Dragons of Autumn Twilight af Weis og Hickman

Titel: Dragons of Autumn Twilight
Forfatter: Weis og Hickman
Serie: Krøniker #1
Genre: Fantasy
Udgivelse: 2016
Læst i år: 2018
Læst på: dansk
Sider: 570
Forlag: Tellerup
ISBN13: 9788758814179
Kilde: Bogen er betalt af Bog og Idé

---

Fra det fjerne nord rykker de frem – Drageherrene med deres hære af skællede krigere.
De er fortrop for Mørkets Dronning som vil underlægge sig verden én gang for alle.

En flok gamle venner bliver kastet hovedkulds ud i et eventyr der fører dem vidt omkring på Krynn. Gennem Mørkets Skov og elvernes land, til ruinbyen Xak Tsaroth og draconianernes dystre fæstning. Vandrer de i blinde mod deres egen undergang – eller leder ukendte magter dem på vej?

Teksten er hentet fra bagsiden af bogen.

***

Denne bog er betalt af Bog og Ide, men anmeldelsen er 100% min ærlige mening*

 

For mange mange år siden, læste jeg denne bog for første gang, og jeg kan huske at jeg var fuldkommen tryllebundet af historien. Jeg var overordnet til high fantasy dengang, hvilket den jo uden tvivl hører ind under, og denne bog var bare helt igennem fantastisk. Jeg blev derfor helt igennem lykkelig, da jeg så at Tellerup genudgav serierne (Både krøniker og Legender trilogierne) og så endda i de absolut flotteste hardbacks med de originale forsider, billeder and all!!!

Nu er jeg blevet en anelse ældre, jeg har anmeldt i mange år, min smag i bøger og genrer har udviklet sig, og jeg ser måske med mere kritiske øjne på historierne, end jeg før gjorde, så jeg blev en lille smule skuffet her anden gang jeg læser bogen, for jeg husker den som meget mere… tja… Bare mere…

“Caramon…” mumlede Raistlin. Den storlemmede kriger knælede ned ved siden af sin bror. Raistlin var stadig bleg, men hans øjne åbne og klare. Støttet til sin brors arm kom han op at sidde og stirrede ud i de hvirvlende flammer. “Hvad skete der?”
“Jeg ved det ikke rigtigt,” svarede Caramon. “Tasselhoff har forvandlet sig til en drage, og efter det har det hele været temmelig forvirret.”
Citat fra bogen side 200

 Jeg må indrømme, at det hele er alt alt for forudsigeligt, og hold nu op hvor er der mange ting som bare bliver serveret på et sølvfad for vores lille gruppe af helte. De kommer til skade, ja, de kommer ud i nogle ret skidte situationer, ja, men det hele er som regel hurtigt overstået, og jeg sad ofte tilbage med en lidt tam fornemmelse. Der mangler simpelthen noget spænding, der mangler lidt hårdhed, nogle ulykker, noget som ikke kan gøres om. Jeg sidder tilbage som læser og mangler frygten… frygten for at en hovedperson skal komme uhelbredeligt til skade… frygten for at nogen skal dø… og den manglende frygt er med til at gøre, at jeg bare ikke kan kaste mig ind i historien med liv og sjæl. Følelsen er simpelthen for tam og jeg kan simpelthen ikke ramme det der “åh nej” stadie, som normalt gør, at jeg bare sluger den ene side efter den anden.

 

Når det er sagt, så er jeg stadig meget meget stor fan af denne bog – eller i hvert fald at den er oversat til dansk, så flere unge har mulighed for at læse den type fantasy. Jeg kan vildt godt lide, at en så stor klassiker bliver oversat til dansk, så de kommende generationer af unge, kan få lov at læse med – og der er sikkert også mange voksne, som vil finde rejsen yderst fornøjelig. Dragonlance og Forgotten Realms serierne er bare et must, på lige fod med ringenes herre hvis I spørger mig (og det pinlige her er så, at jeg aldrig har formået at komme igennem ringenes herre serien, men at muligheden er der, er egentligt det der tæller i min bog). Og jeg tror at mange vil kunne lide denne bog og serie, for der er altså lidt af det hele – elvere og dværge, kendarer, slettefolk, store krigere, magikere, gode og onde guder, drager og meget meget mere. Whats not to like spørger jeg bare?!?

