Felthåndbogen af DiTerlizzi og Black

Felthåndbogen af DiTerlizzi og Black5 stjerner

Felthåndbogen af Tony DiTerlizzi og Holly Black
Serie: Spiderwick Fortællingerne #1
Udgivelse: 2003
Sider: 112
Forlag: Gyldendal
ISBN: 9788702020540
Kilde: Købt


Om bogen…

Forfatterne Holly og Tony modtager, efter en signering i en boghandel, et mystisk brev fra tre børn som de aldrig har mødt. Børnene hedder Jared, Simon og Mallory, og de påstår at kende til nisser og andet troldtøj, som forfatterne indtil nu har troet kun hørte til i fantasien.

Jared, Simon, Mallory fortæller en magisk historie, som starter da de flytter ind i en gammel faldefærdig victoriansk villa. Allerede første dag hører de mærkelige puslende lyde i væggene, og opdager et hemmeligt værelse fyldt med bøger. Snart begynder det hele at gå skævt, og børnenes mor tror at det hele er Jareds skyld.
Sammen forsøger børnene derfor at stoppe det mystiske væsen i væggene, og opklare mysteriet om det gamle værelse og de bøger der befinder sig i det, omhandlende troldtøj og andre mærkelige væsner.


Min anmeldelse…

Denne bog er første i en serien af fem bøger, og det er den skønneste og mest finurlige lille bog, jeg længe har læst! Bogen er ikke særligt stor, og består ikke af særligt mange sider – dette giver den et lidt “nuttet” udtryk, og det er jeg altså helt vild med. Trods den lille størrelse, og de få sider, er siderne ret tætskrevne, så der er til flere timers underholdning alligevel.

Bogen lægger ud med, at børnene og deres mor flytter ind i et gammelt faldefærdigt hus. Hele den der “det hele går galt, og vi skal være taknemmelige for at vi kan få lov at bo i tante x’s gamle hus” er bestemt ikke ny, og det gav en lidt tam start. Den tamme følelse skyldes nok mest, at jeg personligt er stødt på denne type start mange mange gange før, så det er ikke sikkert at det generer andre (og så fylder det 2 sider, så det er jo ikke dominerende). Dog når de kun lige at træde ind af hoveddøren, da der begynder at ske mærkelige ting, så vi bliver kastet direkte ud i eventyret, hvilket er et stort plus.

Inden vi når til første kapitel, er der dog både et helsidebillede, en litteraturliste, en liste over hvor i bogen der findes helsideillustrationer, to breve samt et kort over Spiderwick Godsets områder. For mig var alle disse virkelig sjove at gå på opdagelse i, da der er en masse små detaljer man kan fordybe sig i. Jeg sad længe og pegede, kiggede og snakkede med min den ældste om det hele, så det var et stort plus her hjemme med alt det ekstra. Og så er jeg helt vild med breve til start. Jeg troede umiddelbart at det var sådan et klassisk brev fra forfatterne, som udtrykte deres fascination for emnet, men det var mere end det. I starten af brevet står der rigtigt nok, at de to forfattere længe har haft denne fascination, men så går de over til at beskrive, hvordan de modtager et brev fra de tre børn (som er bogens hovedpersoner) og hvordan dette bragte dem ud på den rejse som endte med at blive til denne bog. Andet brev er så det brev, som forfatterne modtog fra Jared, Simon og Mallory. Det binder virkeligheden og historien sammen på en helt særlig måde.

De tre børn er vidt forskellige og har hver deres kvaliteter. Mallory er storesøsteren, og hun er lidt hård i tonen, men passer godt på sine yngre brødre. Simon og Jared er tvillinger, og hvor Jared er den tænksomme og kloge, er Simon den mere forsigtige som elsker dyr og samler alverdens kryb og kravl i terrarier på deres værelse. De passer meget godt sammen, selvom jeg til tider syntes at Mallory er lidt grov i tonen, men den grove tone var dog til stor morskab for min ældste, såååå ja, det kan noget alligevel.

Bogen er genial som højtlæsning for eventyrlystne børn, da det aldrig bliver for uhyggeligt. Det kan også være en ganske fin serie, til unge som bliver lidt skræmt over store tykke bøger, da der som skrevet tidligere, er ret tætskrevne sider, trods dens lille format. Nu ved jeg selvfølgelig ikke om de næste bøger i serien bliver mere vilde, men det væsen man møder i denne første bog er ganske harmløst, om end en smule drillesyg og hævngerrig. Og så er jeg bare så vild med illustrationerne – de er simpelthen så detaljerede, at man bare kan sidde og fordybe sig i dem længe, og hele tiden opdage nye detaljer.

