Titel: Det blå dyb
Forfatter: Jennifer Donnelly
Serie: Vandflammens Saga #1
Genre: Fantasy
Udgivelse: 2015
Læst i år: 2018
Læst på: dansk
Sider: 352
Forlag: Alvilda
ISBN13: 9788771058116
Kilde: Bogen er betalt af Bog og Idé
På sin forlovelsesmorgen burde prinsesse Serafina kun bekymre sig om gensynet med prins Mahdi, hendes barndomskæreste. Men hendes sind er opfyldt af mørke drømme, hvor en flok havhekse hidkalder hende, og en ældgammel ondskab igen er blevet vakt til live…
Under ceremonien angriber en fjendtlig hær, og snart er Serafina på flugt for sit liv sammen med sin bedste veninde, Neela. På deres færd opdager de, at de deler drømmen om havheksene – og at de er tvunget til at finde frem til fire andre havfrueheltinder, der er spredt på tværs af havenes seks riger.
Havfruerne udvikler et ubrydeligt bånd og afslører en hemmelig sammensværgelse, der truer med at udslette hele deres verden.
Teksten er hentet fra bagsiden af bogen.
***
Denne bog er betalt af Bog og Ide, men anmeldelsen er 100% min ærlige mening*
Jeg beklager på forhånd den kilometer lange anmeldelse, men det kan jo hænde, når man nu engang har en masse på hjertet! =)
Det er en del år siden, at jeg første gang fik anbefalet at læse denne bog. Dengang var det faktisk kun de første to bøger i serien der var udkommet, og jeg kiggede da lidt på den, men endte med ikke at læse den på trods af anbefalingen. Nok lidt fordi den handlede om havfruer og livet i havet – noget som jeg faktisk ikke rigtigt har gjort det så meget i, på trods af hvor meget ungdomslitteratur der har havet som baggrund for historien. Nu sidder jeg dog lidt tilbage og fortryder at jeg ikke bare gik i gang med det samme, for selvom jeg var en anelse skeptisk da jeg gik i gang med bogen, var der absolut ingen grund til at være det – og så alligevel…
Min skepsis har intet med bogen at gøre, men mere med lydbogsversionen. Jeg begyndte nemlig at høre den som lydbog, og puuh jeg er altså ikke ligefrem god til oplæserens måde at bygge vores hovedpersons karakter op. Hun tillægger hende den mest teenage tøsede bibmo personlighed man kan forestille sig, og jeg var simpelthen ved at gå kold efter de første par kapitler. Hun minder ikke om en ung tronarving, men om en tøset, hvinende tøs på 10-12 år, og det er jo slet ikke hvad hun er. De andre personer, hendes mor, mennesker de møder m.m. var dog langt mindre irriterende, og jeg nød faktisk historien på trods af kuldegysninger hver gang vores hovedperson skulle tale, så jeg besluttede mig for at give bogen et forsøg, og hold nu op hvor var det godt at jeg gjorde det!
Hovedpersonen Serafina er, som jeg læser hende, slet ikke så hvinende og irriterende. Hun er ung og hun er uprøvet, men hun er oss ret bad-ass. Hun skal ud og lære at stå på egne ben, eller ville man mon sige egen hale?, og hun klamrer sig til personer som hun mener har mere magt, viden og erfaring end hun selv, på trods af at andre forsøger at fortælle hende, at hun skal lære at stole på sig selv. I starten af bogen er hun en ung havfrue der har accepteret sin rolle og gør hvad der forventes af hende – hun har egentligt lidt opgivet signe egne håb og drømme, selvom hun stadig ind imellem rammes af en “hvad-nu-hvis”, men hun fejer det hurtigt til side og accepterer den rolle som andre har givet hende.
“De voksnes verden var fuld af regler, hun ikke forstod, og de fleste af Merrows uudgrundelige dekreter og diktater var fuldstændig uforståelige for hende. Men hun måtte følge dem, uanset om hun ville eller ej. Selvfølgelig vil hun da helst regere over Miromara, havde baronessaen sagt. Men sandheden var, at det ikke altid var så selvfølgeligt.”
Citat fra bogen side 37
Hun kommer dog virkelig igennem meget lort, på meget kort tid, og alt bliver vendt på hovedet. Hun kæmper med at forstå og acceptere det hele, hvilket nogle gange går bedre end andre. Man kan dog tydeligt mærke at hun er igennem en seriøs udvikling, hvilket gør hende langt mere spændende end til start i bogen, så det bliver virkelig spændende at følge hende igennem de næste par bøger.
“Hun var færdig med store balkjoler, der bare kom i vejen. Færdig med juveler så kostbare, at de krævede deres egne sikkerhedsfolk. Træt af gyldne kroner og tiaraer, der fik hende til at segne under deres vægt.
Hun nød at være klædt i tøj, der tillod hende at bevæge sig frit – og at forsvinde i mængden. Hendes hår var nu så kort, at ingen kunne gribe fat i det. I stedet for dyre klæder om halsen, havde hun nu en kniv i bæltet.
Det var første gang nogen sinde, at hun ikke lignende en kongelig. Hun lignede en, man skulle passe på ikke at komme i vejen for.
Og hun nød det.”
