Jalousi af Lili St. Crow

Titel: Jalousi
Forfatter: Lili St. Crow
Serie: Sorte Engle #3
Genre: Paranormal Romance, Fantasy, Horror
Udgivelse: 2012
Læst på: dansk
Sider: 381
Forlag: Peoples Press Jr.
ISBN13: 9788771085761

***

Dru er så småt begyndt at indse hvad det betyder at være halvt menneske og halvt vampyr – og kvinde. Det er en farlig blanding, og mens nogen vil gøre alt hvad de kan for at beskytte hende, vil andre gøre alt hvad de kan for at slå hende ihjel, og for Dru betyder det, at hun ikke er i sikkerhed nogle steder. Ikke engang blandt hendes egne.

”Jeg stak mine hænder i lommerne på mine jeans, rørte ved springkniven i min højre lomme. Jeg stak den i, da jeg tog tøj på i badeværelset og tjekkede den for at sikre mig, at bulen ikke kunne ses under kanten på den lange grå hættetrøje.
Man ved aldrig. Og efter alt, hvad der var sket, ville jeg fandeme ikke gå nogen steder ubevæbnet.”
Citat fra Jalousi side 34

Nogen ønsker at vide hvor meget Dru husker fra den nat hendes mor blev myrdet – en nat som Dru for alt i verden ønsker at glemme. Men det nytter ikke noget at glemme, når ens død eller overlevelse, afhænger af hvad man husker. Stille og roligt begynder Dru at huske hvad der skete den forfærdelige nat, og brikkerne i det store mysterium begynder langsomt at falde på plads. Men er Dru klar til at stå ansigt til ansigt med sin modstander – en modstander som fik hendes mor dræbt – og vil hun være stærk nok til at overleve det?

***

Denne tredje bog i Lili St. Crows serie om den unge pige Dru, lagde desværre ret kedeligt ud. Toeren ”Forrådt” havde samme ulempe, men sådan cirka halvvejs igennem bogen, begyndte der at ske noget igen, og det var heldigvis også tilfældet med denne bog. Det er lidt ærgerligt, at bøgerne lægger så kedeligt ud, for man skal virkelig holde sig til ilden for, at komme igennem til det spændende, men så bliver man til gengæld også belønnet for din tålmodighed. Der skete en hel masse i slutningen af bogen, og der var en del afsløringer og lettere uventede drejninger, og det elskede jeg! Det gjorde næsten (men desværre også kun næsten) op for den lange og lettere kedelige start.

En ting som mange har kommenteret i anmeldelser, og som jeg også selv bed mærke i er, at Dru virker ældre end den alder hun har i bogen. Og yngre. På sin vis er hun utroligt barnlig, og er træt af, og sur på, de voksne som siger, at hun ikke må gøre det hun selv vil. På den anden side tænker og handler hun ofte som en, der er langt ældre end en almindelig teenager. Det kan faktisk godt være en smule forvirrende ind imellem, men det er ikke nogen kæmpe ulempe – bare en lille ting jeg bed mærke i.

Overordnet er denne serie stadig fantastisk, også med den lange start og den lille aldersforvirring, så det er klart en serie jeg vil læse videre på. Dog har jeg grundet ovenstående kritik valgt kun at give bogen tre stjerner, men lad jer ikke skræmme, for det er nu stadig en ganske fin serie – jeg er i hvert fald spændt på at se hvordan Dru klarer sig i de næste par bøger.

Forrådt af Lili St. Crow

Titel: Forrådt
Forfatter: Lili St. Crow
Serie: Sorte Engle #2
Genre: Paranormal Romance, Fantasy, Horror
Udgivelse: 2011
Læst på: dansk
Sider: 376
Forlag: Peoples Press Jr.
ISBN13: 9788771084955

***

Drus mor blev myrdet og hendes far forvandlet til en zombie. Hendes ven Graves blev bidt af en varulv og den onde vampyr Sergej ønsker hende død. Alt i alt, er det ikke særligt nemt at være hende, og nu da hemmeligheden om hvad hun er, er ude, vil det blive endnu sværere at holde sig i live.