Bogen slutter af med flere fantastiske illustrationer, af væsner som jeg formoder vi kommer til at møde i næste bog. Her er afbilledet både en åmand og en Hogsqueal, og sammen med billederne er et lille teaser-digt, som så fint fortæller hvad man kan forvente sig i næste bog.

Categories Ikke kategoriseret

Ingeborgs fortælling af Sidsel Katrine Slej

Ingeborgs fortælling af Sidsel Katrine Slej3 stjerner

Ingeborgs fortælling af Sidsel Katrine Slej
Serie: Asgårds døtre #1
Udgivelse: 2020
Sider: 296
Forlag: Tellerup
ISBN: 9788758836256
Kilde: Lånt


Om bogen…

Ingeborg Agnarrsdatter er en af Asgårds valkyrier. Viljestærk, intelligent og mestrer sit sværd som få. Egenskaber der får bejlere til at flygte i stor stil. Som kvinde er det ellers hendes pligt at sikre sin familie gennem en alliance med en af Asgårds mægtige slægter, men her fejler hun igen og igen.

Lige indtil den dag hun møder ham.
Ham der ser hende.
Ham der kommer til at betyde alt.
Ham det får fatale konsekvenser at skænke sit hjerte.

Det får magtbalancen i Asgård til at forskubbe sig, og en lavine af begivenheder sætter i gang og rammer alle hun holder af. Ingeborg har intet valg nu, hun må satse alt for slægtens overlevelse og ham hun elsker. Et sats der viser sig at blive skæbnesvangert…


Min anmeldelse…

Der er i løbet af årene dukket mere og mere litteratur op, som tager udgangspunkt i den nordiske mytologi, og selvom jeg har læst en del af det, er min erfaring desværre ikke den bedste. Den nordiske mytologi er ellers virkelig spændende, men jeg syntes desværre ofte at historierne skuffer, og jeg var derfor lidt tøvende med at gå i gang med denne bog… Da den blev valgt som en af de bøger vi skulle læse i Københavns Fantasy Fellowship, måtte jeg dog give den en chance.

First things first: jeg hader titlen. Asgårds døtre lyder mega fedt, men “Ingeborgs fortælling” gør absolut intet godt for mig. Det lyder møg hammer kedeligt, og var slet ikke noget der lokkede. Bog nummer to hedder Issóls fortælling, og selvom jeg godt kan se ideen bag at titlen præsenterer hvilken person der er bogens omdrejningspunkt, er den simpelthen for kedelig.

Bogen lægger ud med, at vi møder hovedpersonen som er Valkyrie. Valkyrier er nye for mig, og jeg var helt vild med dem! Sådan nogle ekstremt bad-ass kvinder, som kan tæve alle i kamp, og jeg var helt fra starten helt vild med vores hovedperson. Hun siger fra, har ben i næsen og er let at relatere til. Desværre er hendes såkaldte veninder nogle stride kællinger, og jeg havde lidt svært ved at forstå, hvorfor hun fandt sig i deres opførsel. Valkyrierne forventes at gifte sig, og derefter overtage husholdningen og lave tæpper m.m., og her gik det desværre også skævt for mig. Jeg kan simpelthen ikke rumme den der nedgørelse af stærke kvinder! Jeg er næsten allergisk overfor tanken om, at kvinder skal opgive alle deres drømme, og blive små blide sager der holder hus og gør som hun bliver bedt om. Ellers tak!

Noget andet som desværre var med til at ødelægge læseoplevelsen var, at det hele var for nemt. Der bygges op til drama og krig, og når det så endelig bryder ud, bliver det sådan en fesen omgang, hvor det hele er hurtigt overstået. Slutningen føltes desuden som et forsøg på lige at presse citronen og øge sidetallet, og det gav det hele en utroligt kikset afslutning, som jeg næsten helst var foruden. Desuden er der altså et-eller-andet nedern over, at man bare kan genoplive folk igen – så er der jo ikke nogen konsekvens ved at slå hinanden ihjel. Eller hvad? Nogle gange kan man nemlig ikke genoplive folk, og det kan godt være der er en logisk forklaring på hvorfor nogle kan genoplives og andre ikke kan, men så er den altså gået min næse forbi. Det hele efterlod mig med en ret flad og forvirret følelse.

Men men men, bogen har også sine styrker, og det er jo sjovere at slutte en anmeldelse af med alt det der fungerede.

