Bogtyven af Markus Zusak

Bogtyven af Markus Zusak1 blomster sort

Titel: Bogtyven
Forfatter: Markus Zusak
Serie: Enkeltstående
Genre: Skønlitteratur
Udgivelse: 2007
Læst på: dansk
Sider: 566
Forlag: Sesam
ISBN13: 9788711228531

***

Det er 1939. Nazityskland. Landet holder vejret. Døden har aldrig haft så travlt før, og det ser ikke ud til at blive bedre. 9-årige Liesel Memingers liv ændres, da hun ved sin brors grav finder en lille ting, der ligger begravet i sneen. Det er Håndbog for kirkegårdsgravere. Bogen er blevet glemt der, og det bliver Liesels første bogtyveri.

”Hun blev først klar over, at hendes mor var gået tilbage efter hende, da hun mærkede en knoglet hånd på sin skulder. Hun blev slæbt væk. Et varmt skrig fyldte hendes hals.

Et lille billede, måske tyve meter borte.
Da slæberiet var overstået, stod mor og
datter og hev efter vejret.
Der lå noget rektangulært og sort
halvt begravet i sneen.
Kun pigen opdagede den.
Hun bukkede sig ned og samlede den op
og knugede den i sine fingre.
Bogen havde sølvskrift udenpå.”
Citat fra Bogtyven side 27 og 28 – tekst og starten af et nyt kapitel)

Derefter begynder en kærlighedsaffære med bøger og ord, efterhånden som Liesel lærer at læse af sin plejefar. Snart stjæler hun bøger fra nazisternes bogbrændinger, fra borgmesterindens fine bibliotek, fra hvor der overhovedet kan findes bøger. Det er farlige tider, og da Liesels plejefamilie skjuler en jøde i kælderen, både åbner og lukker det verden for Liesel.

***

Jeg har gang på gang fået anbefalet denne bog, og jeg syntes også, at den lød utroligt spændende. En ung pige som stjæler bøger, i en tid hvor bøger er forbudte. Det er da lige noget for enhver bogorm, og jeg har da også hørt rigtigt godt om den fra både unge og voksne. Og hold da op hvor blev jeg skuffet.

Jeg kan lige så godt sige det med det samme – jeg læste ikke denne bog færdig. Faktisk, kom jeg ikke særligt langt i den, før jeg besluttede mig for, at min tid kunne bruges bedre, end på at kæmpe mig igennem denne bog. Jeg satte mig for, at give den en chance på de første 100 sider, og det nåede jeg (næsten), men så kastede jeg også håndklædet i ringen. Jeg hader ellers at opgive bøger, for det virker (på mig) lettere useriøst, men denne bog, ved jeg bare, at jeg ville bruge de næste mange måneder på at kæmpe mig igennem, og det magter jeg simpelthen ikke.

For mig er det nok skrivestilen og fortælleren der irriterer mig. Skrivestilen er kedelig og lettere flad, og selvom jeg ikke er den der forventer det store af måden den er skrevet på (historien i sig selv er det der er vigtigst for mig), gik denne mig på nerverne helt fra start. Det værste var dog ikke skrivestilen, men den synsvinkel vi så bogen fra, nemlig dødens. Yep, du læste rigtigt, vi følger det hele fra dødens synspunkt, og her havde jeg forventet at læse om en ung piges kamp for, at få lov at læse bøger, og hendes tanker og handlinger og hvordan det hele er med til at forme hende som person, og i stedet skal vi opleve hende igennem en andens øjne. Det satte ligesom det endelige punktum for mig.

Jeg skal ikke kunne sige om dette bliver bedre længere inde i bogen, for lige nu er min tålmodighed og min tid desværre ikke til, at finde ud af dette. Jeg har dog før oplevet, at en bog jeg ikke bryder mig det mindste om, bliver bedre efter et nyt forsøg nogle år senere, så måske jeg venter et par år og prøver igen, men hvem ved. I hvert fald er dette ikke en bog jeg vil anbefale vidt og bredt, for personligt syntes jeg ikke den lagde særligt godt ud, men jeg vil heller ikke påstå, at den ikke ændrer sig, for som sagt gav jeg op ret tidligt i bogen, så måske det bliver bedre, måske ikke. Og der er jo mange som syntes rigtigt godt om denne bog, så hvis handlingen lyder spændende, syntes jeg man skal prøve at låne den af en bekendt, eller på biblioteket, og så kan man jo altid købe den selv, hvis man er en af dem, som syntes den er rigtigt god.

