Purenet af H.J. Lawson

Purenet af H J Lawson

3 blomster sort

Titel: Purenet
Forfatter: H.J. Lawson
Serie: The Sanction Series
Genre: Dystopi
Udgivelse: 2014
Læst i år: 2015
Læst på: engelsk
Sider: 121
Forlag: Smashwords Edition
ISBN13: 3781311577504
Kilde: Anmeldereksemplar via. NetGalley

***

Skylier lever sammen med resten af sin familie i The Cueva, en underjordisk by langt fra solens stråler og den rigdom, som beboerne i Purenet dagligt nyder godt af. Hun har to muligheder, at blive sammen med sin familie i den underjordiske by, eller at sælge sig selv og derigennem få tilladelse til, at flytte til Purenet. Mange unge kvinder gør hvad de skal, for at få et liv i Purenet, men Skylier ønsker blot at få midlerne til, at redde hendes mors liv.

”Are you still not sure?” Madison asks.
Sometimes I wish she could read my mind too, just like my family.
“I want to stay and look after my mother and… I don’t want to be a Host,” I whisper softly.
Madison quickly looks around to see if any of the Outsiders are watching us, but they aren’t – I’ve already checked.
“I know, trust me… that’s the last thing I want to do. But what choice do we have? We cannot live underground for the rest of our lives. Everyone is leaving the Cueva – it will be empty soon.”
Citat fra Purenet af H.J. Lawson

Da et besøg til Purenet pludselig tager en noget uventet drejning, må Skylier indse, at der er ting hendes mor har holdt skjult for hende hele hendes liv. Nu må Skylier finde medicinen der kan redde hendes mor, og finde ud af hvad hun ønsker af sit liv, og hvor meget hun er villig til at kæmpe for sin frihed, for nogle ønsker noget helt andet end hun selv, og hvis hun vil bestemme over sig eget liv, må hun til at kæmpe for det. Men hvad vil det koste hende i sidste ende – og er hendes liv mere værd end hendes families?

***

Purenet er en bog, hvor alting sker rimeligt hurtigt. Normalt syntes jeg ellers, at dystopiske bøger har en mere kompleks opbygning, og derfor bliver introen den tand længere, men i Purenet går det hele voldsomt hurtigt, hvilket desværre gjorde, at jeg ofte sad tilbage og var en smule forvirret. Indtil flere gange måtte jeg læse et par sætninger om, for at få det hele med, og det er lidt ærgerligt når det er sådan.

Selve historien er ganske spændende, selvom den ikke som sådan har noget nyt at tilføje til genren, og der var heller ikke nogle store overraskelser i vente – de steder hvor man fornemmede, at der var lagt op til en af de helt store afsløringer, havde man desværre allerede set den komme på lang afstand, og jeg manglede således noget af den der nervepirrende spænding som ofte følger med de rigtigt gode dystopiske bøger. Hovedpersonen var dog let at holde af, og plottet ganske interessant på trods af gennemskueligheden, så jeg var stadig fint underholdt hele vejen igennem, og kedede mig som sådan ikke på noget tidspunkt.

Visse detaljer var faktisk utroligt spændende, blandt andet hele ideen med, at pigerne ”køber” sig adgang til den højteknologiske og ophøjede del af samfundet, ved at blive Host (aka. Rugemor) for de riges børn og give dem væk frivilligt, eller ved at blive Bazi og sælge deres krop til højest bydende (lidt ala en konkubine), mens drengene kan finde rigdomme ved, at deltage i en form for turnering, som vi dog ikke hører nærmere om – så den del er stadig et mysterium. Det hele fremstilles som lidt af et paradis, men vores hovedperson har absolut ingen interesse i at tage del i det, og man fornemmer da også, at det hele er en facade som er bygget op, for at holde befolkningen under kontrol. Desværre er hun ret unik i sit udseende, og det ser ud til, at hun måske ikke selv får lov at vælge sin fremtid, uanset hvilke ønsker hun har.

Hvilket bringer mig til de mere specielle ting i denne bog. For det første er der hendes udseende, og den store interesse der er for hende af netop denne grund, for der er ingen tvivl om, at den ariske race er i fokus – lyst hår, blå øjne, lys hud. Det er desværre noget, som strøg mig lidt mod hårene, men det er jo nok en smagssag. Desuden bliver hun udset som rugemor af en højtstående person, som viser sig at være tættere forbundet med vores hovedperson end først antaget (ingen nærmere forklaring her, eftersom jeg ikke vil risikere for mange spoilere), og lad os bare sige, at det hele får en lidt klam drejning på det punkt.

Bogen har både gode og dårlige sider, men der er potentiale i universet. Desværre går det hele ret hurtigt, og jeg føler virkelig, at flere detaljer, mere dybde og en dyb indånding ind imellem, ville kunne trække denne bog voldsomt op. Bogen får således tre roser, for den er egentligt ganske underholdende at læse, og da den hverken er særligt lang eller voldsomt dyr, er den et ret godt bud på en bog til den lette og hurtige underholdning.

Skriv en kommentar