Odinsbarn af Siri Pettersen

Odinsbarn af Siri Pettersen
Serie: Ravneringene #1
Udgivelse: 2016
Sider: 575
Forlag: Høst & Søn
ISBN: 9788763842303
Kilde: Købt

---

Om bogen…

Forestil dig at mangle noget, alle andre har. Noget som beviser, at du hører til i denne verden, noget så vigtigt, at uden det er du ingenting: En pest, en myte – et menneske.

Som 15-årig opdager Hirka, at hun er et odinsbarn – en haleløs råddenskab fra en anden verden. Foragtet. Frygtet. Og jaget. Hun aner ikke længere, hvem hun er, og er tilmed på flugt for sit liv. Men dette er kun begyndelsen, og Hirka er ikke den eneste råddenskab, der er kommet fra en anden verden, men måske den eneste, der ikke er kommet for at dræbe.

Odinsbarn er en storslået fantasyfortælling med rødder i nordisk mytologi. En historie om at skille sig ud fra mængden, om fremmedhad, fordomme, magtbalancer og kærlighed. Det er den første af tre bøger om pigen Hirka i trilogien Ravneringene.

---

Min anmeldelse…

Jeg har haft denne bog stående på min hylde i flere år, uden at komme i gang med den – dette, på trods af, at flere har fortalt mig hvor fantastisk den er, men altså…… der er bare noget ved forsiden som virkelig ikke fanger mig! Jeg syntes faktisk at den er direkte klam at se på! Og toeren gjorde det bare endnu værre… så bogen har stået på min hylde og samlet støv, indtil det blev besluttet at den skulle læses til næste mødegang i Fantasy Fellowship, og tja, så måtte jeg jo tage mig sammen og få den læst, klam forside eller ej…

Jeg kæmpede mig igennem de første par kapitler, og havde faktisk nær givet op. Den var alt hvad jeg havde frygtet. Mærkelig, forvirrende og faktisk ikke særligt fangende. Jeg skrev endda til én af de andre som også skulle læse den, og spurgte om jeg var ene om at være på nibbet til at give op, men blev på det kraftigste anbefalet at læse videre… Og det gjorde jeg så – og hold nu op hvor er jeg glad for at jeg gjorde det.

Jeg ved ikke præcist hvornår det skete, men pludselig var det som at sidde med en helt anden bog! Universet udfoldede sig og blev super komplekst og spændende, personerne udviklede sig, og jeg greb hver eneste chance jeg kunne finde til at læse!!!

Persongalleriet er meget bredt, og jeg fandt aldrig helt hoved og hale på alle personerne, hvilket faktisk var ret forvirrende til tider. Dog er forfatteren god til at beskrive personerne igen og igen (uden at det bliver generende), så jeg kunne for det meste følge med i hvad der skete. Ingen af personerne er dog særligt komplekse – de er søde, sjove og spændende at følge, men der var ikke meget der overraskede ved personerne – den onde er ond, den gode er god osv. – og det var alt sammen ret ligetil…

Der er et par virkelig klamme episoder, hvor jeg desværre sad og tænkte lidt for meget på forsiden – fx da vores hovedperson skal have stukket en afhugget halestump med knogle, blod og døende kød ind igennem bukserne, så det ser ud som om hun har hale. Jeg vil sige til vores hovedpersons forsvar, at hun kastede op, og jeg havde sku nok gjort det samme. Ad siger jeg bare! Men det må tale til forfatterens fordel, at jeg havde levet mig så meget ind i historien, at jeg praktisk talt sad og blev skidt tilpas da jeg læst det, for det viser jo hvor godt historien er skrevet og hvordan den bare blev virkelig og levende for øjnene af mig.