Som sagt er vores hovedperson fantastisk, og jeg elskede hende fra første side. Hun nægter at opgive sin drøm om at kæmpe på slagmarken, og selvom det skræmmer den ene bejler væk efter den anden, kan jeg virkelig godt lide at hun prøver at holde fast, selvom hun er splittet mellem sine egne drømme og hendes pligt overfor familien. Hendes far, mor og brødre støtter op om hendes valg, og jeg var bare så vild med familien. Især hendes far – hvis man syntes hovedpersonen er bad-ass, er det intet sammenlignet med hendes far! Ham ville jeg virkelig gerne have hørt mere om, men det kan jo nå at komme i fortsættelsen. Og hendes mor har nogle fantastiske råd og pointer, som jeg tænker at vi alle sammen godt kunne trænge til at lytte til og tage til os!

Bogens helt store styrke er for mig kærlighedselementet. Åhh den kærlighed – jeg var solgt! Jeg er og bliver en sucker for hele det der kærlighed-ved-første-blik, og hendes udkårne gik lige i hjertet på mig. Den del fungerer bare så godt, og jeg elsker hvordan han ser- og behandler hende. Så (meget) mere af det tak!

Selvom jeg har fremhævet meget ved denne bog, som bare ikke fungerede for mig, slugte jeg den alligevel på en enkelt aften. Jeg kunne slet ikke få nok af vores hovedperson og kærligheden, og det gjorde at jeg bare måtte vide hvordan det hele sluttede.

Categories Ikke kategoriseret

Den gådefulde sorte blomst af Anna Ruhe

Den gådefulde sorte blomst af Anna Ruhe4 stjerner

Den gådefulde sorte blomst af Anna Ruhe
Serie: Duftapoteket #2
Udgivelse: 2019
Sider: 260
Forlag: Straarup & Co.
ISBN: 9788770185028
Kilde: Bogen er sponsoreret af Straarup & Co. 


Om bogen…

Luzie Alvenstein har en hemmelighed. Skjult under familiens hus ligger Duftapoteket, hvor der brygges magiske og yderst magtfulde dufte.

Efter at Luzie, hendes lillebror Benno og nabodrengen Mats opdagede Duftapoteket, blev deres opgave at beskytte det. Men nogen bryder ind og stjæler den absolut vigtigste ingrediens i duftene – meteorpulveret. Et pulver, som er frygteligt farligt i de forkerte hænder, og uden det kan Mats ikke befri sin far fra virkningen af kærlighedsløs duft.

På jagt efter tyven rejser Luzie og de andre til Amsterdam. På turen får de hjælp af en mystisk blomsteravler og af en mand, der slet ikke burde leve længere. Mon de sammen kan finde meteorpulveret og redde duftapoteket?


Min anmeldelse…

Den første bog i denne serie slog simpelthen benene væk under mig – hold nu op hvor var den god! Mine forventninger til fortsættelsen var derfor også ganske høje, men selvom den var super god, levede den ikke helt op til mine forventninger.

Der var desværre flere ting i denne bog, som ikke fungerede for mig…
Hanne er en lidt mærkelig type. Hun svinger mellem at være utroligt sød og skarp, til pludselig at være semi-forvirret og svag. Jeg ved godt at hun i årevis har fået fjernet sin hukommelse med en bestemt duft, og at virkningen måske stadig hænger en smule fast, men de hyppige skift i hendes person og humør fungerede ikke for mig. Desuden er hun simpelthen for naiv når hun tror, at Willem og De Evige ikke er nogle de behøver bekymre sig om. Hallloo, de får aldrig mere den duft som gør dem udødelige, og vil nu langsomt blive gamle og dø, og så tænker man ikke at de vil gøre hvad-som-helst for at få fingre i mere af evighedens duft? Den køber jeg altså ikke.
Så er der også hele ideen med, at De Evige langsomt vil blive ældre og til sidst dø, men Baronessen er så alligevel en undtagelse, da hun tydeligt ser ældre ud, til trods for, at der kun er gået nogle få måneder måneder. Naah, den fungerede heller ikke for mig. Jo, hvis der havde været en forklaring på hvorfor netop hun ikke ældes lige så langsomt som nogle af de andre, men hvis der var en forklaring, er den altså gået min næse forbi.

Jeg vil også lige fremhæve hovedpersonens lillebror Benno, som er det faste sidekick gennem hele historien. Jeg er helt vild med Benno og synes han er noget af det sødeste, men hans alder fungerer bare ikke for mig. Han er 5 år i bogen, men min 6-årige ville ikke kunne halvdelen af de ting som Benno kan – min kan i hvert fald hverken sidde stille, tie stille eller gøre som der bliver sagt endnu. Og så syntes jeg virkelig det er forkert, både af hovedpersonen og af Hanne, at slæbe en 5-årig med på en potentielt meget farlig tur. Desværre, det er nok moren i mig der taler, og jeg ved godt at man nogle gange bare skal slippe fantasien løs, men så farlige situationer er jeg nu alligevel ikke fan af, hans alder taget i betragtning!

