Det blå dyb af Jennifer Donnelly

Titel: Det blå dyb
Forfatter: Jennifer Donnelly
Serie: Vandflammens Saga #1
Genre: Fantasy
Udgivelse: 2015
Læst i år: 2018
Læst på: dansk
Sider: 352
Forlag: Alvilda
ISBN13: 9788771058116
Kilde: Bogen er betalt af Bog og Idé


På sin forlovelsesmorgen burde prinsesse Serafina kun bekymre sig om gensynet med prins Mahdi, hendes barndomskæreste. Men hendes sind er opfyldt af mørke drømme, hvor en flok havhekse hidkalder hende, og en ældgammel ondskab igen er blevet vakt til live…

Under ceremonien angriber en fjendtlig hær, og snart er Serafina på flugt for sit liv sammen med sin bedste veninde, Neela. På deres færd opdager de, at de deler drømmen om havheksene – og at de er tvunget til at finde frem til fire andre havfrueheltinder, der er spredt på tværs af havenes seks riger.

Havfruerne udvikler et ubrydeligt bånd og afslører en hemmelig sammensværgelse, der truer med at udslette hele deres verden.

Teksten er hentet fra bagsiden af bogen.

***

Denne bog er betalt af Bog og Ide, men anmeldelsen er 100% min ærlige mening*

Jeg beklager på forhånd den kilometer lange anmeldelse, men det kan jo hænde, når man nu engang har en masse på hjertet! =)

Det er en del år siden, at jeg første gang fik anbefalet at læse denne bog. Dengang var det faktisk kun de første to bøger i serien der var udkommet, og jeg kiggede da lidt på den, men endte med ikke at læse den på trods af anbefalingen. Nok lidt fordi den handlede om havfruer og livet i havet – noget som jeg faktisk ikke rigtigt har gjort det så meget i, på trods af hvor meget ungdomslitteratur der har havet som baggrund for historien. Nu sidder jeg dog lidt tilbage og fortryder at jeg ikke bare gik i gang med det samme, for selvom jeg var en anelse skeptisk da jeg gik i gang med bogen, var der absolut ingen grund til at være det – og så alligevel…

Min skepsis har intet med bogen at gøre, men mere med lydbogsversionen. Jeg begyndte nemlig at høre den som lydbog, og puuh jeg er altså ikke ligefrem god til oplæserens måde at bygge vores hovedpersons karakter op. Hun tillægger hende den mest teenage tøsede bibmo personlighed man kan forestille sig, og jeg var simpelthen ved at gå kold efter de første par kapitler. Hun minder ikke om en ung tronarving, men om en tøset, hvinende tøs på 10-12 år, og det er jo slet ikke hvad hun er. De andre personer, hendes mor, mennesker de møder m.m. var dog langt mindre irriterende, og jeg nød faktisk historien på trods af kuldegysninger hver gang vores hovedperson skulle tale, så jeg besluttede mig for at give bogen et forsøg, og hold nu op hvor var det godt at jeg gjorde det!

Hovedpersonen Serafina er, som jeg læser hende, slet ikke så hvinende og irriterende. Hun er ung og hun er uprøvet, men hun er oss ret bad-ass. Hun skal ud og lære at stå på egne ben, eller ville man mon sige egen hale?, og hun klamrer sig til personer som hun mener har mere magt, viden og erfaring end hun selv, på trods af at andre forsøger at fortælle hende, at hun skal lære at stole på sig selv. I starten af bogen er hun en ung havfrue der har accepteret sin rolle og gør hvad der forventes af hende – hun har egentligt lidt opgivet signe egne håb og drømme, selvom hun stadig ind imellem rammes af en “hvad-nu-hvis”, men hun fejer det hurtigt til side og accepterer den rolle som andre har givet hende.