Det meste af historien havde jeg luret på forhånd, så der var desværre ikke de store overraskelser. Den er dog ekstremt velskrevet, og det gjorde lidt op for de manglende overraskelses-momenter, for selv uden dem, nød jeg virkelig historien!!! Jeg har smug-læste ALLE steder (man kan snildt nå et par sider i køen i netto!) og jeg glæder mig til at komme i gang med den næste i serien! Jeg har ladet mig fortælle at den indeholder en masse twists og overraskelser, for ikke at snakke om en cliffhanger-slutning, så bog 2 – here I come!

Stenens vogter af Kazu Kibuishi

Stenens vogter af Kazu Kibuishi
Serie: Amulet #1
Udgivelse: 2019
Sider: 191
Forlag: Alvilda
ISBN: 9788741508788
Kilde: Anmeldereksemplar fra Alvilda

---

Om bogen…

Efter deres fars død flytter Navin, Emily og deres mor ind i et mystisk, gammelt hus. De opdager hurtigt, at huset er fuld af hemmeligheder. Da et monster bortfører moren gennem en magisk dør i kælderen, drager de to søskende af sted for at redde hende – og havner i en fantastisk verden befolket af onde elvere, hjælpsomme robotter, synske træer og talende dyr…

---

Min anmeldelse…

Jeg har ikke læst en tegneserie siden jeg var teenager, så jeg var lidt spændt på om jeg mon var blevet for voksen og kedelig til tegneserier? Og ville det overhovedet fange mig? Svarene kom super let – nej, jeg er ikke blevet for voksen, og ja, jeg blev virkelig fanget! Det er en super spændende historie, der var langt mørkere og mere dyster end jeg havde regnet med…

Da jeg modtog pakken, kunne jeg næsten ikke tro, at den “kun” indeholdte de to tegneserier (plus en bog), for hold da op den var tung. Men det skyldtes tegneserierne: de er hardback og lavet af super lækkert, tykt, glossy papir, så de føles virkelig solide og lækre, når man får dem i hænderne. Det gav et super godt og lækkert førstehåndsindtryk, og alene dér starter pointene med at rulle ind – der findes simpelthen ikke noget bedre, end en bog som bare imponerer fra starten af!

Bogen lægger en anelse hårdt ud med en ret tragisk prolog. Allerede indenfor de første 15 sider sker der en bilulykke hvor faren dør, og inden side 50 er også moren blevet ramt, da hun angribes og bortføres af et mærkeligt væsen. Børnene følger efter for at redde hende og den verden de træder ind i, er i denne bog, et meget dystert og mørkt sted. Der er nogle smukke ting, men umiddelbart lader det til, at næsten alt de møder er udstyret med tænder og er ude på at dræbe dem. Det hele har en ret uhyggelig feeling og jeg vil derfor mene at man nok skal være omkring de 10 år, for at læse denne bog.

Serien er en spændende blanding mellem noget meget mørkt og nærmest gyser-agtigt, steampunkt og fantasy, og det fungerer rigtigt godt! Ideen med, at de flytter ind i et nyt hus, opdager et mærkeligt gammelt laboratorie/bibliotek, og finder en dør i kælderen der fører til en anden verden, får mig til at tænke på Narnia, hvilket bestemt ikke er skidt.

Tempoet i bogen virker lidt hektisk. Jeg kunne godt drømme om, at den havde været mindst dobbelt så lang, for jeg syns nogle ting går lidt hurtigt og er ret vage. Det føles som om bogen, fra de træder igennem døren og til sidste side er vendt, spænder over maks et par timer… Der er fart over feltet, og man keder sig sjældent, men bogen ville bestemt have gavnet af flere detaljer.
Når der så endelig er lidt ro på, er det sådan nogle mærkeligt lange “lyd-passager” (vil jeg mene at man godt kan kalde det). Der er simpelthen flere sider, hvor der ikke siges et eneste ord, men hvor man “hører” at de glider, at gøren knirker, at noget trækker vejret m.m. Det er bestemt med til at grundlægge stemningen, men trækkes lidt i langdrag! Så det springer altså fra den ene yderlighed til den anden…

Tegningerne er virkelig flotte med masser af farve, og jeg sad i flere timer og bare bladrede frem og tilbage, og nød dem! De er så levende og stemningsfulde, at jeg snildt kan forestille mig, at tage bogen ned fra hylden ind imellem, og bare bladre lidt. Dette er med til at gøre op for, at historien er super let læst – det tog mig en times tid, da jeg endelig begyndte at læse den, så det er jo ikke den vilde mængde tekst, men der er som sagt stadig masser af underholdning alene i billederne!