“Kom med stolene. Flink pige. Og så skal jeg have én – lige hér.” Den gamle mand pegede på et sted foran ildstedet. “Til mig.”
“Skal du have selskab, gamle?” spurgte Tika, der kom slæbende med kroens mageligste og mest slidte stol.
“Selskab?” Ideen lod til at more den gamle mand, og han gnækkede. “Ja, min pige. Et selskab som Krynn ikke har set magen til siden Kataklysmen! Vær parat, Tika Wayland. Vær parat!”
Citat fra bogen side 17

En anden ting som jeg er helt vild med er, at de kommer så vidt omkring. Normalt bruger jeg ikke kortene i bogen til noget særligt, men denne gang syntes jeg faktisk at det var helt fornøjeligt, at sidde og bladre hen på kortet og på den måde følge rejsen. Det var bestemt en uventet bonus som jeg ikke mindes at have værdsat første gang jeg læste bogen.

 

Overordnet set er det en rigtigt god bog, som nok er til et lidt yngre publikum end mig. Eller måske et publikum der er en anelse mindre krævende. Det er nok en smagssag om man kan lide at den er så let tilgængelig eller ej. Indtil videre har det taget mig et halvt år at komme igennem bogen, og jeg er egentligt ret tilfreds med, at jeg endelig er nået i mål. Jeg har planer om lige at komme lidt på afstand af bogen, og så forsøge at give mig i kast med toeren, for jeg må og skal altså eje denne serie, samt den anden serie af samme forfatterpar kaldet Legender. For mig betyder det rigtigt meget, at bogen står klar til mine egne børn, når de engang bliver gamle nok, for det er uden tvivl en bog som unge mennesker med hang til Warhammer, rollespil eller lignende, vil finde yderst tiltalende, og jeg syntes det er en fantastisk mulighed at kunne præsentere et så kendt, fantasifuldt og spændende univers til andre.

***

Bogen er betalt af Bog og Idé og i den forbindelse får I derfor et par links:

Link til bogen: Dragons of Autumn Twilight
Link til forfatterprofil: Margaret Weis og Tracy Hickman

 

***

 

*Og så lige det med småt. Da min blog henvender sig til børn, unge og voksne, skal der tydeligt fremgå at bogen er BETALT af Bog og Idé. De fleste skriver sponsoreret, men reglerne er desværre sådan, at jeg skal bruge ordet betalt – havde min blog kun været henvendt til voksne, måtte jeg godt skrive sponsoreret, men der er nogle mere strikse regler når det drejer sig om børn og unge også. Men men men, det er ikke spor anderledes end når jeg har modtaget bøger fra forlagene, med den eneste forskel, at jeg får lov at vælge og vrage på kryds og tværs af forlag, genrer og udgivelsesår på denne måde, hvilket jo er paradislignende forhold for en anmelder. Anmeldelserne er stadig lige så hudløst ærlige som de altid har været, og det er udelukkende mig selv der har indflydelse på, hvad der står i anmeldelsen – både det gode og det mindre gode.

 

The Bone Witch af Rin Chupeco

Titel: The Bone Witch
Forfatter: Rin Chupeco
Serie: The Bone Witch #1
Genre: Fantasy
Udgivelse: 2017
Læst i år: 2017
Læst på: engelsk
Sider: 400
Forlag: Sourcebooks Fire
ISBN13: 9781492635826
Kilde: Købt

---

Tea er anderledes end de andre hekse i hendes familie. Hendes evne er ikke indenfor vand eller ild, jord eller metal, men i stedet at vække de døde. Dette gør hende til en knogleheks – den mest magtfulde, men også mest frygtede og forhadte type af heks der findes. Tea er i høj kurs, for der er langt mellem at der bliver fundet nye knoglehekse, og Tea er særdeles stærk, men hun erfarer hurtigt at virkeligheden langt fra er så heltemodig og imponerende som i de gamle historier om de stærkeste hekse der har levet.