Niceville af Kathryn Stockett

Niceville af Kathryn Stockett5 blomster sort

Titel: Niceville
Forfatter: Kathryn Stockett
Serie: Enkeltstående
Genre: Skønlitteratur
Udgivelse: 2009
Læst på: dansk
Sider: 408
Forlag: Rosinante og Co.
ISBN13: 9788763820202

***

Skeeter ønsker brændende at blive journalist, men da hun søger om et job på et af de store forlag i New York får hun afslag. Med afslaget følger dog en besked der siger, at hun skal samle erfaring, og sende nogle tekster om emner, som virkelig interesserer hende. Og her starter hendes projekt om, at skrive en bog set fra den sorte hushjælps synspunkt, men hun finder hurtigt ud af, at tingene står langt værre til end hun nogensinde havde forestillet sig, og at få tjenestepigernes hjælp, vil blive langt sværere end først antaget – hvis ikke umuligt.

”Ingen ar nogensinde skrevet sådan en bog før,” siger hun, nu omsider hviskende, og – går jeg ud fra – omsider ved at forstå. ”Det er et banebrydende projekt. Det er en splinterny vinkel.”
Jeg får øje på en flok uniformerede tjenestepiger, der går forbi mit hus. De ser hen på os, ser mig sidde sammen med en hvid kvinde på trappestenen. Jeg bider tænderne hårdt sammen og ved allerede, at min telefon kommer til at kime i aften.
”Miss Skeeter,” siger jeg langsomt for at give ordene vægt. ”hvis jeg gør det her sammen med Dem, kan jeg lige så godt selv brænde mit hus ned med det samme!”
Citat fra Niceville side 97

Aibileen mistede sin søn for få år siden, og selvom hun stadig arbejder for en hvid familie, og hjælper med at opfostre familiens lille pige, har hun svært ved at acceptere, at hendes søn blev dræbt af en hvid mand. Da Skeeter henvender sig til hende, og spørger om hun vil være med til at fortælle sin historie, siger hun straks nej, af frygt for hvad der vil ske hende, hvis det nogensinde bliver opdaget, men et frø er spiret i hende, og måske vil denne chance for at fortælle om hendes liv, kunne gøre en forskel for andre tjenestepiger rundt omkring i de hvides hjem. Hendes veninde Minny mener hun er tosset, overhovedet at overveje det, men langsomt begynder de to kvinder at åbne op omkring deres liv og deres erfaringer, og Skeeter får en helt anden verden at se gennem deres historier. En verden med skuffelser og indre kampe, om at holde fast på hvem man er, i en verden hvor man ikke er accepteret, men også om kærlighed og sammenhold og om de små ting i hverdagen, som gør det værd at fortsætte og drømme om, at tingene måske en dag vil ændre sig.

***

Som jeg sikkert har skrevet før, har jeg desværre meget dårlig erfaring med de bestsellere, som alle andre elsker. Jeg ved ikke om det er fordi jeg har for høje forventninger eller hvad, men de plejer bare ikke at fange mig. For en enkelt gangs skyld, var det dog ikke sådan, for jeg elskede virkelig Niceville, og jeg kan slet ikke begynde at beskrive hvor dybt den rørte mig.

Niceville er den klassiske skønlitterære bog, så det er normalt ikke det jeg læser og anmelder, men jeg er simpelthen så glad for, at jeg gav denne en chance. Personerne er levende og skønne at følge – Aibileen er den rolige mor-type, som tager alt med ophøjet sindsro, og som dybest set er lettere deprimeret, men som tager tingene en dag af gangen. Minny derimod kan ikke finde ud af at holde sin mund, hun svarer igen og bliver let aggressiv og føler at hun bliver angrebet – og på trods af dette er hun den sødeste person man kan komme i nærheden af, hun er bare ikke så god til at andre skal bestemme over hende, og hun vil ikke acceptere, at andre ser hende som laverestående, og hun vil respekteres for hvem hun er som person. Og sidst men ikke mindst er der Skeeter, den hvide kvinde som beslutter sig for at skrive om de sortes vilkår, og som dybest set hader raceadskillelsen og ønsker den væk – hun ofrer alt for denne historie, for hendes passion og hendes drøm om at gøre en forskel. Disse tre kvinder er en skøn lille gruppe at følge, og det omkringliggende persongalleri er også en klasse for sig selv.

