Poison Study af Maria V. Snyder

Poison study af Maria V Snyder

5 blomster sort

Titel: Poison Study
Forfatter: Maria V. Snyder
Serie: Study #1
Genre: Fantasy
Udgivelse: 2004
Læst i år: 2015
Læst på: engelsk
Sider: 409
Forlag: MIRA Books
ISBN13: 9780778301929
Kilde: Købt


Vælg: en hurtig død… eller en langsom forgiftning.

Yelena er blevet dømt for mord, og skal nu hænges som straf. I stedet bliver hun tilbudt at blive kommandøren af Ixias personlige mundskænk, og således risikere sit liv, hver eneste gang hun skal smage, om der er gift i hans mad. Yelena vælger at leve som mundskænk, i håb om, at hun med tiden vil kunne flygte til nabolandet Sitia, og leve i frihed, men da Valek får til opgave at træne hende, bliver hendes planer om at flygte bliver hurtigt ødelagt. For at sikre at mundskænken ikke stikker af, eller forsøger at tage hævn over kommandøren, bliver de nemlig forgiftet, og skal hver morgen modtage en dosis modgift, for ikke at dø en ekstremt smertefuld død.

”In answer to the question you didn’t ask but should have, this” – Valek raised a small vial and shook it “- is how we keep the Commander’s food taster from escaping.” I stared at him, trying to understand the implication. “Yelena, you confessed to murder. We would be fools to let you serve the Commander without some guarantees. Guards watch the Commander at all times and it is doubtful you would be able to reach him with a weapon. For other forms of retaliation, we use Butterfly’s Dust.” Valek picked up the vial of antidote, and twirled it in the sunlight. ”You need a daily dose of this to stay alive. The antidote keeps the poison from killing you. As long as you show up each morning in my office, I will give you the antidote. Miss one morning and you’ll be dead the next. Commit a crime or an act of treason and you’ll be sent back to the dungeon until the poison takes you. I would avoid that fate, if I were you. The poison causes severe stomach cramps and uncontrollable vomiting.”
Citat fra Poison Study side 20

Yelena forsøger at finde en udvej, mens hun lærer om gifte og lades som om, at hun har accepteret sit lod. I mellemtiden opdager hun, at hun har magiske evner, som er ved at komme ud af kontrol, og hvis ikke giften tager livet af hende, så gør kommandøren det, for i Ixia er det forbudt at kunne magi, og alle som bliver født med magiske evner, bliver henrettet. Desuden får hun et ultimatum fra en magiker fra Sitia, at enten flygter hun og bliver trænet, eller også vil hun blive myrdet for at sikre, at hun ikke mister kontrollen over sin magi. Uanset hvilken vej Yelena vender sig, er der folk som truer hende på livet, og hun må snart tage en beslutning, for om hun er klar eller ej, så er hendes tid ved at rinde ud.

***

Jeg har haft denne serie stående på hylden i flere år, og jeg kan lige så godt sige det som det er: jeg skammer mig. Dybt og inderligt. Hvordan man kan have en så fantastisk serie til at stå og samle støv, uden at læse den, ved jeg simpelthen ikke, men hold da op et eventyr.

Vores hovedperson Yelena er nok en af de mest geniale personer jeg nogensinde er stødt på i en bog – ja, der er mange fantastiske heltinder i bøgerne, men Maria V. Snyder har formået at få skabt en kvinde der er så ødelagt og alligevel så modig, viljestærk og stædig, at det i sig selv er en pris værdig. Desuden formåede Valek, at overraske mig ekstremt positivt, for jeg lagde bogen ud med, at ville hade ham – i min verden var han en af de ”onde”, og det samme var kommandøren, og alligevel måtte jeg løbende revurdere min opfattelse af dem begge. Desuden havde kommandøren noget af en hemmelighed med i bagagen, som virkelig kom bag på mig, og fik mig til at se på ham med helt nye øjne. Janco og Ari var også helt igennem skønne, og åhh hvor ville jeg næsten ønske, at disse to fik deres egen serie, men sådan har jeg det mere eller mindre med alle personerne i denne bog, for som det altid er med bipersoner, så skraber vi kun lige overfladen, og Maria V. Snyders personer er så gennemførte, at man tydeligt fornemmer det enorme potentiale der ligger i dem alle.

Vi får af vide i starten af bogen, at Yelena er dømt for, at have myrdet en mand ved navn Reyard, som er søn af den mand hun arbejdede for. Hvorfor får man ikke rigtigt af vide, men man fornemmer tydeligt, at hun er blevet udsat for nogle ting, som virkelig har ødelagt hende. Stille og roligt åbner hun sig op for os læsere, og afslører sine hemmeligheder og hvad hun har været igennem, og hold da op. Det er hamrende brutalt. Havde hun ikke myrdet Reyard selv, havde jeg sku gjort det, og hans far er ikke et hak bedre. Dér kan man virkelig tale om, at hade en person i en bog, og jeg tror ikke jeg har hadet nogle så inderligt, som siden jeg læste The Hunger Games. Alt hemmelighedskræmmeriet kunne snildt have været irriterende, men den måde det stille og roligt afsløres for os på, er altså fantastisk – det er virkelig som at lære en person at kende i virkeligheden, og jo mere man ved, jo mere holder man af personen.