“My father says bone witches are demon children,” the boy persisted. “They curse the healthy and blight the sane. No other magic would touch them because they sell their souls to the Dark. That’s how they raise dead men, soulless as they are.”
Citat fra The bone witch side 54

Store evner kommer med en pris, og Tea er tvunget til at forlade sin familie, sit hjemland, og alt hvad hun kender, for at blive oplært. Mens Tea lægger alt sin energi i, at blive en asha, og lære at kontrollere sin magi og de færdigheder der kræves af hende som asha, erfarer hun, at det langt fra er nemt at være en knogleheks. Folk frygter og hader hendes evner, men ved at de er nødvendige, og især knogleheksens evne til at vække rædselsvækkende monstre til live, skræmmer folk. Kun den faldne prins’ tilhængere og knogleheksene har evnen til at styre den mørke magi, som ingen anden har adgang til, men det kan have fatale konsekvenser. Og en krig er på vej – en krig som vil afgøre Teas og alle dem hun elskers skæbne.

***

Det første jeg faldt for ved denne bog var dens goodreads-tekst – den lød virkelig spændende. Så blev coveret frigivet, og jeg blev endnu mere hooked på den. Og nu hvor jeg endelig har modtaget den, har der ikke være andet for, end kaste sig frådende over den og se om den kan leve op til mine tårn-høje forventninger… Hvilket den kan… næsten…

First things first: Jeg kan virkelig godt lide måden bogen er fortalt på – den lægger ud med et kapitel som vi hører fra en andens synspunkt – en som observerer vores hovedperson. Denne person tager kontakt til hovedpersonen, og lokker hende til at fortælle sin historie, og så begynder fortællingen ellers. Jeg er vild med den måde hun fortæller sin historie på, og jeg slappede virkelig af og lod mig rive med. Nogle fortællere er bedre end andre – hende her er helt i top!

Kapitlerne veksler mellem vores hovedperson fortælling om hvordan hendes liv udfoldede sig, og den der observerer hende. Med andre ord så veksler historien mellem “dengang” og “her-og-nu” og det fungerer virkelig godt – de to tidslinjer nærmer sig hastigt hinanden, så da historien slutter kender vi rigtigt meget til hvem hun er som person – vi ved bare ikke hvad hun gjorde som førte til hendes straf, men mon ikke det afsløres i næste bog?

Jeg føler at jeg er nødsaget til kort at forklare, at der er 3 slags asha – ashaer kan sammenlines lidt med en heks/magiker. Den ene slags er en “performing asha” som er kendt for deres dans og sang og som er den svageste slags. Den anden er en “fighting asha” kendt for deres magi og dygtighed. Og sidst er der “dark ashaerne” som er de stærkeste og dem som er kaldet Bone Witches – ofte som en form for fornærmelse.
Vores ovedperson er altså en af de stærkeste asha typer der findes, men når man hører om ashaerne, kan jeg ikke lade være at tænke på dem som værende en form for geishaer. De optræder, sminker sig, går i dyre kjole-lignende klæder med smukke farver og smukke dekorationer. De forventes at deltage i selskaber og være dem som underholder gennem sang og musik, de giftes gerne ind i de royale kredse hvor de har en form for magt… Og oveni alt dette, forventes en asha inden denne oplæres, at fungere som almen stuepige – rydde op, rende ærinder, vaske tøj, opvarte den øverste asha-ka i hjemmet m.m… Seriøst, se filmen “mit liv som geisha” og I forstår hvad jeg mener, og selvom det ikke i sig selv er uinteressant, forsvandt hele den der “du-er-så-sjælden-og-magtfuld” aura lidt for mig, og jeg havde svært ved at forstå hvorfor der skulle være noget særligt ved vores hovedperson. Desuden får man et whif hist og her om hvor sjældne disse dark ashaer er, og hvor vigtige de er, og så forstår jeg sku ikke hvorfor man spilder en ung dark asha på huslige pligter – men det må være en del af det at lære de unge, at de skal være underdanige og ikke blive for kæphøje, bare fordi de er de mest magtfulde… what do I know…