Jeg har altid holdt meget af dette emne (hvordan de sorte – ja undskyld, jeg ved godt man dybest set ikke må sige sort og hvid, men det er altså ikke ment som noget negativt – engang var underlagt de hvide), da jeg slet ikke kan begynde at forstå datidens tankegang. Der er noget dybt i mig, som vrider sig i skam, når jeg tænker tilbage på, hvordan man engang behandlede de sorte, og hvor man normalt hører det fra plantageejernes synspunkt, eller slavernes synspunkt, er denne introduktion til den helt ”almindelige” hverdag med hushjælpens synspunkt, er helt fantastisk pust. Jeg ved godt denne bog er opdigtet, men alligevel er det jo virkeligheden der skildres, også selvom hovedpersonerne ikke har eksisteret i virkeligheden.

Jeg siger jer, høje som lave, unge som gamle, dette er ikke en bog man bør gå glip af. Den er morsom og tragisk og man får et brutalt, og også til tider super smukt, billede af hvordan det var at være sort tjenestepige i en hvid families hus, og hvordan tingene egentligt så ud i Mississippi, på trods af raceloven, som giver de sorte mange af de samme rettigheder som de hvide. Det er ikke en historisk roman, og den bliver aldrig langtrukken og kedelig med historiske facts og tørre datoer, for den skildrer livet på godt og ondt, kærligheden, tvivlen, sejre og nederlag og jeg smilede og grinede med hovedpersonerne, og rasede når de blev uretfærdigt behandlet.

Mange har måske set filmen, og jeg har faktisk også selv lige set den her til aften, men hvor filmen er sød og ganske underholdende, er bogen bare SÅ meget mere, så snyd ikke jer selv for denne fantastiske læseoplevelse, om tre ekstremt modige kvinder, som ikke lader sig bremse af samfundets meninger og familiens restriktioner! De tør være selvstændige og drømme om noget mere – og vigtigst af alt er, at de tør gøre noget ved deres drømme – og det er virkelig beundringsværdigt!

Minus ni til et af Jools Oliver

Titel: Minus ni til et
Forfatter: Jools Oliver
Serie: –
Genre: Børn og Psykologi
Udgivelse: 2006
Læst på: dansk
Sider: 317
Forlag: Aschehoug
ISBN13: 9788711267257

***

Jools Oliver er gift med den verdenskendte kok Jamie Oliver, og hun fortæller i denne bog om de drastiske ændringer hendes liv tog, da hun fik sit første barn (og andet barn et år senere). Hun har altid haft en drøm om at få børn, men hendes nye situation fremkalder en masse ukendte, uventede og til tider også lettere pinlige reaktioner.

Dette er Jools historie om hvordan det er at blive mor. Om de ting man gennemgår fra man finder ud af, at man er gravid, til man står med et et-årigt barn. Om de overraskelser der er hen af vejen, de bekymringer man gør sig, de fejl man laver og hvordan man tager tingene én dag af gangen, og nyder det lille nye vidunder som pludselig fylder både ens hjem og ens liv – på både godt og ondt.

***

Efter at have læst ”Hvor lagde jeg babyen” af Julia Lahme, var jeg fuldt ud parat på at læse mere i den stil. Hele ideen med at få historier fra nybagte mødre var super fed, og puha hvor er det bare morsomt ind imellem, så da jeg faldt over denne bog i bunden af en stak udsalgsbøger, måtte jeg bare prøve den.

På bagsiden af bogen stod der aller nederst:

Bogen er realistisk, personlig og meget, meget morsom og vil appellere til kvinden, som gerne vil være mor, eller som allerede er det.