Magisk oprydning af Marie Kondo

Magisk Oprydning af Marie Kondo
Serie: –
Udgivelse: 2016
Sider: 216
Forlag: Borgen
ISBN: 9788702194241
Kilde: Anmeldereksemplar fra Borgen

---

Om bogen…

Magisk oprydning er en international bestseller med mere end 2 millioner solgte eksemplarer.   Ingen synes det er sjovt at rydde op og skille sig af med ting. De fleste har aldrig lært at holde orden og oplever, at oprydning sjældent holder længe. Marie Kondos metode er forfriskende og radikalt anderledes  og består af få enkle principper, som effektivt afskaffer roderi én gang for alle.   Umuligt?    Det er den forståelige reaktion, for næsten alle har oplevet utallige tilbagefald efter at have ryddet op. Men ingen af Marie Kondos klienter har haft brug for hende mere end én gang (og hendes venteliste vokser hele tiden).   Med hendes metode begynder man med at smide ud. I en nøje udvalgt rækkefølge gennemgår man kategori efter kategori og medtager alt på én gang og skaber dermed varige resultater. Magisk oprydning giver en detaljeret vejledning for hver eneste genstand i hjemmet og benytter man denne strategi til at organisere sin bolig grundigt og gennemført på én gang, kommer man aldrig til at opleve uorden igen.

***

---

Min anmeldelse…

Jeg opdagede faktisk først, at denne bog fandtes, da jeg havde set samtlige afsnit på Netflix af Marie Kondos oprydningsprogram. Nu er det ikke fordi der er 15 sæsoner af hver 20 afsnit, men der er vist en 8 afsnit eller lignende i alt, så det var overskueligt og nok til at vække min interesse. I hvert fald skubbede det gang i endnu en omgang sortering og oprydning der hjemme. Jeg blev virkelig begejstret, da jeg opdagede at der også var udgivet en bog, og gik da også ihærdigt i gang med at læse den, det øjeblik den ramte min postkasse.

Jeg har mødt meget blandede tanker fra folk, når jeg har snakket med dem om Marie Kondos program og bog. Nogle er helt oppe og ringe, og syns det er det mest fantastiske der længe er sket dem, mens andre syntes det er direkte humbuk. Så sent som den anden dag, blev jeg præsenteret med “det er jo bare det samme man har hørt alle de andre gange, det er kommet på mode at rydde op”, og selvom jeg ikke nødvendigvis vil give denne person ret, er der alligevel en smule om det, for der er trods alt en grænse for, hvor mange forskellige måder man kan rydde op og smide ud på. Og om oprydning og udsmidning kan ses som et modefænomen som kommer og går, ved jeg ikke rigtigt, men det er der sikkert også meget delte meninger om.

Bogen lægger ud med en laaaaang peptalk som jeg ser det. Sådan en “du kan gøre det-smøre” på over 20 sider, og puuh, den var altså tung at komme igennem. Det var bestemt ikke irrelevant, det der blev sagt, men det kunne altså godt have været kortere!!!

Bogen er ikke særligt tyk, og er faktisk ret hurtigt læst, hvilket ikke er helt dumt. Jeg tænker at mange ville blive afskrækket hvis de skulle gnave sig igennem en 500-siders tætskreven moppedreng om oprydning og sortering, så bogens længde passer meget godt til temaet. Når det er sagt, så følte jeg ofte, at tingene blev forklaret meeeeget langsomt og virkelig penslet ud, så set med de briller, ville jeg mene at bogen kunne have været kortet en del ned, og stadig have leveret budskabet med en overflod af ekstra-ord.