Jeg kan virkelig godt lide bogen, det vil jeg lige lægge helt fast! Jeg elsker hovedpersonen, jeg elsker måden den er skrevet på og jeg er helt vild med universets opbygning og hele det magiske aspekt. Men for pokker hvor går det langsomt!!! Der er alt for lidt stor-og-mægtig-asha over vores hovedperson, da størstedelen af bogen omhandler hendes tid som huspige, efterfulgt af hendes oplæring i dans, musik, blomsternes sprog og en smule med kamp. Det er ikke uinteressant, men jeg må indrømme at jeg sidder og hungrer efter mere action. Hun har en “hovsa” hist og her, hvor hendes magi får lov at vise sine klør, hvilket blot giver mig lyst til mere, men det er faktisk først hen mod slutningen af bogen, at der så småt begynder at ske noget. Bogen slutter dog med et løfte om langt mere kamp og magi, så måske vi kan slippe udenom alle de mere hverdagsagtige mellemled i næste bog.

Jeg kan godt selv se, at det jeg skriver kan være med til at afskrække andre fra at læse bogen – lad det endelig ikke være tilfældet!!! Det er en skøn fortælling, og jeg er helt vild med så mange aspekter af denne bog, at det ikke er til at beskrive, men jeg havde en helt anden forventning til den da jeg begyndte at læse den, hvilket nok er årsagen til min “skuffelse” (hvis man kan kalde det det). Det er første bog i evigheder, som har holdt mig oppe den halve nat, fordi jeg “kun lige” manglede 90 sider, og slet ikke kunne lægge den fra mig, så lad jer ikke afskrække! Bare hold i mente, at det ikke er noget stort eventyr hvor man farer ud over sletterne mod de farer der lurer derude, mens der kastes omkring med levende døde og magiske symboler – det er mere en fortælling om en ung piges oplæring, og hvordan hun forsøgte at gøre det rigtige, men endte med at blive straffet HÅRDT – og nu vil hun rette op på det hele, også selvom det betyder at gøre det utænkelige (*drumroll*)!!!

Mørkets Rige af R. A. Salvarore

Titel: Mørkets Rige
Forfatter: R. A. Salvatore
Serie: Legenderne om Drizzt #1
Genre: Fantasy
Udgivelse: 2015
Læst i år: 2016
Læst på: dansk
Sider: 391
Forlag: Tellerup
ISBN13: 9788758814155
Kilde: Købt

---

Velkommen til Menzoberranzan, en underjordisk by hvor had, snigmord og forræderi lurer om hvert et hjørne. Her regerer edderkoppedronningen Lolth, og hendes præstinder styrer byen med hård hånd. Kvinderne regerer suverænt, og mændene lærer enten at indordne sig og parere ordrer, eller bliver dræbt i gudindens navn. Enten dræber man, eller også bliver man dræbt, og der er ingen plads til nåde – alle kneb gælder, når man forsøger at kravle op på rangstien, og kun de mest modbydelige og nådesløse opnår gudindens gunst.