“De voksnes verden var fuld af regler, hun ikke forstod, og de fleste af Merrows uudgrundelige dekreter og diktater var fuldstændig uforståelige for hende. Men hun måtte følge dem, uanset om hun ville eller ej. Selvfølgelig vil hun da helst regere over Miromara, havde baronessaen sagt. Men sandheden var, at det ikke altid var så selvfølgeligt.”
Citat fra bogen side 37

Hun kommer dog virkelig igennem meget lort, på meget kort tid, og alt bliver vendt på hovedet. Hun kæmper med at forstå og acceptere det hele, hvilket nogle gange går bedre end andre. Man kan dog tydeligt mærke at hun er igennem en seriøs udvikling, hvilket gør hende langt mere spændende end til start i bogen, så det bliver virkelig spændende at følge hende igennem de næste par bøger.

“Hun var færdig med store balkjoler, der bare kom i vejen. Færdig med juveler så kostbare, at de krævede deres egne sikkerhedsfolk. Træt af gyldne kroner og tiaraer, der fik hende til at segne under deres vægt.
Hun nød at være klædt i tøj, der tillod hende at bevæge sig frit – og at forsvinde i mængden. Hendes hår var nu så kort, at ingen kunne gribe fat i det. I stedet for dyre klæder om halsen, havde hun nu en kniv i bæltet.
Det var første gang nogen sinde, at hun ikke lignende en kongelig. Hun lignede en, man skulle passe på ikke at komme i vejen for.
Og hun nød det.”
Citat fra bogen side 249-250

Noget af det bedste ved bogen er altså humoren og måden den er skrevet på, for selvfølgelig er der hav-pendanter til vores jordiske måder at sige tingene på. For eksempel “Du er så bleg som bugen af en hej” eller når der spilles “Whirled of warcraft”. Der er virkelig nogle gennemtænkte detaljer, for jeg havde da aldrig selv tænkt på valuta som vandluta, eller tænkt over at de ikke trækker vejret dybt under vandet, men i stedet trækker vandet dybt, og disse detaljer var virkelig gennemførte. Det kan godt være at det er noget man finder i de fleste bøger som foregår under havets overflade, men dette er en af de første jeg lsæer af slagsen, så jeg var virkelig imponeret og vildt godt underholdt. Nej hvor har jeg siddet og grinet mange gange!

“Ava skulle lige til at svare, da der lød et skarpt smæk.
“Den prøvede at bide mig!” hylede Neela. “Jeg ville bare klappe den.”
“Du skal være forsigtig med Baby,” smilede Ava. “Han har masser af tænder og ingen opdragelse.”
“Hvad skal du i det hele taget med en piratfisk i snor?” spurgte Neela fornærmet.
“Han er min førefisk,” sagde Ava. “Uden ham ville jeg være helt fortabt. Ikke også, Baby?” Hun smilede til den knurrende piratfisk.
Baby holdt op med at knurre og smilede igen.”
Citat fra bogen side 257

Men hvor der er ekstremt gennemførte detaljer, er der desværre også de der småting som bare ikke helt fungerer. Hvordan får man for eksempel tårer i øjnene når man er under vandet? Eller hvordan render blodet ned af siden på nogen? Der var lige nogle få ting hist og her som ikke fungerede lige så godt som de andre, men det var egentligt lidt i småtingsafdelingen. Jeg ville nok ikke have lagt så meget mærke til det, hvis det ikke var fordi at jeg fokuserede så meget på , og morede mig så meget over, at der var så meget der var så gennemført, så når der dukkede en af disse op, sprang det virkelig i øjnene.

En af de detaljer som dog ikke helt var i småtingsafdelingen er dog de mange mange mange MANGE(!!!) forskellige navne og begreber, som desværre er vildt svære at holde styr på! Mennesker og Teragogger er ord for det samme, men bruges lidt på må og få, der er altså ikke én betegnelse for mennesker og der lader ikke til at være hoved og hale i hvornår hvad bruges. Desuden støder man på en masse ord som Acqua Guerriri, Dokimi, Iele, Canta Magus, opafagoger og meget mere. For slet ikke at snakke om magien som canta malus, canta mirus, canta prax, clepio, depulsio m.m. Og alle sprogene som har de vildeste navne som for eksempel dracdemara, pesca, amfibiansk samt en hulens masse gamle rumænske ord, græske ord, latinske ord, portugisiske ord m.m. smidt med i den i forvejen forvirrende blanding. Det er en syndig forvirring af ord-kaos og hold nu op jeg havde svært ved at følge med!!! Det virker lidt som om forfatteren har ladet sig inspirere af for eksempel Harry Potter universets mange navne for besværgelser, og der kommer selvfølgelig en masse forklaringer hen af vejen, men det er praktisk talt umuligt at huske det hele når der bare er SÅ MEGET. Hen mod midten af bogen opdagede jeg ved et rent tilfælde, at der er en ordforklaring bagerst i bogen på 15 sider (!!!), hvilket er lidt mange, men det hjalp da en smule, selvom jeg syntes det er vildt irriterende hele tiden at skulle bladre frem og tilbage for at forstå hvad pokker der sker.