Nu skjuler Dru sig på en skole som tilhører den hemmelige Orden. Skolen er fuld af teenagere, både djamphir og varulve, og Dru er den eneste pige på skolen. En skole fuld af lækre fyre, som alle kigger på hende, lyder ikke helt dårligt, hvis ikke det var fordi, at der er en forræder iblandt dem. Dru føler, at nogen er ude på at dræbe hende, men hvem er forræderen, og vil hun finde frem til ham, inden han når at slå til mod hende?

”Det er ikke et spørgsmål om din hjerne, Dru. Det er et spørgsmål om, hvad der er sikkert for dig, nu hvor Christophe mener, at der er en muldvarp i Ordenen. Du er den eneste svetocha, det er lykkedes os at redde i godt tredive år. Du er sjælden, og andre svetocha, som vi har kunnet lokalisere, bliver dræbt, før vi kan få dem ind.”
Citat fra Forrådt side 34

***

Denne bog starter hvor første bog sluttede, og sådan noget elsker jeg, for så føler man ikke, at man er gået glip af noget.

Dru og hendes ven Graves er blevet sendt til en skole hvor djamphir og varulve lærer om deres historie, og trænes i at kæmpe mod vampyrerne og andre af mørkets væsner. De skulle være i sikkerhed her, men jo længere tid der går, jo mindre sikker føler Dru sig, og med god grund. Dru får ikke lov at gøre noget som helst, for som den eneste kvindelige djamphir (også kaldet en svetocha) skal hun passes på – med andre ord havner hun bare som en form for pyntedukke og overlades til sig selv. Dette er slet ikke det som vi er vandt til fra første bog, hvor Dru var den viljestærke pige, som kastede sig ud i den ene kamp efter den anden, og som her, ikke kan gøre andet end det de ”voksne” siger, og bide sine frustrationer i sig.

”Du er svetocha, Dru. Du er noget særligt. Du har ingen ide om, hvor meget du er værd – nosferat vil have dig død, vi vil have dig levende.” Dylan hvilede albuerne på sit skrivebord. Papir knitrede. ”Behøver jeg at sige det igen? Du har ikke blomstret endnu. Når du gør det, kan du klare hårdere træning, men indtil da…”
”Indtil da skal jeg bare gå rundt og være yndig? Ellers tak.” Jeg kunne mærke, at min hage var skudt frem som et sikkert tegn på, at jeg var ved at gøre mig besværlig. ”Jeg vil hjælpe. Jeg var ude på jagt med min far, da de fleste af de andre unger sikkert var i gang med deres første timer i at genkende vampyrer. Det kommer ikke til at fungere, hvis jeg skal blive i børnehaven.” Hvorfor kunne han ikke få det ind i sit hoved? Jeg var ikke som almindelige hverdagsmennesker.”
Citat fra Forrådt side 32

Skal jeg være helt ærlig, er første halvdel af denne bog en smule kedelig. Der sker simpelthen for lidt, og Drus konstante frustrationer bliver til tider en smule for meget. Til gengæld kommer der gang i den hen mod sidste halvdel af bogen, og det begynder at ligne meget mere det som vi kender fra første bog. Dru slippes løs, hun kæmper det bedste hun har lært, side om side med varulve og djamphirer, mørkets væsner vælter ind over dem, og det hele ser sort ud. Sådan skal det være.

Det her er klart en serie som jeg vil anbefale, på trods af den langsomme start i denne anden bog, for første bog var forrygende og anden halvdel af anden bog, er mindst lige så god. Dru og hendes venner er nemme at holde af, de kæmper en ældgammel kamp og på trods af den frygt de alle føler, står de sammen. Det er en genial historie, jeg er vild med universet, og selvom denne bog som sagt har sine svagheder, bør man virkelig give denne serie en chance.

Høstens Engle af Alden Bell

Titel: Høstens Engle
Forfatter: Alden Bell
Serie: –
Genre: Horror, Dystopi
Udgivelse: 2012
Læst i år: 2012
Læst på: dansk
Sider: 251
Forlag: Iris
ISBN13: 9788799162260
Kilde: Anmeldereksemplar – Forlaget Iris


For 25 år siden, gik verden som vi kender den til grunde, og siden har der hersket kaos og ødelæggelse i hele verden. 15-årige Temple rejser gennem USA’s sydstater, forfulgt af zombier, og uden noget sted at tage hen. Hun tager tingene som de kommer, kører rundt på vejene og ser verden, uden rigtigt at have et mål – og sådan har hun det godt. Fri og uafhængig, i en verden, som for hende, er ødelagt, men også helt normal.