Zaknafeins ord fra deres sidste træningskamp trængte igennem tågerne i hans hoved. “Forræderi er betingelsen for at klare sig blandt drowelverne. Det finder du ud af.”
Citat fra Mørkets rige side 184

Drizzt Do’Urden er yngste søn af en ambitiøs matriark, men helt fra fødslen er han anderledes. Hans evner med våben er næsten uhørte og han sendes derfor på akademiet, hvor han bliver uddannet til soldat. Her lærer de unge mænd fra de ledende slægter, at blive hensynslæse dræbere, men for Drizzt er dette hans hidtil sværeste udfordring. Uanset hvor meget han prøver, giver hans folks love ikke mening for ham, og han forstår ikke den ondskab der gennemsyrer Dro-samfundet. Hans medfølelse skiller ham ud fra de andre, og han må finde ud af med sig selv, om han vil ære sin familie, eller sine idealer. Kan han dræbe i Lolths navn når hans mor beordrer det? Kan han blive så hensynslæs som de andre drowkrigere? Kan han blive en rigtig andensøn af Do´Urden slægten, med alt hvad det indebærer af svig og had?

***

Hvad kan jeg sige – jeg elsker at denne bog er blevet oversat til dansk, for åhh hvor er det skønt at vide, at der nu er endnu flere der kan opleve dette skønne univers og dets personer.

Forgotten Realms universet er så enormt, og består af så vanvittigt mange bøger, at det slet ikke er til at fatte (flere hundrede på nuværende tidspunkt) og R. A. Salvatores bøger og Drizzt Do’Urden er blot en enkelt lille serie af mange – men det er efter min mening, en af de absolut bedste. Indrømmet, jeg har ikke læst mange af de andre, men jeg har snuset hist og her, og selvom de på ingen måde er skidte, er Drizzt bare noget helt særligt. Jeg har for mange år siden læst samtlige bøger i denne serie, så at læse denne bog, føltes lidt som at gense en god ven, man ikke har set i lang lang tid. Og det er virkelig skønt!

Samfundet er barskt, og virkelig ikke for sarte sjæle. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det må have været uhyre sjovt for Salvatore, at få lov og slippe så meget ondskab løs på siderne, og på den måde dykke ned i hvad så ren en ondskab kan føre til. Og alligevel er det gjort på en pæn måde, for det er ikke så nervepirrende ulidelig en ondskab, at man ikke kan holde ud at fortsætte, og personligt syntes jeg, at de fleste krimier påvirker mig mere end denne bog. Der er således ikke nogen særlig aldersbegrænsning på (kan man læse almindelig fantasy og takle fx de sidste bøger i Harry Potter serien, kan man også takle denne), men det er sjovt som læser, at dykke ned i samfundet, og der er hele tiden nye modbydelige drejninger i vente.

“Selv nu, adskillige årtier efter jeg forlod akademiet, skræmmer tanken om stedet mig, men det er hverken på grund af de fysiske smerter man blev udsat for eller den trussel om en hurtig død man konstant havde hængende over hovedet. Jeg har betrådt mange stier hvor både smerterne og dødstruslen var lige så nærværende. Det mest skræmmende ved Menzoberranzans akademi er tanken om dem der overlever og går ud i samfundet for at fortsætte hvor andre har sluppet.
De kommer med den overbevisning at alt er tilladt hvis bare man kan slippe af sted med det. De har lært at deres egne behov til enhver tid kommer før andres, og at magt kun tilfalder den som er stærk nok til at vriste den ud af de svage hænder på dem som ikke længere fortjener at administrere den.”
Citat fra Mørkets Rige af R. A. Salvatore side 167

Drizzt Do’Urden er en fantastisk hovedperson, og i denne bog følger man hans barndom og tidlige voksenliv – hvordan han går fra at være et uskyldigt barn, til stille og roligt at indse, præcist hvor hårdt det samfund han lever i er. Han er faktisk ekstremt blid, sammenlignet med andre drowelvere, og denne blide side er det der gør ham helt unik i samfundet. Medfølelse er en svaghed som ikke tolereres, og at han overlever så længe som han gør, er faktisk næsten et mirakel i sig selv. Hans uvidenhed er dog også nogle gange en smule irriterende, for vokser man op på den måde som han gør, kan det da umuligt komme bag på nogen, hvor ondskabsfuld og modbydelig hans familie er – og alle andre omkring ham for den sags skyld. Men hvis man kan se igennem fingre med, at han nogle gange kan være lidt for langsom i optrækket, er der altså et fantastisk eventyr i vente.