Jeg kan godt følge nogle, som syns at Marie Kondo er en mærkelig én. Personligt faldt jeg for den lille charmerende og smilende kvinde, som man ser i Netflix serien. Hun virker bare super og giver mig helt dårlig samvittighed over alt det kaos der gemmer sig i krogene her hjemme. Men den Marie Kondo vi møder i bogen, er meget mere… mere ekstrem… mere ekscentrisk… mere mærkelig… Bestemt også super sød at læse om, slet ikke noget der, men når man begynder at snakke om at strømperne bliver kede af det, og ikke kan få luft og en velfortjent pause, når man vrider dem sammen og propper dem i skuffen, står jeg altså af… Det er lidt for meget. Mine strømper skal bestemt have en god behandling, men i mine øjne er det “bare” strømper.

Hendes ideer om at tænke i kategorier i stedet for i rum, er faktisk ret god – alt makeup i hele huset samles og sorteres på én gang osv. Så slipper man for pludselig at finde ud af, at man alligevel havde dubletter af alt muligt. Og selvom det lyder som om man skal opspare afspadsering og tage en uges fri, for at komme i bund på én gang, understreger hun, at 6 måneder er hurtigt i hendes øjne, så værre er det altså ikke.

Hun snakker også om, at man bør holde oprydningsprocessen skjult for familien. Altså at man ikke skal sige hvad, og hvor meget, man egentligt smider ud, og det ser jeg som både godt og skidt – det virker sådan lidt snusket og forkert, og alligevel kan jeg godt se, at det er skide upraktisk når mor står på hovedet i sækkene, og finder ting til sig selv, fætre og kusiner, samt den der fine gave du for 30 år siden fik af faster Olga der for resten døde sidste år, og som du da slet ikke burde gå af med…

Der er nogle virkelig gode tanker i denne bog, og den har bestemt hjulpet mig flere gange når jeg er gået i stå. Jeg har ikke fulgt hendes vejledning til punkt og prikke (jeg har for eksempel ikke rendt rundt og vækket mine 800 bøger, og jeg har ikke takket hver eneste stykke tøj der er blevet sendt til genbrug), men jeg har virkelig ladet mig inspirere til at få sorteret og ryddet ud. Og først fortalt familien om det, når jeg har været på genbrugspladsen. Så hvis man kan overleve at hun er lidt Meget (med sort M!) så er ideerne slet ikke så dårlige igen, og måske kan man få lidt inspiration til at få ryddet ud én gang for alle…

Mørkemageren af Kirsten Sonne Harild

Mørkemageren af Kirsten Sonne Harild
Serie: Sally, Glenn og Vilde Maxi #2
Udgivelse: 2018
Sider: 106
Forlag: Alvilda
ISBN: 9788771655773
Kilde: Anmeldereksemplar fra Alvilda

---

Om bogen…

Vilde Maximillian synes, det er irriterende, at strømmen altid går på Gustenborg, og at murene i kælderen drypper af havvand. Sammen med Sally og Glenn nedsætter han en komite til afskaffelse af mørke aftener. Da de tre detektiver går i gang med at undersøge sagerne, tør de næsten ikke tro deres egne øjne. Selv Maximillian, der ellers har oplevet lidt af hvert i sit liv, må knibe sig i armen, da det går op for ham, hvem det er, der mørkelægger den gamle skole…

***

---

Min anmeldelse…

Jeg modtog Mørkemageren og Hundehypnosen på samme tid (bog 1 og 2 i serien Sally, Glenn og Vilde Maxi), og jeg ved ikke helt hvad der gik galt for mig, men vi kom til at starte med toeren. Når jeg kigger på bogen, og rent faktisk læser hvad der står med stort bagpå, giver det helt sig selv hvilket nummer det er. Det gjorde ikke det store at starte med toeren, andet end at der var nogle henvisninger til “dengang xxx skete”, men ellers var der ikke det store og intet af det generede sønnen, som bare slugte det hele råt.

