Konkurrencevinder og vores lille prins…

Heksenat konkurrence

Som I nok kan regne ud, er vores lille dreng Gabriel kommet til verden, og derfor har jeg først nu fået trukket en vinder i konkurrencen. Jeg beklager den lange ventetid, men puha en tur vi har været igennem her hjemme, så visse ting måtte bare udskydes til der var en smule mere ro på.

Jeg tænker at fortælle en smule om hvad der skete, men først vil jeg lægge ud med, at stille alles nysgerrighed ved, at trække en vinder. Vinderen blev trukket ved hjælp af random.org, og som altid er reglerne, at vinderen skal have skrevet til mig inden weekendens afslutning (søndag klokken 24.00) og ellers vil der blive trukket en ny vinder.

Vinderen af konkurrencen blev:
Luna

Stort tillykke til dig, og tusind tak til alle jer som deltog. Hvis I endnu ikke har læst Heksenat af Deborah Harkness, kan jeg altså på det kraftigste anbefale den, for hold da op en fantastisk bog. Jeg læste etteren på ingen tid, toeren på nogenlunde lige så kort tid, og forkælede så mig selv med tredje og sidste bog (dog som e-bog), og uha hvor er det altså bare en genial serie.

***

Og så til et lille indblik i, hvad der er sket her hjemme den sidste måned. Jeg vil advare jer om, at det var et hårdt forløb, og heldigvis er det de færreste som er igennem det som jeg var, men nu er i altså advaret! Normalt skriver jeg ellers ikke særligt meget om mit privatliv her på bloggen, men jeg tænker at I alligevel skal have et indblik i, hvad der er sket (og så fordi det faktisk er helt terapeutisk at skrive det ned og dele det med andre) – I kan jo altid bare springe det over, hvis I ikke syntes det er noget for jer. =)

Gabriel1

Jeg var sat til at skulle føde den 24. september, men da jeg skulle til et helt almindeligt tjek på hospitalet 14 dage før, studsede de pludselig lidt over mit blodtryk, og besluttede sig for, at tage nogle blodprøver. Blodprøverne viste, at jeg var ved at udvikle en fostervandsforgiftning, så jeg blev bedt om at tage hjem og pakke min taske, og komme retur dagen efter til igangsættelse. Lidt et chok, når man nu går og forventer at have 14 dage tilbage til fødslen, men jeg tog hjem og pakkede taske, vaskede tøj og forsøgte at få styr på nogle af de sidste ting.

Dagen efter tog min mand og jeg op på hospitalet og fik udleveret nogle piller til igangsættelse. Efter fire timer skulle vi komme tilbage, få tjekket at den lille havde taget pænt imod pillerne, og fik så udleveret yderligere to piller. Vi blev sendt hjem og ventede hele natten på, at der skulle ske noget. Der skete ingenting. Vi tog på hospitalet igen dagen efter, fik yderligere to piller og besluttede os så for, at vi skulle en tur ned i byen og købe en oplader til mobilen – vi nåede dog kun lige ned i byen, og så gik mit vand (heldigvis på parkeringspladsen, så det gik hverken ud over butikker eller bilen), og så var det bare at vende næsen mod hospitalet igen, hvor vi røg direkte ind på fødegangen. Når man bliver sat i gang på den måde, speeder de gerne tingene op, så jeg fik ve-drop helt fra starten af, og så begyndte veerne ellers. Fuck hvor gjorde det ondt. Jeg mistede forbindelsen til verden i nogle timer, og kom egentligt først til mig selv, da de gav mig en epidoral (der var klokken lidt over 18.00, og vandet gik klokken 10.55). Jeg havde simpelthen trukket mig så langt ind i mig selv grundet smerterne, at jeg ikke kan huske flere timer af forløbet – hvilket vel kan siges at være en fordel, så man ikke husker helt hvor lang tid det tog, men det giver også et indtryk af, hvor ekstremt smertefuldt sådan noget er. Desværre gik veerne i stå efter det, og klokken 21.30 besluttede de sig for, at slukke for det hele, og sende mig i seng – der havde jeg udvidet mig 2 cm ud af de 10. Manden blev sendt hjem da klokken var 23.30, for de påstod at der ikke var plads til ham (på trods af flere tomme stuer), og så begyndte en af de længste nætter i mit liv. Veerne startede igen, de gjorde pisse ondt og jeg blev proppet med morfin, så det hele bare stod og sejlede. På et tidspunkt nærmest kravlede jeg langs med væggen hen til der hvor jordemødrene opholdt sig, for jeg var så konfus og svimmel, at jeg ikke engang kunne finde den snor man trækker i, for at de skal komme rendende. Om morgenen da manden kom ind (klokken 08.00) var jeg fuldstændig opløst af gråd, jeg var pisse bange, det hele gjorde ondt og jeg havde været alene hele natten med mine egne tanker, smerter og en verden som nægtede at stå stille i bare et split sekund. Det var simpelthen for overvældende og pisse ubehageligt.