Når man ser bort fra forvirringerne og irritationsmomenterne, så er det her altså en helt igennem fantastisk bog! Der er lige en del fra midten og lidt frem som ikke var helt så fantastisk, hvor tingene ligesom kom lidt for let til dem og hvor jeg faktisk begyndte at kede mig en smule, men både den første halvdel og slutningen af bogen havde  mig fuldkommen fanget, og jeg glæder mig inderligt til at få fingre i den næste bog i denne serie.

***

Bogen er betalt af Bog og Idé og i den forbindelse får I derfor et par links:

Link til bogen: Det blå dyb
Link til forfatterprofil: Jennifer Donnelly

***

*Og så lige det med småt. Da min blog henvender sig til børn, unge og voksne, skal der tydeligt fremgå at bogen er BETALT af Bog og Idé. De fleste skriver sponsoreret, men reglerne er desværre sådan, at jeg skal bruge ordet betalt – havde min blog kun været henvendt til voksne, måtte jeg godt skrive sponsoreret, men der er nogle mere strikse regler når det drejer sig om børn og unge også. Men men men, det er ikke spor anderledes end når jeg har modtaget bøger fra forlagene, med den eneste forskel, at jeg får lov at vælge og vrage på kryds og tværs af forlag, genrer og udgivelsesår på denne måde, hvilket jo er paradislignende forhold for en anmelder. Anmeldelserne er stadig lige så hudløst ærlige som de altid har været, og det er udelukkende mig selv der har indflydelse på, hvad der står i anmeldelsen – både det gode og det mindre gode.

Moonlit af Jadie Jones

Moonlit af Jadie Jones3 blomster sort

Titel: Moonlit
Forfatter: Jadie Jones
Serie: Moonlit #1
Genre: Fantasy, Paranormal Romance
Udgivelse: 2013
Læst på: engelsk
Sider: 284
Forlag: WiDo Publishing
ISBN13: 9781937178338

***

Tanzy er vokset op med heste på Wildwood Farm, og hun har et helt særligt bånd med dem. Ingen andre end hun selv og hestene, kan se hvad der skjuler sig i skoven omkring gården, og der sker mærkelige ting, som ikke kan forklares. Mystiske væsner lurer i skyggerne, og selvom alle siger, at hendes fars død var en ulykke, ved hun, at det var disse væsner, som stod bag.

”All is quiet,” I whisper to myself, scanning the tree line for any signs of movement.
A low growl stops me in my tracks. I Screen the width of the field, but the pasture is empty. Get a grip. It’s just in your head. But the dizzying fear won’t leave me. I can’t shake the feeling that I’m being watched from the woods. I steal a reluctant glance at the first row of trees and my blood goes cold. A shadowed figure slides from behind a tall oak tree and steps into the light.”
Citat fra Moonlit side 16

Da Tanzy en aften er ude og ride, forvandler det sig fra en hyggelig tur, til en vild flugt for livet. Tanzy begynder at stille spørgsmålstegn ved hvad det er der lurer i skoven, og hvorfor disse væsner, har en særlig interesse for hende. Hun får hjælp af Lucas og Vanessa, to fremmede som pludselig befinder sig i hendes liv, som tror på hende, og som ønsker at hjælpe hende. Men hvorfor virker det nogle gange som om, at de ved mere om hende, end hun selv gør?