Citat fra bogen side 249-250
Noget af det bedste ved bogen er altså humoren og måden den er skrevet på, for selvfølgelig er der hav-pendanter til vores jordiske måder at sige tingene på. For eksempel “Du er så bleg som bugen af en hej” eller når der spilles “Whirled of warcraft”. Der er virkelig nogle gennemtænkte detaljer, for jeg havde da aldrig selv tænkt på valuta som vandluta, eller tænkt over at de ikke trækker vejret dybt under vandet, men i stedet trækker vandet dybt, og disse detaljer var virkelig gennemførte. Det kan godt være at det er noget man finder i de fleste bøger som foregår under havets overflade, men dette er en af de første jeg lsæer af slagsen, så jeg var virkelig imponeret og vildt godt underholdt. Nej hvor har jeg siddet og grinet mange gange!
“Ava skulle lige til at svare, da der lød et skarpt smæk.
“Den prøvede at bide mig!” hylede Neela. “Jeg ville bare klappe den.”
“Du skal være forsigtig med Baby,” smilede Ava. “Han har masser af tænder og ingen opdragelse.”
“Hvad skal du i det hele taget med en piratfisk i snor?” spurgte Neela fornærmet.
“Han er min førefisk,” sagde Ava. “Uden ham ville jeg være helt fortabt. Ikke også, Baby?” Hun smilede til den knurrende piratfisk.
Baby holdt op med at knurre og smilede igen.”
Citat fra bogen side 257
Men hvor der er ekstremt gennemførte detaljer, er der desværre også de der småting som bare ikke helt fungerer. Hvordan får man for eksempel tårer i øjnene når man er under vandet? Eller hvordan render blodet ned af siden på nogen? Der var lige nogle få ting hist og her som ikke fungerede lige så godt som de andre, men det var egentligt lidt i småtingsafdelingen. Jeg ville nok ikke have lagt så meget mærke til det, hvis det ikke var fordi at jeg fokuserede så meget på , og morede mig så meget over, at der var så meget der var så gennemført, så når der dukkede en af disse op, sprang det virkelig i øjnene.
En af de detaljer som dog ikke helt var i småtingsafdelingen er dog de mange mange mange MANGE(!!!) forskellige navne og begreber, som desværre er vildt svære at holde styr på! Mennesker og Teragogger er ord for det samme, men bruges lidt på må og få, der er altså ikke én betegnelse for mennesker og der lader ikke til at være hoved og hale i hvornår hvad bruges. Desuden støder man på en masse ord som Acqua Guerriri, Dokimi, Iele, Canta Magus, opafagoger og meget mere. For slet ikke at snakke om magien som canta malus, canta mirus, canta prax, clepio, depulsio m.m. Og alle sprogene som har de vildeste navne som for eksempel dracdemara, pesca, amfibiansk samt en hulens masse gamle rumænske ord, græske ord, latinske ord, portugisiske ord m.m. smidt med i den i forvejen forvirrende blanding. Det er en syndig forvirring af ord-kaos og hold nu op jeg havde svært ved at følge med!!! Det virker lidt som om forfatteren har ladet sig inspirere af for eksempel Harry Potter universets mange navne for besværgelser, og der kommer selvfølgelig en masse forklaringer hen af vejen, men det er praktisk talt umuligt at huske det hele når der bare er SÅ MEGET. Hen mod midten af bogen opdagede jeg ved et rent tilfælde, at der er en ordforklaring bagerst i bogen på 15 sider (!!!), hvilket er lidt mange, men det hjalp da en smule, selvom jeg syntes det er vildt irriterende hele tiden at skulle bladre frem og tilbage for at forstå hvad pokker der sker.
Når man ser bort fra forvirringerne og irritationsmomenterne, så er det her altså en helt igennem fantastisk bog! Der er lige en del fra midten og lidt frem som ikke var helt så fantastisk, hvor tingene ligesom kom lidt for let til dem og hvor jeg faktisk begyndte at kede mig en smule, men både den første halvdel og slutningen af bogen havde mig fuldkommen fanget, og jeg glæder mig inderligt til at få fingre i den næste bog i denne serie.
***
Bogen er betalt af Bog og Idé og i den forbindelse får I derfor et par links:
Link til bogen: Det blå dyb
Link til forfatterprofil: Jennifer Donnelly
***
*Og så lige det med småt. Da min blog henvender sig til børn, unge og voksne, skal der tydeligt fremgå at bogen er BETALT af Bog og Idé. De fleste skriver sponsoreret, men reglerne er desværre sådan, at jeg skal bruge ordet betalt – havde min blog kun været henvendt til voksne, måtte jeg godt skrive sponsoreret, men der er nogle mere strikse regler når det drejer sig om børn og unge også. Men men men, det er ikke spor anderledes end når jeg har modtaget bøger fra forlagene, med den eneste forskel, at jeg får lov at vælge og vrage på kryds og tværs af forlag, genrer og udgivelsesår på denne måde, hvilket jo er paradislignende forhold for en anmelder. Anmeldelserne er stadig lige så hudløst ærlige som de altid har været, og det er udelukkende mig selv der har indflydelse på, hvad der står i anmeldelsen – både det gode og det mindre gode.