Bogen var da også ganske udmærket, selvom den desværre ikke kom op på samme niveau som ”Hvor lagde jeg babyen”. Den havde sine sjove elementer, men der var desværre langt imellem dem, til gengæld var det sjovt at høre historien fra en ”kendis” synspunkt, for med fotografer lurende i hækken og på næste gadehjørne, er det absolut endnu mindre sjovt at være nybagt mor, end ellers – man kan simpelthen ikke træde ud på gaden og se bare en smule grim, uvasket og træt ud, af frygt for, at man kommer på forsiden af næste uges magasin.

Det tog mig faktisk noget tid at finde ud af, hvem præcist denne kvinde var, men det viste sig, at hun er gift med mesterkokken Jamie Oliver (det stod ikke på bagsiden), som vi jo alle sammen, i en eller anden sammenhæng, har hørt om. Så det gjorde det en smule sjovere at læse denne bog.

Selvom den var god og sjov, var den desværre ikke helt det jeg havde håbet på, men sådan er det jo ind imellem. Bogen var uanset hvad ganske morsom at læse, men hvor ”Hvor lagde jeg babyen” kan henvende sig til alle som bare vil have et godt grin, er denne lidt mere afgrænset i sin målgruppe, og henvender sig altså hovedsageligt til kvinder der har eller skal have børn (som det står på bagsiden af bogen, men som jeg i første omgang overså), men hører man til denne gruppe, er den bestemt værd at læse.

Bogen slutter desuden af med en liste hvor en masse forskellige begreber bliver forklaret, så skulle man have lyst til at vide mere om fordelen ved babyalarmer, vippestole og lignende, eller vil man have en forklaring på fx. syntocinon, er denne oversigt faktisk ret god.

Og så lige her til sidst, syntes jeg I skal have et lille morsomt citat fra bogen, med på vejen (jeg må lige advare om, at det godt kan være en smule gustent, hvis man er lidt sart, men morsomt er det altså):

”Jeg er træt, vi er lige flyttet, og det vrimler med murere, blikkenslagere og tømrer i huset. Jeg kan ikke høre andet end boremaskiner og en dundrende radio, og jeg har hovedpine. Nu kommer vi virkelig for sent til Poppys balletundervisning, og blikkenslagerne har slukket for vandet og elektriciteten… Øv!
Som sagt ligger jeg på knæ og overvejer, hvad eller hvem jeg skal skrubbe først. Der er Daisy, som stadig er smurt ind i afføring og løber nøgen rundt på badeværelset, og Poppy er vågnet nu og slæber sine dukker, bøger og tæpper med herud. Jeg beslutter mig for at gribe fat i den eneste, der står stille, og som det er gået værst ud over… Og det er Daiseys rummand Buzz Lightyear! Jeg fatter ikke, hvordan det er lykkedes Daisy at få afføring ind mellem hans hoved og hans hjelm. Jeg tager et par engangshandsker på og vil prøve at give Buzz lidt af hans værdighed tilbage, men lige da jeg skal til det, kommer jeg til at trykke på en knap, og han udbryder:
”DETTE ER EN INTERGALAKTISK KRISESITUATION.”
Det siger du ikke, Buzz.”
Citat fra Minus ni til et side 10-11

Ja undskyld, men jeg skreg af grin da jeg læste dette, så jeg håber det kan bringe lidt smil frem hos jer også – ingen strøm, ingen vand, et barn der er lettere upopulært, og så er det Buzz Lightyear der siger hvad alle tænker. Det er altså lidt for sjovt.

Hvor lagde jeg babyen? af Julia Lahme

Titel: Hvor lagde jeg babyen
Forfatter: Julia Lahme
Serie: –
Genre: Pædagogik og børn
Udgivelse: 2010
Læst på: dansk
Sider: 279
Forlag: Pretty Ink
ISBN13: 9788763813693

***

Hvorfor blev barslen ikke så lyserød og hyggelig som man var blevet lovet? Hvor var alt overskuddet og tiden til at bage kager, have veninder på besøg, og rende rundt med den lille og se mega smart og moderne ud? Hvor økologisk skal man være? Hvad kan et lille menneske klare og ikke klare? Og hvad gør man, når ens perfekte baby, og alt hvad man havde ønsket sig, ligger foran en og skal skiftes for 117 gang?