”Verden må virke som et mærkeligt sted.
Nej, frue.
Nej?
Verden behandler én pænt nok, så længe man ikke lægger sig ud med den.”
Citat fra Høstens Engle side 32

På sin vej rundt i landet, oplever hun magiske øjeblikke, side om side, med galskab og mørke. Hun er ikke bange for at slå fra sig, og ser ikke zombierne som onde væsner – blot som fanger af deres egen natur. Hun søger eventyr, skønhed, og måske også, en lysere fremtid, eller en mening med livet.

”Gud er nemlig en kvik fyr. Han sørger for, at man ikke går glip af en eneste af de ting, som det er meningen, at man skal se med sine egne øjne.”
Citat fra Høstens Engle side 9

***

Selvom jeg normalt læser bøger om vampyrer, dæmoner, varulve m.m. er jeg en rigtig kylling så snart det kommer til zombier. Af en eller anden grund, kan jeg sagtens klare alt det andet, men netop zombier skræmmer mig virkelig, så at skulle læse en bog omhandlende zombier, var lidt af en udfordring.

Historien var rigtigt god, selvom jeg syntes at genkende utroligt mange elementer fra diverse zombie-film (det virkede som om, at rigtigt meget var ”lånt” fra film – om det også er tilfældet med bøger kan jeg ikke sige, da dette er den første zombie-bog jeg læser). Det var som sådan lidt irriterende, at der var så meget som allerede virkede bekendt, og det ødelagde en smule af det for mig.
Selve universet er også ganske udemærket og er bygget på vores eget – vi befinder os i USA i en verden, hvor alle der er over 30 år, er gamle nok til at have set verden som den var, før den gik af lave – det er med andre ord, den verden vi lever i, i dag, og så 20 år frem, hvor det hele bare er gået helt skævt.

Bogen indeholder ikke de store mængder følelser, men i en verden som er helt til hundene, og hvor folk er vandt til at acceptere livets grimme sider, er det vel også helt normalt, at der ikke er de store glæder eller sorger, men snarer en form for tomhed og accept. Heller ikke vores hovedperson viser de helt store følelser, og hendes holdning til den verden hun lever i, zombierne, og de grusomheder hun er vidne til, er meget neutral, men hun er også vokset op i den verden, og ser det som helt naturligt. I hendes sind, er zombierne ikke onde, de følger bare deres instinkt – de er med andre ord uden skyld, had eller glæde, men mere som et dyr der bare gør hvad de er nødt til, for at overleve. Det er egentligt en spændende tanke, og det gjorde også, at historien i sig selv, ikke var helt så skræmmende som jeg kunne have forestillet mig.

Slutningen er lettere sørgelig, og normalt ikke sådan en slutning som jeg kan lide (jeg vil helst have lykkelige slutninger), men den passede på en måde rigtigt godt ind. Den var lettere filosofisk, stille og rolig, og så pludselig var bogen bare slut.

Dette er ikke en af de absolut bedste bøger jeg har læst, men den har helt klart sine positive sider. Der var et eller andet ved den, som gjorde, at jeg bare ikke kunne lægge den fra mig igen. Den sætter tankerne i gang, viser menneskehedens smukke og grimme sider, samt giver et indblik i, hvordan man som menneske ser meget forskelligt på tingene, afhængigt af om man har oplevet noget andet, og derfor ser udviklingen som noget skidt, eller om man er opvokset med det, og derved ser det som naturligt.

”Mange mennesker syntes, at verden er blevet uudholdelig at leve i, sådan som den er blevet.
Hvordan er den da blevet? Den er ikke blevet anderledes i den tid, jeg har levet i den.
Moses Todd smiler til hende, et smil, der viser, at han er bevidst om hendes unge alder.
Den er blevet… Moses Todd begynder at svare, men tøver så og tænker over sit svar, som om det var tvingende nødvendigt at få sagt det helt rigtige. Så fortsætter han:
Den er blevet ensom.
Citat fra Høstens Engle side 237

Awards og nomineringer:
Vinder af ALA Alex Award 2011
Nomineret til Philip K. Dick Award 2010
Nomineret til Shirley Jacksons Award 2010