Bogen har dog også en masse positive elementer, som bestemt ikke skal glemmes. Illustrationerne er næsten endnu flottere end sidste bog, og jeg ville sådan ønske at der var flere af dem, for hold nu op hvor er de smukke! De er tegnet i samme stil som forsiden, men er bare sort/hvide i stedet, og jeg elsker at sidde og fordybe mig i detaljerne!

Bogens tre hovedpersoner er jeg ret vild med, og hvis man ser bort fra Bennos alder, er de en skøn trio som komplimenterer hinanden virkelig godt. Luzie er desuden ret sej, og man fornemmer tydeligt i denne bog, at der er et utroligt potentiale gemt i hende, som bare venter på at komme frem. Potentialet begynder for alvor at dukke op hen mod slutningen af bogen, så jeg er spændt på hvordan det udvikler sig i næste bog.

Jeg synes også det er utroligt spændende, at deres eventyr nu bringer dem lidt ud i den store verden, og hvor ville jeg altså ønske at vi kunne have oplevet mere. Jeg vil ikke afsløre for meget, men blot sige, at jeg virkelig ville ønske de var blevet hængende lidt længere tid nogle steder, så man kunne have fået et lidt større indblik i det hele.

Bogen formår desuden at overraske mig mere end én gang, og der var flere twists og drejninger som jeg virkelig ikke havde set komme. Det er ellers ikke så ofte, at jeg på den måde bliver overrasket, men det må jeg indrømme at jeg blev her – mere end én gang endda. Og bogen slutter simpelthen så fint, hvilket er en detalje jeg også er ret vild med. Hverken første bog, eller denne, er sluttet med en vild cliffhanger, og jeg tænker at det er ret godt når man tænker på den aldersgruppe som bøgerne henvender sig til. I stedet er begge bøger sluttet på en ekstremt sød måde, med et løfte om flere eventyr på vej.

Jeg ved godt at jeg har skrevet flere negative ting om bogen, men jeg føler et behov for at skrive, at jeg var super fint underholdt mens jeg læste den. Nogle af tingene irriterede mig mens jeg læste bogen, men de fleste er først begyndt at genere efter, at jeg lige har fået reflekteret lidt mere over handlingen. Jeg glæder mig til at komme i gang med tredje bog, som heldigvis allerede ligger og venter.

Categories Ikke kategoriseret

Skildpaddekanonen af Peers og Steffensen

Skildpaddekanonen af Peers og Steffensen5 stjerner

Skildpaddekanonen af Bobbie Peers og Sandra Steffensen
Serie: Opdagerklubben #1
Udgivelse: 2020
Sider: 91
Forlag: Carlsen
ISBN: 9788711986295
Kilde: Købt


Om bogen…

Ella og Felix lander i ørkenen, hvor det regner med skildpadder. Robotskildpadder som går til angreb. Snart finder de ud af, at det er de lede piraya-pirater, som står bag.
Hvordan klarer Opdagerklubben den, når de står ansigt til ansigt med den modbydelige piraya-piratgeneral? Er de kølige nok til at klare hans ondskab og stoppe den fæle skildpadderegn?


Min anmeldelse…

Dette er anden bog i serien om Opdagerklubben, hvor hovedpersonerne er den eventyrlystne Felix, og den motormille-agtige Ella, som sammen udgør et helt fantastisk team. Denne gang skal vi en tur til Saharas ørken, hvor det regner med skildpadder. Det er dog ikke helt almindelige langsomme harmløse skildpadder, men i stedet metal skildpadder som spiser alt hvad de støder på. Ella og Felix får hurtigt deres at se til, for både luftballonen og en nærliggende by er under angreb af skildpadderne, men spørgsmålet er bare, hvorfor?

Jeg elsker den måde forfatterne har opfundet nye navne til ting som vi allerede kender. Ella er noget forundret da Felix bruger en Superglaner – det er et andet navn for det, som vi i vores verden kalder en kikkert. Og så må jeg altså indrømme, at det bare lyder sejere med en superglaner, end en kikkert! Da Ella pludselig får den ide, at bruge superglaneren til at fange solens stråler, og der i stedet for den forventede intense solstråle, kommer en superkoncentreret laserstråle ud, er det jo bare endnu sejere! Og fantasien stopper ikke der… Der er edderkopper som spinder tråde af rent sølv, som folkene der lever i ørkenen laver til sølvdragter, der holder solens stråler ude. Sandsusere, som er en form for avanceret vandscooter der svæver over ørkenens sand. Og meget meget mere.