”Jeg kan kun tænke på rødvin og smøger og søvn og på, om jeg nogensinde igen bliver den, jeg kan huske, jeg var. Og tårerne løber. Alle vil holde mit barn, og hver gang han er ude af mine arme, græder jeg igen, og når jeg får ham tilbage, begynder tårerne at løbe af glæde over at røre ham. Min hud skriger på ham, og jeg er så træt, at jeg næsten ikke kan holde fast i ham. Inde under vandfaldet tænker jeg uhyggelig klart og ser mig selv udefra og synes, jeg ligner noget, der er løgn, og jeg spekulerer over, hvor alle de hager er kommet fra, og hvornår det er realistisk, at jeg har tabt de 25 forbandede kg? Og alle spørger mig smilende: Er du ikke bare mere lykkelig, end di nogensinde før har været? Jo svarer jeg, det er derfor jeg græder hele tiden.”
Citat fra Hvor lagde jeg babyen side 23

Julia Lahme fortæller i denne bog hvordan det er at blive mor første gang. Alle de forventninger man har til sig selv, alle de ting man gerne vil nå, og hvordan folk dømmer en som mor, så snart man træder ud af døren der hjemme. Hvad skete der med cigaretter og en god flaske vin? Hvad skete der med en fest i ny og næ og venindehygge? Og hvordan pokker kan visse mødre rende rundt og ligne en million, når barnet ikke sover igennem, konstant skal skiftes og tager alt ens tid? Man kan faktisk blive så træt til sidst, at man helt glemmer hvor man sidst lagde babyen…

***

Hvor lagde jeg babyen lød som en spændende og underholdende bog, så den måtte jeg bare købe, da jeg fandt den på tilbud. Og den var fuldt ud hvad jeg forventede.

Jeg vil advare jer om, at denne bog ikke skal læses i sengen om aftenen, mens man har en sovende person ved siden af sig – eller i rummet ved siden af for den sags skyld, for jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har begravet hovedet i hovedpuden, for at dæmp min hysteriske latter. Det er virkelig en underholdende bog, og forfatteren formår at vende skræmmende og lettere klamme situationer, til noget hylende morsomt.

Med det sagt, sidder jeg tilbage og er en smule skræmt over hele det der ”baby-tema” for hold da op hvor er denne dame igennem meget lort (bogstaveligt talt). Hun får et af de der børn, som ikke sover igennem, får skidevirus, og som ikke altid er helt nem at have med at gøre, når man skal ud på tur i barnevognen. Det lyder dog som om hun har det ganske nemt på andre punkter, men der er nu mange ting i denne bog som skræmmer en smule, hvis man overvejer det med en dag at få børn – så er det godt med den humoristiske del til at bløde det en smule op…

Denne bog skal dog ikke kun have ros, for hen mod midten af bogen, begyndte det at gå mig en smule på, konstant at høre om hvor lækker, rund og perfekt barnet er. Det har jo nok noget at gøre med, at man som mor syntes, at ens eget barn er det mest perfekte i verden, men som en der ser med fra sidelinjen, blev det lige en tand for meget ind imellem – men det er så også det eneste minus.

Jeg kan kun anbefale denne bog, for om du overvejer at skulle have barn selv, om der er mange år endnu, eller om du allerede har børn, er jeg sikker på at denne bog vil være underholdende læsning. Om ikke andet kan den snildt bruges til manden i forholdet, som skal have en ide om, hvad vi kvinder går igennem når vi får børn, og at vi ikke bare lige klarer opvasken, støvsugningen, vasketøjet og aftensmaden med en lille på armen, så det alt sammen er skinnende rent og velduftende når han kommer hjem.

Junglebogen af Rudyard Kipling

Titel: Junglebogen
Forfatter: Rudyard Kipling
Genre: Ungdomsbog, Klassiker
Udgivelse: 2006
Læst på: dansk
Sider: 192
Forlag: Carlsen
ISBN13: 9788711225875

Som spæd blev Mowgli fundet af tigeren Shere Khan og slipper kun med nød og næppe, med livet i behold. Han opfostres af junglens ulve, lærer at jage og tale dyrenes sprog og kan kalde nogle af junglens mest uforglemmelige dyr sine venner.