Desuden er der desværre en del sjuskefejl i bogen. Oversættelsen er virkelig fin og flydende, og jeg fornemmede ikke nogle gnidninger på dette punkt, men det irriterede mig lidt med stavefejl, mellemrum midt i ord og et sted hvor der fx var indsat et 0 (nul) i stedet for et o (aller første side nederst). Det er jo ikke noget der ødelægger historien på nogen måde, men når man flere gange rammer sådanne små fejl, begynder det så småt at blive irriterende – i hvert fald hvis man er så perfektionistisk anlagt som jeg er. Fejl kan ske, og med så mange sider er det næsten umuligt helt at slippe udenom, men det kan godt blive for meget, hvilket det grænsede til i denne bog.

Jeg har ikke noget særligt skidt at sige om denne bog, og den kan klart anbefales, hvis man er en fantasy elskende eventyrer – bogen foregår hovedsageligt i drowelvernes by Menzoberranzan, men slutningen lægger op til, at vi i de næste par bøger får lov til, at udforske lidt mere af dette fantastiske univers. Hvornår anden bog er klar til udgivelse, vides ikke endnu, men forhåbentligt snart, for jeg kan slet ikke vente med at læse den næste bog i serien!

Boglabyrinten lever på Facebook!

Bare lige for at minde jer om, at Boglabyrinten nu endelig har fået nyt liv – dog på facebook i stedet for på denne blog. Jeg nyder virkelig at blogge, men når hverdagen med familie kalder, er tiden ikke helt til det, så derfor er jeg nu på facebook i stedet, og det går over alt forventning!!! Der er så mange spændende bogting at dele med jer, så skynd jer ind og kig, og please please please like siden, kommenter gerne og meget mere – det varmer når jeg kan se, at I følger med på sidelinjen. 😀

Klik på billedet, og kom direkte ind på siden!!!

Jeg lever endnu…

Hej alle I skønne mennesker! Ja, jeg lever endnu! Nej, jeg har ikke glemt jer! Men nej, tiden til at blogge er bare mere eller mindre umulig at finde i øjeblikket! Suk suk… Jeg beklager virkelig at her er så stille her inde, og min dårlige samvittighed nager konstant, men jeg tror måske at jeg har fundet en løsning, og jeg håber I vil være åbne overfor min ide…

Jeg har netop oprettet en side på Facebook, som jeg har tænkt mig at begynde at opdatere på, for lad os bare hurtigt blive enige om, at det er langt lettere og hurtigere at smide noget op på Facebook via. mobilen, end det er at få sat sig bag skærmen, logget på og blogget (det tager faktisk overraskende lang tid…), så jeg vil prøve at se, om det kan blive en succes, at jeg i stedet begynder at “blogge” lidt på Facebook, og jeg håber at I vil være med til at gøre det en succes, for hold da op hvor jeg savner at dele mine boglige oplevelser og opture med alle jer skønne mennesker derude, og jeg savner jeres kommentarer!!!

Og spørgsmålet er jo så, om jeg så dropper bloggen? Nej, det har jeg egentligt ikke planer om. Boglabyrinten vil fortsat eksistere, alle indlæg vil forblive intakte og det hele vil egentligt ligge som det gør nu – eksisterende, men i dvale. Måske der kommer et indlæg i ny og næ, måske en anmeldelse, men umiddelbart vil størstedelen altså foregå via facebook det næste stykke tid.

Kig forbi facebook og følg siden, og lad os se om ikke vi kan få pustet lidt liv i alle de boglige sager igen!!! 🙂