen?

***

Denne næste bog i serien, er en ”okay” fortsættelse, men det er desværre også det bedste jeg kan sige om den. Den er let læselig og holder et pænt tempo, men jeg syntes den falder lidt af på den i forhold til de to første bøger, der begge er ganske spændende og fangende, og som begge indeholder elementer af mystik og overraskelse. Handlingen var en smule for forudsigelig og ikke rigtigt fangede, og det tog mig ret lang tid at komme igennem denne bog, selvom den ikke er mere end 245 sider lang.

Ud over Elenas nye udvikling, og hendes kamp for at finde sig selv og finde ud af hvem og hvad hun er (som desværre er ret tamt læsestof), ser vi en stor udvikling hos Damon. Det er helt klart en af bogens positive sider. Damon går fra at være bogens onde person, til at vise en blidere og mere følelsesbetonet side af sig selv – misforstå mig ikke, vi får ingen store erklæringer eller kærlighedsscener, men vi får stille og roligt et lille indblik i den person, som han ellers normalt skjuler ret godt, og personligt begyndte jeg stille og roligt at syntes bedre om ham.

(SPOILER) Denne bog lægger desuden op til en masse store konflikter, som desværre aldrig rigtigt bliver til noget. For eksempel hører man gang på gang hvor hårdt det er for Stefan at holde sig fra menneskeblod, men for Elena, lader det ikke til at skabe de store problemer. Desuden er hun forvirret og ikke helt sig selv, lige efter hun er blevet forvandlet, men også dette forsvinder som dug for solen, uden noget større drama. Lidt kedeligt desværre. (SPOILER SLUT)

Slutningen er en smule tragisk, og her får man drama for alle pengene. I mange anmeldelser jeg har læst om denne bog, bliver det beskrevet hvordan folk har grædt snot over slutningen, og for mig ville den såmænd også have været ganske udmærket, havde det ikke været for det sidste kapitel. Det sidste kapitel i bogen er en tekst som skrives ned i dagbogen, og ærligt talt virker det som ligegyldigt fyldstof. Det virker som et sidste forsøg på at redde trådene ud, så læseren ikke sidder tilbage med alt for mange spørgsmål, og det er sådan set lidt plat.

Til gengæld syntes jeg man skal huske, at serien oprindeligt var en trilogi, så den slutning man bliver præsenteret for her, er sådan som forfatteren oprindeligt havde besluttet at slippe sine læsere. Altså, med et afsluttende drama og en masse ubesvarede spørgsmål – på ingen måde skidt, for det giver læseren mulighed for selv, at finde ud af hvordan man mener fremtiden for bogens personer er, og er man en smule kreativ, kan man få en masse sjov ud af det.
Men nu er der tilfældigvis blevet udgivet en fortsættelse, så den vil jeg se frem til at læse, og se hvordan mine egne tanker om fortsættelsen, og forfatterens, varierer i forhold til hinanden.

Categories Ikke kategoriseret

Skriv en kommentar