***

Som yngre red jeg meget, og jeg har altid haft en stor kærlighed og fascination for heste, så da jeg læste om moonlit, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at dette var en must-read bog.

I starten af bogen var jeg helt solgt – mere end solgt faktisk, for jeg havde sådan en indre følelse af dyb lykke, som man kun kan få, når man virkelig nyder alt ved bogen – sproget, personerne, handlingen m.m. Der var absolut intet at kritisere, og jeg sad indtil flere gange og tænkte, at dette snildt kunne være den bedste bog jeg har læst i år 2013… Og så alligevel ikke. Nu skal I endelig ikke tro, at det hele pludselig ændrede sig, og at bogen blev vildt dårlig, for det gjorde den bestemt ikke – den blev bare… anderledes… og en smule for ”meget”… Men mere om det senere i anmeldelsen.

Vores hovedperson Tanzy er 18 år, men hun virker meget ældre, hvilket nok skyldes hendes fars død tre år tidligere, og hendes mors efterfølgende alkoholmisbrug. Hendes fars mystiske dødsfald, fylder meget i bogen, og giver den en lettere mørk og dyster klang, for selvom alle siger, at det var en rideulykke, ved Tanzy bedre – hendes far blev myrdet. Tanzy er en skøn hovedperson, hun er ikke den der kick-ass type, som klarer det hele med ophøjet sindsro, men en ung pige, som er skræmt fra vid og sans, og som alligevel formår at blive på benene, og se hvad-der-end-kommer i øjnene. Hun er desuden hamrende sjov at følge, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har siddet og grinet i denne bog.

Da Tanzy pludselig kommer ud for en ulykke, vendes der op og ned på hendes liv – og hele historien. Vi går fra, at have en semi-realistisk historie, til en historie, hvor der på ganske få sider, smides den ene omvæltning ind efter den anden. Som læser sad jeg tilbage og følte mig ekstremt overvældet, og endda en smule forvirret, mens vores hovedperson accepterer bare det hele uden nærmere betænkning. Man skulle tro, at sådan noget var hverdag for hende, men det er det altså ikke, og hendes rolige og accepterende reaktion er derfor en smule (rettere, meget) urealistisk – det trækker desværre meget ned i karakteren af denne bog, for der var simpelthen for meget forvirring for min smag.

Der var en snert af et trekantsdrama i denne bog, og for pokker hvor var jeg forelsket. I dem begge. Det var ligesom et ungpige-crush, og jeg elskede det. Vi har Lucas, den mystiske fremmede, som altid er der for hende når noget mærkeligt og farligt sker, og så er der Ryan, som har den der fantastiske lækre-og-søde-læge-aura over sig. Begge havde jeg en følelse af, var mere end man først fik af vide, og jeg blev ekstremt positivt overrasket, da det blev afsløret hvem og hvad de er.

”He opens his mouth to speak, but instead a deep growl rumbles in his throat. I gasp and lean back. His strong arms tighten around my back as he brings his lips to mine. They are full and hot and I can’t get close enough. This is definitely a full body experience. His wide palm glides smoothly over the side of my face and his thumb gently moves between our lips. I open my eyes and study his face.
“Are you sure you’re ready?” he whispers, his eyes still closed.
“Ready for what?” I ask, trying to keep my voice from shaking.
”Ready to know.”
Citat fra Moonlit side 93

Der er mange som kommenterer, at slutningen er den største skuffelse i denne bog, og selvom jeg giver dem ret i, at den var lidt brat, syntes jeg på ingen måde den var skuffende. Jeg er, på trods af ovenstående kritik, ret vild med denne bog, og jeg glæder mig helt vildt til fortsættelsen, og gensynet med Tanzy, Ryan og Lucas og alle de andre, gode som onde. Jeg har grinet og grædt med vores hovedperson, og selvom den blev en tand forvirrende til tider, er den fantastisk godt skrevet, og jeg fik mere end én overraskelse igennem bogen, som jeg på ingen måde havde set komme. Så alt i alt, er dette en rigtigt god bog – man skal bare lige huske, at holde tungen lige i munden, og tage en dyb indånding ind imellem.