Den verden som forfatteren har bygget op er også utroligt spændende, og fyldt med magt og magi. Samfundet er hårdt og brutalt, for det er utroligt militaristisk, og der holdes skarpt øje med alle – papirerne skal være i orden, man uddannes til det man er god til, og intet andet, ægteskaber eller flytninger til andre byer skal godkendes og regelbrydere straffes ekstremt hårdt. Det er virkelig et hårdt samfund de lever i, men alligevel er der lyspunkter hist og her, og detaljer som jeg egentligt godt kan lide, og selvom jeg ikke kunne lide samfundets struktur, var det spændende at lære om det alligevel. Næste bog kommer til at foregå i landet Sitia, som burde være helt anderledes, så jeg glæder mig til, at få lov og udforske dette land sammen med Yelena.

Der er ingen tvivl om, at dette er en fantasy bog helt ind til benet. Der er en snert af kærlighed, som hverken er dominerende eller irriterende, men som blot er med til, at gøre det hele mere realistisk.

Det er så svært at skrive en anmeldelse af så god en bog, for der er så mange ting jeg gerne vil sige om denne serie, og så mange fantastiske detaljer jeg gerne vil fortælle jer om, men det er simpelthen umuligt at sætte ord på det hele, uden at det fylder en milliard tætskrevne sider. Jeg kan kun sige, at hvis resten af bøgerne i serien, er lige så gode som denne, så kan Maria V. Snyder snildt havne blandt toppen af listen over mine yndlingsforfattere.

6 thoughts on “Poison Study af Maria V. Snyder

  1. Det er sjovt – jeg var ellers helt overbevist om, at jeg havde læst en anmeldelse af denne bog på din blog 🙂

    Jeg havde ret høje forventninger til bogen, da jeg læste den for et par år siden, for den har generelt fået ret gode anmeldelser. Desværre fangede den mig ikke rigtig – den var lidt for simpel og forudsigelig til min smag, så jeg kom aldrig videre med serien.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

  2. Det er efterhånden en del år siden jeg læste denne bog. Faktisk var det en af de første bøger jeg læste på engelsk.
    Maria V. Snyder har siden ligget højt på listen over yndlingsforfattere.

  3. Hej. 🙂

    Først: Hvor er det dejligt, at du poster så mange spændende indlæg! Jeg har fulgt med i din blog fra sidelinjen i flere år efterhånden, og de bøger du skriver om, er næsten altid nogle jeg aldrig har hørt om. Jeg troede ellers at jeg var ret godt med på det punkt p.g.a. min goodreads profil, men min To Be Read-liste vokser næsten hver eneste gang jeg har læst din blog. 🙂

    Dernæst: Jeg ved ikke om du allerede kender Maria V. Snyders “Healer” serie, men hvis det ikke er tilfældet, så kan jeg varmt anbefale den. Jeg læste “Study” serien for cirka fire år siden og efter min mening er “Healer” serien bedre.

    Mvh. Lene 🙂

    • Hej Lene,
      Tak for skøn kommentar – godt at høre, at du kan finde inspiration her på bloggen. =)
      Jo, jeg har faktisk læst de to første i healer serien for en del år siden, men af en eller anden grund fik jeg aldrig læst den tredje og sidste. Jeg husker dog tydeligt fornemmelsen af, at jeg manglede noget, for jeg havde på daværende tidspunkt ikke læst Study serien, og følte mig lidt tabt bag en vogn, når der var så mange henvisninger til netop den serie – alt det der kom “før” kendte jeg jo absolut intet til. Men det var, som du selv skriver, en hamrende god serie (eller rettere, to hamrende gode bøger – eftersom jeg jo aldrig fik læst nummer tre), så jeg har bestemt overvejet at genlæse de to første i Healer serien, og endelig få læst tredje og sidste bog. Hvornår dette kommer til at ske, er selvfølgelig spørgsmålet, for det største problem er-og-bliver altså, at der er så hamrende mange spændende bøger at vælge imellem – et problem som jeg er sikker på, at de fleste læseheste kan nikke genkendende til. =D

      • Hej igen 🙂

        Inspiration kan jeg helt sikkert finde! Tid til at læse alle de lækre bøger, jeg gerne vil læse… Det er noget sværere at finde. 😉

        Jeg er ikke sikker på, at vi taler om de samme bøger… Jeg tror måske, at du skriver om bøgerne i “Glass” serien (Storm Glass, Sea Glass, Spy Glass), kan det passe? Jeg har ikke læst denne serie, men hvis jeg husker rigtigt, så er det en spin-off serie af “Study” serien.
        “Healer” serien består af Touch of Power, Scent of Magic og Taste of Darkness og så vidt jeg ved, foregår den i en anden verden end “Study” og “Glass” serierne. 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s