Sorte Engle af Lili St. Crow

Titel: Sorte Engle
Forfatter: Lili St. Crow
Serie: Sorte Engle #1
Genre: Paranormal Romance, Fantasy, Horror
Udgivelse: 2011
Læst på: dansk
Sider: 360
Forlag: Peoples Press Jr.
ISBN13: 9788771082814

***

Den Normale verden er stille og rolig, ingen prøver at æde dig eller forvandle dig til en zombie, men sådan er det ikke i Den Virkelige verden. Dru, er en ung pige, som har brugt størstedelen af sit liv på at jage mørkets væsner, sammen med sin far, men da hendes far bliver myrdet står hun alene tilbage, og må for første gang selv tage beslutningerne – beslutninger som nemt kunne koste hende livet.

”Jeg nåede halvvejs ned ad trappen, da bankelydene stoppede. Graves humpede efter mig, indtil jeg vendte mig om og sendte ham et blik, mens jeg lagde en finger over munden. Han stivnede, lige da han skulle til at åbne munden, og kløede det nederste af sin brystkasse i højre side.
Yderligere tre bank, hvert af dem meget tydelige. Jeg stod helt stille, og min hud blev kold og prikkende, hvert eneste hår på min krop rejste sig lige i vejret og forsøgte ihærdigt at flygte fra min hud.
Jeg kendte den følelse. Bedste kaldte den myrekryb. Far kaldte det gys.
Jeg kaldte det: noget hæsligt bag den dør.”
Citat fra Sorte engle side 162-163

Graves ønsker bare at hjælpe hende, og da hun ikke har andre steder at gå hen og desperat ønsker selskab, lader hun ham gøre det. Men det skulle hun aldrig have gjort. Pludselig er de begge på flugt fra en ukendt ondskab, som ønsker intet andet end at se Dru død, Graves er blevet bidt af en varulv, og deres eneste hjælp er en Djamphir ved navn Christophe, som ingen af dem rigtigt tør stole på – men hvis de ikke snart får hjælp, er chancerne for overlevelse så godt som nul.

***

Denne bog har ligget på min hylde i en evighed, og jeg fortryder bitterligt, at jeg ikke har fået læst den før nu, for hold da op en bog. Jeg var ikke helt sikker på hvad jeg ville syntes om hele ideen med zombier og lignende, da mange af disse bøger lyder en smule platte (jeg har en smule svært ved at tage zombier seriøst), men jeg havde slet ikke behøvet være bekymret.

Det bedste ved denne bog, er hele konflikten som vores unge hovedperson skal igennem, da hendes far bliver myrdet og forvandlet til en zombie. Dru er ikke den modige heltinde, som bagsideteksten leder os til at tro, hvilket er noget som mange kritiserer ved denne bog, men personligt syntes jeg bare, at det gør historien meget bedre. Da hendes far dør, står Dru uden nogen forælder, uden vejledning fra en voksen og uden nogen hun kan gå til. Og ikke nok med det, så får hun også rodet en ung fyr med ind i det hele, som hun pludselig føler sig ansvarlig for. Hele det der med, at hun ikke aner hvad hun skal gøre, og alligevel skal prøve at være stærk for hans skyld, er helt kanon, og selvom hun er bange og usikker, har hun alligevel en indre styrke, som kommer frem for fuldt blus, når det hele brænder på. Hun er ikke den type der bare ved hvad man skal gøre, hun er ikke direkte modig, men hun gør hvad hun er nød til, i en skidt situation, hun laver fejl, og i stedet for at krybe sammen og give op, rejser hun sig på rystende ben og kæmper videre. Det er helt fantastisk.

Universet i sig selv, er også ret spændende. Forfatteren har valgt at inkludere mere eller mindre alle de uhyggelige væsner man kan komme i nærheden af, så hekse, varulve, feer, spøgelser, poltergejster, vampyrer m.m. er alt sammen noget man kan forvente at høre noget om. Varulvene og vampyrerne er dog det centrale element i denne bog, og Dru finder pludselig ud af, at hun måske ikke er helt så menneskelig som hun ellers havde troet, og at hendes mors død ikke var et uheld. Spændende.