Secret Lives af Gabriella Poole

Secret Lives af Gabriella Poole3 blomster sort

Titel: Secret Lives
Forfatter: Gabriella Poole
Serie: Darke Academy #1
Genre: Paranormal Romance
Udgivelse: 2009
Læst på: engelsk
Sider: 267
Forlag: Hodders Children’s Books
ISBN13: 9780340989241

***

The Darke Academy er en skole som ingen anden. Det er en elite skole, for de smukkeste og rigeste unger, som flytter til en ny by og et nyt land, hvert eneste semester, og jo mere skolens nyeste elev Cassie Bell lærer om skolen, jo mere nysgerrig bliver hun.

”I’m Cassandra. Everybody calls me Cassie, though.”
”Cassandra! How lovely. I shall call you Cassandra. And I am Madame Azzedine, but you will call me Estelle. And my advice to you is that you should take all that the Academy has to offer.”
Halting again, Madame Azzedine turned to her, fierce with excitement. “It is the finest of schools. Indeed, the Academy is so much more than a school. Make the most of all that it can give you, Cassandra, and it will change your life. For ever. Do you understand me?
”Er … yes.”
Madame Azzedine gave a sharp laugh. ”I think perhaps you do not. Not quite. But you will learn, my dear. You will learn so much. The Academy can change your life.”
Citat fra Secret Lives side 18

Cassie lærer hurtigt, at selvom alle er rige og smukke på skolen, er der en gruppe af eliter kaldet ”the Few”. Denne gruppe holder alle udefrakommende væk, holder hemmelige møder, og får en respekt fra skolens lærere, som Cassie ikke forstår. Hvad er der med denne særlige gruppe af elever? Hvem lurer på gangene om natten? Og hvad ved gruppen om det der skete sidste år, da en elev døde under mystiske omstændigheder?

Cassie erfarer hurtigt, at en smule viden kan være en farlig ting, men for meget viden kan være direkte dødbringende.

***

First off vil jeg sige, at jeg var helt vild med ideen i denne bog – en skole der flytter til et ny by i et nyt land, hvert eneste år, er bare helt i toppen. Det lyder simpelthen så fantastisk, og mit første indtryk af selve skolen var da netop også at den var storslået, magisk og utroligt spændende, for der er stil over det hele.

Vores hovedperson er en meget sød pige, som får den absolut sødeste værelseskammerat og en rigtig god og yderst charmerende ven. Jeg kan rigtigt godt lide vores hovedperson, selvom hun engang imellem gør nogle virkelig åndsvage ting, men der er ingen tvivl om, at de mest interessante personer for mig, er hendes værelseskammerat Isabella, og hendes evigt pigeglade og charmerende ven Richard. Der var dog en masse andre personer (næsten alle andre i bogen), som desværre ikke fangede min interesse. Vi har for eksempel den klassiske kvindelige ærkefjende, som hader vores hovedperson og forsøger at spænde ben for hende hele vejen igennem bogen, og hun virkede bare tam og kedelig – det samme gjorde de andre ”Few”, som skolens elite kaldes, for de var simpelthen for overfladiske. Den største skuffelse var dog vores hovedpersons store kærlighed Ranjit. Som altid forsøger forfatteren, at skabe et trekantsdrama mellem den vittige og åbne fyr, og den dystre fyr, som vores hovedperson selvfølgelig bliver hovedkulds forelsket i, men det falder fuldkommen til jorden. Jeg forstod aldrig hendes fascination for Ranjit, og igennem hele bogen forbliver han en kedelig baggrundsperson, og jeg mangler hele den der ”hvem vælger hun” spænding, som der ellers er i så mange andre gode YA serier. Det eneste positive ved hendes kærlighed til Ranjit er, at det lagde ud som om hun forelskede sig i skolens ”bad boy”, men der er ikke meget bad boy over ham, for han er meget betænksom og sød – de få gange man rent faktisk møder ham. Jeg håber virkelig der sker mere på kærlighedsfronten i næste bog.