”Menneske!” snerrede han. ”En menneskeunge. Se!”
Lige foran ham stod en lille nøgent, brunt barn og klamrede sig til en lav gren. Ungen kunne lige akkurat gå, og blødere og mere buttet lille skabning har aldrig vist sig i en ulvehule ved nat. Barnet så op på Ulvefar og lo.
”Er det en menneskeunge?” sagde Ulvemor. ”Sådan en har jeg aldrig set. Kom herind med den.”
En ulv, der er vandt til at flytte sine egne unger, kan, hvis det skal være, tage et æg i munden, uden at det går i stykker, og selvom ulvefar lukkede kæberne om barnets ryg, var der ikke så meget som et mærke fra en tand, da han lagde den lille ved siden af ungerne.
”Hvor er den lille! Og nøgen og – modig!” sagde ulvemor ømt. Babyen banede sig vej mellem ulveungerne for at komme helt hen til den varme pels. ”Ahai! Nu drikker han sammen med de andre. Det er altså en menneskeunge. Har man nogen sinde hørt, at en ulv kan prale med at have en menneskeunge blandt sine børn?”
Citat fra Junglebogen side 15-17

Mowgli er et menneske, og jo ældre han bliver, jo mere begynder det at gå op for ham, at han hører til blandt sin egen slags. Men først må han stå ansigt til ansigt med hans største fjende, tigeren Shere Khan. Det bliver en kamp hvor Mowgli vil få brug for alt hvad han ved samt en ufattelig styrke, for det er ikke hver dag der skal kæmpes om, hvem der er junglens konge.

***

Junglebogen er en af de historier som vi alle kender, og mange af os er vokset op med historien om den lille dreng, som efterlades i junglen, og vokser op blandt skovens vilde dyr.

Jeg har længe overvejet at læse junglebogen, for som skrevet ovenfor, er det en af de historier som vi alle kender og elsker, og selvom jeg godt viste, at der sikkert var stor forskel på film og bog, kom det nu alligevel bag på mig, netop hvor stor forskel der er.

Historien er i bund og grund den samme – en lille dreng opfostres af ulve og oplæres af den sorte panter Baghera og bjørnen Balou, men ud over det er historierne meget forskellige. Der er meget mere uhygge i bogen end der er i filmen, tigeren er en langt mere fremtræden figur, aberne har ikke en orangutang som leder, slangen er ikke ude på at æde Mowgli m.m. De store forskelle gør dog ikke bogen dårlig, for det er stadig en super spændende historie, med meget mere dybde end der er i filmen.

Historien om Mowgli og hans opvækst hos ulvene, er dog ikke den eneste historie i junglebogen, hvilket kom meget bag på mig. Junglebogen består åbenbart af en længere række historier, omhandlende flere forskellige dyr (elefanter, kameler m.m.), så der er masser af nye og spændende eventyr at udforske, for de som kun har set filmen. Historierne er ret korte, så jeg vil ikke gå i dybden med dem, af frygt for at komme til at afsløre for meget, men de er super søde hver og en, og de er klart værd at læse – jeg har i hvert fald fået udvidet min horisont mht. Kiplings forfatterskab og junglebogens mange historier.

Den udgave af bogen som jeg har valgt at læse, er en smukt illustreret udgave som forlaget Carlsen har udgivet. Det er illustratoren Robert Ingpen som har tegnet illustrationerne til denne bog, og han gør det kanon godt. Dette er en sand skønhed, billederne er flotte, siderne lækre og tykke, og det er generelt bare sådan en bog, som man bare må eje, hvis man er bogorm, og holder af klassikere. Jeg har klart planer om at læse flere af disse klassikere, for forlaget har udgivet en længere række bøger i denne ”serie” – alle illustreret af Ingpen.

Ovenstående to billeder taget med mit kamera. Billederne er fra bogen og er begge Ingpen illustrationer – bare så I kan se hvor smukke de er! Klik på billederne for at se dem i større størrelse.