Bogen reklameres som værende til børn fra omkring de 9 år og op, men jeg vil mene den godt kan læses lidt før det. I min tid som boghandler er jeg flere gange stødt på 11 årige som selv har læst Hunger Games og hele Harry Potter serien, så jeg tog chancen og forsøgte at læse den højt for min søn på 5 – med stor succes! Dette er den første bog, som virkelig har fanget ham, og han tigger og ber hver aften, om ikke vi kan læse “den med spøgelserne”. Det er fantastisk at der endelig er noget der fanger ham!!! Jeg læser dog ikke altid præcist det der står, og lægger i læsningen ikke op til at det er uhyggeligt, så hvis man har en på 5, skal man nok være villig til at læse det en smule anderledes end der lægges op til, men det kan snildt lade sig gøre.

Historien er jeg ret vild med. Maxi er simpelthen fantastisk – han er modig og fuld af ideer, og intet slår ham ud af kurs. Samtidig har han de mest fantastiske ting gemt i sin kuffert og han har de vildeste historier fra sit laaange liv, for selvom han ligner en dreng, er han åbenbart langt langt ældre end han ser ud. Det er virkelig morsomt. Sally er den mere mor-agtige pige, som holder samling på flokken og gerne sætter dem på plads i ny og næ og Glenn er den søde dreng som er virkelig bange for mørke (hvis I nu sidder og tænker Hermione, Ron og Harry, er det nok ikke helt forkert). Super dejlig kombi de 3! Og så er der bare de sjoveste detaljer med i bogen – jeg gnækkede af grin hver gang Major Fillipsen blev kaldt for Major Fimmesen og chaufføren Grigori er genial på sin helt egen måde.

“Der er kun én ting at gøre,” sagde Maximillian den femte aften. Han trådte ned på gulvet fra Sallys seng og børstede hundehår af sine knæ. “Vi må have klarhed over, hvem der bor inde i den mørke lejlighed. Tænk nu hvis det rent faktisk har noget at gøre med skolens evigt svigtende lys? Jeg synes, vi skal nedsætte en ny kommité. Til forbedring af Gustenborgs livs- og madkvalitet OG til undersøgelse af den mørke lejlighed.”
“Øhm… betyder det, at vi skal derind?” spurgte Glenn og spærrede øjnene op.
“Ja,” svarede Maximillian. “Og det er selvfølgelig forbudt. Men vi SKAL derind.”
Citat fra Mørkemageren side 16

Bogens kapitler er en god længde og med 1-2 kapitler om dagen, tog det os lige over en uge at komme igennem den. Min søn var næsten helt ked og klar på at starte forfra, det øjeblik den sidste side var vendt, men han glemte hurtigt at den var slut, da han så at der lå endnu en bog klar. Så måtte vi jo lige tage første kapitel i den også. Virkelig en god bog til de yngre børn (men husk: hvis den skal læses for 5 og 6 årige, skal man lige luge lidt ud i uhyggen)!

Arlo Finch af John August

Arlo Finch i Flammernes Dal
Serie: Arlo Finch #1
Udgivelse: 2018
Sider: 272
Forlag: Alvilda
ISBN: 9788771659078
Kilde: Anmeldereksemplar fra Alvilda

---

Arlo Finch troede, at man som ranger skulle lære at binde knob, lave ild uden tændstikker og klare sig i den vilde natur. Men da han flytter til en lille, vejrbidt by i det fjerneste hjørne af Colorado sammen med sin mor og sin søster, opdager han, hvor meget han tog fejl.