Da jeg gik i gang med denne bog, forventede jeg en vampyrbog, og der er da også mange små hints igennem bogen, som gør, at man fortsat tænker vampyrer – men man bliver klogere. Jeg ved ikke rigtigt om jeg blev positivt overrasket eller sørgeligt skuffet, for jeg havde glædet mig til en god vampyrbog, men da det viste sig at være noget andet, syntes jeg egentligt det var ganske spændende. Desværre var dette ”andet” ikke helt så godt forklaret og beskrevet, som jeg gerne ville have haft, og som sagt er de fleste andre personer i bogen lettere tamme, så det hele fik sådan en ”øv” fornemmelse over sig.

Dette er en udmærket bog, med nogle få overraskende drejninger, et par sjove personligheder, og et lettere vattet kærlighedsdrama. Det er den klassiske ”pige starter på ny skole, får en ærkefjende, forelsker sig i skolens lækre fyr”-bog, og så er der egentligt ikke meget mere til den end det, desværre. Men en hyggelig letlæst bog, som måske vil overraske, hvis man ikke starter på den med for høje forventninger.

Ildenglen af Laini Taylor

Ildenglen af laini Taylor4 blomster sort

Titel: Ildenglen
Forfatter: Laini Taylor
Serie: Ønskekræmmerend datter #1
Genre: Fantasy, Paranormal Romance
Udgivelse: 2012
Læst på: dansk
Sider: 464
Forlag: Bazar
ISBN13: 9788771160482

***

Udadtil virker Karou som en ganske almindelig kunststuderende – hun går til timer, tager på cafeer med sin veninde og har en irriterende ekskæreste. Men der er langt mere til hendes historie end bare det, for Karou er blevet opfostret af væsner, som er lige så meget dyr som de er menneske, og hun må snart erfare, at disse væsner kommer fra en parallel verden, og at hun selv har en vigtig rolle at spille, i en krig som hun intet kender til – eller gør hun?

Varmen i butikken gjorde hende døsig. Sengen i den lille krog kaldte på hende, såvel som det tæppe, Yasri havde lavet til hende, og som var blødt, efter at hun havde puttet med det i årevis. ”Sulfur,” sagde hun tøvende. ”tror du -?”
I det samme lød der en voldsom banken.
”Åh,” sagde Yasri og klappede ophidset med næbbet, mens hun pakkede tetingene sammen.
Det var butikkens anden dør.
Omme bag Twigas arbejdsområde i den mørke ende af butikken, hvor der aldrig hang nogen lampe, var der en anden dør. Aldrig i Karous liv var den blevet åbnet, mens hun var til stede. Hun havde ingen anelse om, hvad der var bag den.
Der blev banket igen, så voldsome, at tænderne raslede i krukkerne.
Citat fra Ildenglen side 68-69

I Sulfurs butik, er beholdningen af tænder begyndt at blive faretruende lav, og Karou bliver sendt på flere og flere opgaver, for at fylde beholdningen op igen. Hun ved, at hun ikke skal spørge ind til hvad Sulfur laver, eller hvad han skal bruge tænderne til, og siden hun var helt lille, har hun været forbudt at nærme sig bagdøren i butikken, men hun kan ikke lade være med, at stille spørgsmålstegn ved det hele. Sorte håndaftryk dukker op på de hemmelige døre, Sulfur ser mere hærget ud end nogensinde før, tænderne forsvinder med alarmerende hast, og Karou befinder sig midt i det hele, om hun vil det eller ej.

***

Ildenglen har fået de mest fantastiske anmeldelser, og alligevel tøvede jeg lidt med at gå i gang med den. Hvad det helt præcist skyldes, er jeg lidt usikker på, men måske en kombination af en forside, som ikke sagde mig så meget, og bagsideteksten, som beskriver en fyr som samler på tænder? Jeg ved det ikke, men faktum er, at jeg var lang tid om at komme i gang med denne bog, og jeg burde nok ikke have tøvet så meget, for hold da op et eventyr.

