Den ærlige anmeldelse…

Jeg sad lige og kiggede på forskellige hjemmesider, og faldt over et indlæg på kulturforunge (læs indlægget her), hvor de har måtte skrive, at de desværre ikke kan anmelde danske ungdomsbøger modtaget som anmeldereksemplarer fra forlagene mere. Og hvorfor? Jamen fordi nogle forlag, åbenbart ikke kan klare ærlige anmeldelser, hvis de indeholder kritik. Åbenbart er der mange/nogle forlag som føler, at en gratis bog, bør betyde en positiv anmeldelse, og nu bliver jeg sikkert upopulær, men hvad pokker bilder de sig ind? Man kan sku da ikke forære en bog til anmeldelse, og så automatisk forvente at personen skriver noget positivt – det er i mine øjne bestikkelse (i dette tilfælde af børn og unge, som måske ikke er så stærke til at sige fra), og det er simpelthen ikke acceptabelt!

Heldigvis vil jeg sige, at jeg aldrig har oplevet dette problem med bøger jeg har modtaget, for jeg skriver min ærlige mening, hvad enten folk kan lide den eller ej, og hverken forlag, forfattere eller besøgende, har nogensinde kritiseret min personlige mening om en bestemt bog. Min egen erfaring er, at forlagene altid har taget pænt imod anmeldelserne, præcist som de er, også selvom de ikke nødvendigvis har været poritive – så hatten af for det! Det er jo netop en del af charmen ved anmeldere og anmeldelser, at vi 1. skriver vores ærlige mening om de læste bøger, og at 2. vi alle har forskellig syn på forskellige bøger – nogle elsker, mens andre hader, bestemte bøger, og selvom man selvfølgelig sagtens kan føle sig en smule stødt, hvis ikke alle elsker en bog, som man selv syntes er genial, er det da intet at blive sur over, for sådan hænger verden altså sammen. Vi kan alle lide forskellige ting, og det kan ingen ændre på. Og jeg ved godt, at forlagene har brugt enorme mængder tid og penge på, at oversætte, udgive og gennemarbejde de bøger som de udgiver, og så kan jeg da godt se, at det er ærgerligt hvis det flopper, men det er den chance man tager hver eneste gang man vælger at udgive en bog, og hvis bogen flopper, er det ifølge min mening forlaget selv der står med ansvaret (da det jo netop er dem der har valgt at udgive bogen), og ikke anmelderen, for der er så mange gode bøger at vælge imellem, og så er det jo forlaget selv der har satset – nogle gange vinder de, andre gange taber de, og det er altså alt sammen en del af spillet!

Selvom jeg personligt ikke har oplevet ovenstående kritik fra forlagene, er jeg simpelthen nødsaget til at skrive dette indlæg, for mit indre termometer ramte det røde felt på nul-komma-fem, da jeg læste om dette. Jeg har aldrig hørt om dette problem før, og håber ved gud også, at det er sidste gang jeg hører om det, for det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi skal ramme bunden på den måde her i lille Danmark. Vi lever i en verden, hvor der er så hamrende mange gode bøger, og hvor der er lige så mange forskellige meninger, som der er mennesker, og sådan skal det altså blive ved med at være.

Jeg vil slutte dette indlæg af med, at takke jer alle sammen (forlag, forfattere og besøgende), fordi I igennem de sidste fem år, har accepteret mine anmeldelser som de er, om I så er enige eller ej. Det er fantastisk når ens hudløst ærlige mening, bliver accepteret på den måde, og hver gang man skriver en anmeldelse, afslører man lidt om sig selv, hvilket i sig selv kan være lidt grænseoverskridende, og det er derfor så skønt, når folk (uanset om de har samme holdning eller ej), accepterer det man skriver, og måske endda deltager i en venskabelig diskussion. Tak til alle jer derude, fordi I er SÅ skønne, og lad os håbe, at ovenstående er starten på et problem, som hurtigt kommer bag lås og slå, for vi er da bedre end det her i Danmark!