Hans nye venner, Indra og Wu, lærer ham hurtigt det mest basale – at lave tordenklap, fingerlys og at finde overnaturlige dyr. Men han får snart brug for at lære mere, for i de mystiske skove og mægtige bjerge, der omkranser byen, findes en skjult verden, som rykker tættere og tættere på. Og det er slet ikke tilfældigt, at mørket rækker ud efter netop Arlo Finch …

***

---

First off, bogen er genialt skrevet! Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har siddet og læst nogle sætninger, eller endda hele sider højt for min mand, fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være. Forfatteren har formået at fange nogle scenarier så levende og morsomt, at jeg sidder tilbage og er imponeret på en måde, som jeg ellers sjældent er. Noget så simpelt som beskrivelsen af det dræberblik man kan få fra en teenagepige, når man må give beskeden at der ikke er wifi i huset… og så den anden side af mønten: den absolut fløjtende ligeglade og totalt intetanende umoderne mand, som slet ikke opdager dræberblikket… I får det lige her:

Jaycee spurgte, om hun kunne få passwordet til wifi’en. Onkel Wade svarede, at huset ikke havde internet. Det lå lidt for langt ude på landet til den slags, og i øvrigt havde han aldrig fattet, hvad det skulle gøre godt for.
Arlo havde engang set en film, hvor et uhyre, der hed Medusa, kunne forvandle en mand til sten bare ved at stirre på ham. Det var præcis sådan, Jaycee sad og stirrede på onkel Wade. Men onkel Wade blev ikke forvandlet til sten. Han øste bare mere spaghette over på sin tallerken og lagde overhovedet ikke mærke til hendes forstenende stirren.
Arlo Finch i Flammernes Dal side 19

Da jeg modtog bogen fulgte der en pressemeddelelse med, og der var ros, ros og mere ros, så det satte både nysgerrigheden og forventningerne helt i vejret. Og hold nu op hvor faldet det hele til jorden med et brag – til start i hvert fald.
Starten af bogen var virkelig ikke noget særligt. Den er ikke ligefrem dårlig, men der var bare ikke meget guf at komme efter. Arlo er ret intetsigende og tager imod det hele lidt for nemt – det der som kendes under betegnelsen sund skepsis er bestemt ikke noget han kender til, og jeg sad med følelsen af at man kunne bilde han hvad som helst ind. Jeg ville personligt være virkelig skeptisk hvis jeg stødte på tordenklap. Eller lilla snask der siger som bjælder når man bevæger sig… eller en hare med gevir… Men Arlo tager det i stiv arm og lader til at acceptere at han bare er uvidende… Han stiller en masse spørgsmål og undrer sig ja, men han godtager ligesom hele det “overnaturlige og anderledes” alt for let… Det var virkelig øv og lagde en ret voldsom dæmper på min begejstring.

MEN… Omkring side 123 begynder der at ske en hel masse og Arlo lader til at opbygge en smule mere personlighed. Der kommer for alvor gang i historien, og så kan jeg godt sige jer, at jeg var hooked!!! Det er virkelig en eventyrlig rejse man kommer ud på, og Arlo får for alvor sin sag for, idet nogen eller noget er ude på at dræbe ham. Igen og igen står han ansigt til ansigt med de mest fantastiske og skræmmende væsner, og jeg var virkelig solgt. Endelig begyndte hele den lange og kedelige opstart at give pote!!! Det havde taget mig over en uge at nå til side 123, men det tog mig én enkelt aften (og langt ud på natten) at læse resten af bogen, så hvis denne bog virker langsommelig og kedelig, så hold i!! Det er bestemt det værd!!!

Jeg var så i tvivl om karakteren til denne bog, for den første del vil jeg give 2, måske 3, men den sidste del er en klar femmer, så jeg ender på 4 stjerner når man skal se sådan overordnet på det. Den lægger langsomt ud, men slutter af med et brag! Fortsættelserne kan slet ikke komme hurtigt nok!!!