Jeg indrømmer, at der var nogle punkter hvorpå den var lettere mærkelig… Blandt andet hele temaet med tænder (som altså spiller en ret stor rolle i bogen) er mærkeligt, og nogle af bogens personer (som er mere dyr end mennesker) er en smule specielle, og alligevel faldt det hele ganske fint på plads, og passede sammen på sin egen mærkværdige måde. I denne bog har man lidt af det hele: heltinde med ben i næsen, dæmon lignende væsner, krigeriske engle, magi, vilde kampe, gamle ekskærester, had, kærlighed, hemmelige døre som fører til andre universer osv. Det hele er samlet på ét sted, hvilket til tider er en smule for meget af det gode, men sådan rent overordnet set var det ganske fedt, og jeg endte med at sidde og læse til langt ud på natten.

Jeg var ret vild med vores hovedperson, som foruden at være anderledes (ord som anderledes, speciel og mærkelig går meget igen i denne anmeldelse) også var let at holde af. Hun er, som skrevet før, en pige med ben i næsen, og hun kommer vidt omkring. Vi besøger flere steder i vores egen verden, når hun skal ud og hente tænder for Sulfur, og vi får også et lille kig ind i en helt anden verden, som har masser af potentiale, og jeg håber virkelig, at vi får lov og udforske dette spændende univers mere i næste bog.
Vi ser det meste af bogen fra vores hovedpersons synspunkt, men får også lov at se den en smule fra en af englenes synspunkter, og det giver historien mere dybde, så det er kanon godt. Hen mod slutningen kommer der et laaaangt stykke fra denne engels synspunkt, og det blev en smule for langt for min smag, men vi er jo nødsaget til at kende hele historien, så jeg tror ikke det kunne være kortet mere ned, men derfor blev det stadig lidt kedeligt.

Denne bog virker som om den er skrevet til et mere voksent publikum end de fleste YA bøger, og det lykkedes egentligt også ret godt, på nær nogle få steder hvor det falder lidt igennem. Vores hovedperson er en moden kvinde, med de oplevelser og tilhørende problemer dette medfører, men universet er en smule for farverigt, og nogle gange virker hun lidt som en lille pige, og ikke som en voksen kvinde. Jeg vil dog alligevel sige, at denne bog er til de store teenagere og voksne, selvom den er at finde iblandt ungdomsbøgerne.

Denne bog er rigtigt god, den er mærkelig, og speciel, og til tider en smule for meget, men den er bestemt værd at læse, og jeg kan kun anbefale den. På trods af de mange delvist negativt ladede ord, som jeg har brugt i denne anmeldelse, får den hele fire roser, for misforstå mig ikke, dette er en fantastisk og fangende bog, og dens lidt mærkelige og anderledes handling, er netop noget af det, som er med til at trække den op.

Clockwork Prince af Cassandra Clare

Clockwork Prince normal af Cassandra Clare4 blomster sort

Titel: Clockwork Prince
Forfatter: Cassandra Clare
Serie: The Infernal Devices #2
Genre: Paranormal Romance
Udgivelse: 2011
Læst i år: 2013
Læst på: engelsk
Sider: 498
Forlag: McElderry Books
ISBN13: 9781416975885
Kilde: Købt


Tessa Gray bor hos skyggejægerne, og føler endelig, at hun er i sikkerhed, men lige som det hele ser lysest ud, tager det en uventet drejning. Charlotte får to uger til at opspore Mortmain, ellers vil instituttet blive taget fra hende, og hvis dette sker, vil Tessa ikke have noget sted at gå hen, hun vil ikke have nogen form for beskyttelse, og hun vil være alene i en by, hvor hun ingen kender. Med andre ord, et let offer for The Magister.

Tessa og alle på instituttet sætter nu alt over styr for at finde The Magister, og de finder hurtigt ud af, at hans kamp mod skyggejægerne bunder i et ønske om hævn. Hvem hun er, og hvorfor hun er så vigtig for ham, ved Tessa endnu ikke, men hun ønsker for alt i verden at han bliver fanget, så hun endelig kan føle sig sikker. De må dog hurtigt erfare, at The Magister har planlagt sin hævn længe, og han har indtil flere væmmelige overraskelser gemt i ærmet. Hvordan kan de nå at finde og stoppe ham? Hvordan kan det være, at han ved alt hvad de planlægger, når ingen udenfor instituttet ved noget? Og hvor passer Tessa ind i det hele? Det er de spørgsmål de må stille sig selv, og hen af vejen må de alle sammen se nogle meget ubehagelige sandheder i øjnene.