Den ultimative skurk i denne bog er piraya-piratgeneralen. Han er en super fæl type, og han ser virkelig ond ud, men det er altså svært at tage ham seriøst, når han kalder sig General Snart Fart. Ungerne syntes det var hylende morsomt, og så var han pludselig slet ikke så skræmmende igen. Og jeg må indrømme, at jeg kom til at tænke på den engelske betydning af ordet “fart”, og læste det som “prut” i stedet, hvilket bare gave det en ekstra dimension af morskab til os voksne.

Jeg er simpelthen så vild med denne serie, og jeg kan slet ikke vente på at den næste udkommer. Den kan klart anbefales til alle fra cirka 5/6 år og opefter.

Categories Ikke kategoriseret

Mumitrolden og Havorkestret af Tove Jansson

Mumitrolden og havorkestret4 stjerner

Mumitrolden og Havorkestret af Tove Jansson
Serie: –
Udgivelse: 2020
Sider: 40
Forlag: Carlsen
ISBN: 9788711981696
Kilde: Bogen er sponsoreret af Carlsen


Om bogen…

Alle familier trænger engang imellem til at rejse væk på eventyr – det synes Mumifar i hvert fald, som længes efter store oplevelser på havet. Han bygger derfor skibet Havorkestret og tager sin familie med ombord og begiver sig ud på en rejse, de aldrig vil glemme. På det store hav møder de en dronte med ondt i bagdelen, en hemul med overdrevet ordenssans og hundredevis af klipdasser. Og en dag blæser det op til storm …

Tove Janssons historie fra Mumifars erindringsbog  fra 1950 om længsel, eventyrlyst og rastløshed er her fortolket som en billedbog af Cecilia Davidsson, Alex Haridi og Filippa Widlund. 

Tove Jansson (1914-2001) er en af Nordens mest kendte billedkunstnere og forfattere. Hendes klassiske bøger om Mumitroldene er oversat til 40 sprog og elsket af børn og voksne verden rundt for deres skarpsyn og finurligt formidlede livsvisdom.


Min anmeldelse…

Mumitrolden er, efter min mening, en af de absolut sødeste karakterer. Mumiernes søde og bløde udtryk, og deres sjove personligheder går bare lige i hjertet! Snif og Lille My er også skønne, og fantastisk morsomme på hver deres måde. Og så må man altså bare tage hatten af, for den fantasi der skal til, for at opfinde klipdasser, hemuler, hatifnatter m.m. Jeg elsker at mine børn nu endelig er kommet i en alder, hvor de kan præsenteres lidt mere for dette fantastiske univers (indtil videre har de haft pixi bøger med mumitroldene)!

Bogen lægger ud med en lille introduktion til alle karaktererne, og allerede her lægges der op til hygge. Jeg kan simpelthen ikke stå for beskrivelserne af dem, og I får altså lige nogle her – bare fordi jeg ikke kan lade være. Mumimor er rund og blød på den helt rigtige måde og har altid håndtasken fuld af tørre uldsokker. Snif drømmer om at eje noget rigtigt kostbart, fx en killing som er hans helt egen, mens Mumitrolden elsker eventyr, men savner sin Mumimor hvis det bliver for uhyggeligt. Og sådan fortsætter det, og hold nu op hvor er det altså hyggeligt! Jeg bliver helt blød indeni!

I denne bog længes Mumifar ud på eventyr, og han har bygget båden Havorkestret, så hele familien kan drage ud på store oplevelser på havet. Deres eventyr er bare så fantastisk, og der er flere ganske morsomme situationer – som fx da Mumifar redder Hemulens moster (hvilket ingen af dem er særligt begejstrede for) og lille Mys første kommentar er, om de skal smide hende i havet igen.

Nogle af tingene var dog en smule voldsomme, selv for min ældste på 6 år. Fx da klipdasser skubber Hemulens moster i havet, og de alle forsvinder til en “ukendt skæbne”. Dér måtte vi fx lige fortælle ham, at hun selvfølgelig var en fantastisk svømmer og uden problemer kunne svømme i land igen. Men ellers var deres eventyr bare fantastisk og magisk, og de smukke og farverige illustrationer supplerede historien så fint.

Det er virkelig en fin historie om Mumifars længsel efter eventyr, samt hvordan han til sidst indser, at selvom det er sjovt at drage på eventyr, er det alligevel rart at komme hjem igen. Ude godt, men hjemme bedst, som man siger.

Categories Ikke kategoriseret