Jeg kan ikke give denne bog andet end ros på ros, og jeg vil slutte af med at sige, at dette er en bog som man bare må læse. Den er fantastisk godt skrevet, det er en skøn handling, og man kommer virkelig tæt ind på livet af historiens personer, og begynder hurtigt at holde rigtigt meget af dem. Desuden formår forfatteren at fange mange små detaljer fra hverdagen, som man ikke rigtigt tænker over, men som er med til at gøre handlingen en del sjovere og mere realistisk.

Den sidste varulv af Glen Duncan

2 blomster sort

Titel: Den sidste varulv
Forfatter: Glen Duncan
Serie: –
Genre: Skønlitteratur, Horror, Fantasy
Udgivelse: 2011
Læst på: dansk
Sider: 367
Forlag: C&K
ISBN13: 9788792523365

***

Jake Marlowe er en 200 år gammel varulv, og den sidste overlevende af sin slags, Han er træt af livet og ønsker på sin vis bare, at det hele skal få en ende, så han endelig kan få fred, men så let skal det ikke være.

Han er den sidste af sin slags, og derfor skal hans død også være speciel – dette er en beslutning som agenterne der jager ham, har taget, og så går den vilde jagt i gang. En nem og hurtig død, er altså ikke nødvendigvis en mulighed.

”Så er det officielt”, sagde Harley. ”De slog tyskeren ihjel for to nætter siden. Du er den sidste”. Derpå, efter en pause: ”Det gør mig ondt.”
Citat fra Den sidste varulv side 9

”Tyskeren,” sagde jeg. ”Var det Grainer, der slog ham ihjel?”
”Ikke Grainer. Hans Protegé fra Californien, Ellis.”
”Grainer gemmer hovedretten til sig selv. Han vil komme efter mig alene.”
Citat fra Den sidste varulv side 10

Men mens Jake planlægger sin død, tager tingene pludselig en uventet drejning. Han er ikke alene… Endnu en varulv er blevet spottet, og Jake beslutter sig for, at gøre alt hvad der står i hans magt for, at redde denne anden varulv. Men kan han slippe fra agenterne, eller vil de ende med at dræbe både ham og den anden?

***

Denne bog var på sin vis både rigtigt god, og rigtigt dårlig, og derfor får den også kun tre stjerner.
Det var sætninger som ”Sexet, morsom, bidende intelligent… Duncan er den bedste litterære horror-pusher siden Bram Stroker” af The Times, som fangede min interesse, og da den nu handlede om varulve, måtte den jo læses.

En af de første ting jeg kan sige er, at denne bog ikke er for de yngste, for de seksuelle lyster, samt ord som ”pik, fisse og røvhul” fylder utroligt meget. Jeg har simpelthen ikke tal på hvor mange gange vores mandlige hovedperson har sex i denne bog, for slet ikke at snakke om, hvor ofte hans ”pik” er emnet – han bruger meget tid på at tænke på, hvor liderlig han er.
Der er slet ingen tvivl om, at det er en mand der har skrevet denne bog, for en kvindelig forfatter ville nok have holdt lidt tilbage på det seksuelle punkt, samt fået det til at lyde lidt mere elegant og delikat – i stedet føles det lidt som om, at vi bliver lukket ind i enhver mands drømmeverden, hvor det er sex, sex og mere sex. Fra mit kvindelige synspunkt, er det altså en smule i overkanten – for ikke at sige meget i overkanten.

Bogen har dog også, som før skrevet, sine positive aspekter. Hele ideen med den sørgende varulv, der tror han er den eneste af sin slags, og så pludselig finder ud af, at der er endnu en, er kanon god. Forfatteren skriver desuden ret avanceret, så det er ikke sådan en historie hvor man bare slår hjernen fra og laller igennem side efter side – her skal man rent faktisk lige tænke sig om engang imellem, og det kunne jeg også ret godt lide. Og sidst men ikke mindst, var der bare et eller andet ved historien og den måde den var skrevet på, som gjorde, at jeg bare måtte læse videre. Man skulle jo lige have slutningen med, og finde ud af, hvad det hele endte med.

Det er ikke sådan en bog, som jeg jubler over, og som jeg vil anbefale til enhver der spørger, men er man til varulve og syntes man at historien lyder spændende, kan jeg kun sige, at man bør prøve og læse den – der er trods alt mange før mig, som har rost den til skyerne, men den er altså lidt for speciel for mig – og lidt for sex-orienteret.