Consul Wayland held the sword lightly, as if it weighed nothing. His gaze on Tessa was heavier. She felt as if he were searching her face, reading the fear in her eyes. “We are not going to hurt you, little warlock,” he said. “The Accords would forbid it.”
“You should not call me warlock,” Tessa said. ”I bear no warlock’s mark.” It was strange, having to say this again, but when she had been questioned before, it had always been by members of the Clave, not the Consul himself. He was a Tall, broad-shouldered man, exuding a sense of power and authority. Just the sort of power and authority that Benedict Lightwood so resented Charlotte laying claim to.
“Then what are you?” he asked.
Citat fra The Clockwork Prince side 17

***

Jeg kan ikke lade være, at sammenligne Cassandra Clares to serier, når jeg sidder og læser, for der er godt nok mange ting som går igen. Jem (Simon) er den forstående ven, som altid er der for vores hovedperson, som altid gør hende i bedre humør, og som er vildt forelsket i hende. Will (Jace) er den irriterende yderst charmerende fyr, som vores hovedperson er helt forgabt i, som har en tragisk fortid og som behandler alle omkring sig skidt. Charlotte (Maryse) er den kvinde som leder instituttet, og som er som en mor for Jem og Will, som har en fraværende mand og som kæmper for at bevare kontrollen over instituttet. Osv osv osv. Der er så mange personer som går igen, at det til tider bliver en smule for forudsigeligt hvad der kommer til at ske, og det er lidt ærgerligt. Dog vil jeg sige, at Jessamine (som jeg formoder, skulle være en smule i stil med Isabelle) egentligt bare er irriterende fyldstof, Charlotte er blidere end Maryse og lettere at holde af, og at Will har langt mere dybde end Jace, og selvom jeg virkelig var træt af ham i starten af denne bog, begyndte jeg for alvor at kunne lide ham, jo mere der blev afsløret om hans fortid.

Det er dog på ingen måde rent brok jeg har til overs for denne bog, selvom det måske lyder lidt sådan i det foregående, for det er og bliver en fantastisk historie. Jeg kan slet ikke lade være at føle med vores unge hovedperson Tessa, når hun skal vælge mellem Will og Jem, for hold da op hvor er jeg også selv splittet. Jeg er dog ganske tilfreds med det valg hun tog i slutningen af denne bog, selvom jeg kraftigt mistænker, at der går et-eller-andet helt skævt i næste bog, på netop det punkt. Men det må tiden jo vise.

Magnus Bane er også en person som vi ser mere til og ham ville jeg gerne vide langt langt mere om, end den smule vi får af vide i disse serier. Han er bestemt en af mine yndlings personer i disse bøger, og jeg er helt vild med, at vi endelig finder ud af, hvad der oprindeligt skete mellem ham og vampyren Camille.

Jeg elsker universet, og jeg kan simpelthen ikke få nok… Shadowhunter universet kombineret med det smukke gamle victorianske London er helt igennem fantastisk! Man skal dog lige forberede sig på hele spørgsmålet om stærke kvinder, for det er jo klassisk for perioden, at kvinder anses for værende svage og lette at trætte, og at mændene skal beskytte dem og klare alt det hårde arbejde. Dette kunne godt ind imellem irritere mig lidt, men det er jo sådan tingene var den gang, og det er heldigvis ikke så slemt – det er kun hver gang det kommer til Jessamine, at det for alvor går galt, for den pige har da ikke andre drømme i livet end, at lære og brodere, spille klaver, føde masser af babyer og iføre sig store kjoler. Tessa er heldigvis af en helt anden støbning, og det gjorde lidt op for det andet. Desuden er der noget vildt romantisk over den måde mændene bejlede til kvinderne i den tid, og det får vi heldigvis lov at snuse lidt til.