Klokken 10.00 gik vi så i gang igen. Jeg blev endnu engang koblet til en milliard maskiner, veerne tog til i styrke og det hele gik som det egentligt havde dagen før. Klokken 13.00 blev jeg tjekket, og havde kun formået at give mig 3,5 cm, så der var laaang vej endnu. Jeg spurgte hvor lang tid sådan noget kunne tage, og om der ville blive tilbudt noget alternativt (evt kejsersnit), hvis der ikke snart skete noget, og fik bare af vide, at sådan noget kunne tage en 5-6 dage fra man startede, hvilket var et svar jeg bare slet ikke kunne rumme i min i forvejen smertende tilstand. Bare tanken om, at skulle igennem flere nætter og flere dage på den måde, tog helt pusten fra mig. Et par timer senere kom jordemoderen ind igen, og spurgte om jeg klarede den, og jeg skal ærligt sige, at jeg bare sagde nej. Jeg var begyndt at miste forbindelsen til verden igen, der var kortere perioder jeg ikke kunne huske, og jeg havde mest af alt lyst til, at flå samtlige nåle ud af mine arme, og løbe skrigende væk. Jeg bad om en ny epidoral, og fik den, hvorefter smerterne fortog sig igen. På daværende tidspunkt, begyndte jordemoderen at blive en smule bekymret for den lille, for der var nogle tegn på, at han måske ikke klarede den helt så godt som han skulle mere, og yderligere prøver viste da også, at han ikke iltede sit blod helt som han skulle – ikke noget kritisk endnu, men det kunne det blive, så jeg blev pakket sammen og kørt på operationsbordet, hvor jeg fik et kejsersnit.

Helt hvad der skete på operationsbordet, er svært at forklare. Det gik så hamrende hurtigt. Der stod 8 læger, jordemødre, sygeplejersker (eller whatever de nu alle sammen var), og alle hev i mig på samme tid. En forsøgte at få støttestrømper på mig, en vendte mig på siden, en anden smækkede flere nåle i mig, en forsøgte at sætte sådan en slange i næsen på mig osv osv osv. Det var vildt mærkeligt, og alting skete så hurtigt, at jeg heldigvis ikke rigtigt nåede at panikke – for at blive hevet og flået i på den måde, er ikke det mest behagelige i verden. Klokken 15.56 kom vores lille dreng så til verden, og heldigvis havde han det som han skulle. Min krop gik dog i chok (hvilket er normalt efter sådan et forløb), og jeg lå og rystede så voldsomt, at de måtte holde mig nede (det må være nogenlunde sådan det føles, at få et epileptisk anfald), mens jeg blev syet sammen. Desuden begyndte jeg at få svært ved at trække vejret, jeg kunne pludselig ikke synke, og jeg blev proppet med alverdens medicin for, at holde min krop bare nogenlunde i balance. Manden og vores lille dreng blev gennet hen på fødegangen, hvor den lille skulle tjekkes og have mad, og da de var færdige med at lappe mig sammen, blev jeg kørt hen på opvågningen (selvom jeg var fuldt ud vågen, men det er bare sådan man gør), og blev dopet med endnu mere medicin, fordi min krop stadig kæmpede med det hele, og jeg bare ikke kunne lade være at ryste. To timer senere, kom manden endelig ind med vores lille dreng, og jeg kunne for første gang få lov at holde ham, hvilket var både skræmmende og helt vildt stort. Tænk engang, at man kan skabe et komplet lille menneske på blot 9 måneder. Det er altså stort.

Gabriel3

Vi lå i godt og vel en uge, hvor jeg forsøgte at komme mig. At blive skåret op på den måde er bestemt ikke nogen lille ting, og selvom jeg ikke er imod kejsersnit, vil jeg advare alle som overvejer det om, at det gør pisse hamrende ondt. Bare det, at skulle ud af sengen og på toilettet, er noget der tager en halv time eller mere til start, og jeg måtte erfare, hvor meget man egentligt bruger sine mavemuskler til. Man kan ikke løfte sig selv, på nær med armene, for man kan ikke spænde i maven, det at gå bare 10 skridt, er vildt ubehageligt og man får konstant smertestillende, for bare at kunne være til. Og når man så samtidig skal tage sig af ens nyfødte barn, er det næsten uoverskueligt, hvis man ikke har en hjælpende hånd – hvilket jeg heldigvis havde i form af min mand, men hold da op hvor skulle han klare mange ting for os de første par dage, for jeg kunne absolut intet.
Når det er sagt, vil jeg dog sige, at jeg er ganske tilfreds med at have fået et kejsersnit. I min verden giver det hele mening – det er et sår, det heler, det klør, og så er den ikke længere. Tanken om hvad der kunne være sket med kroppen under fødslen (bristninger og diverse andre ubehageligheder) er egentligt mere skræmmende for mig. Men som sagt, så er det ikke smertefrit, og det er bestemt ikke den nemme løsning, for først her en måned efter fødslen, er jeg begyndt at kunne de fleste ting selv, selvom jeg stadig ikke må løfte mere end 6 kilo af gangen. Det tager 6 uger, før mavemusklerne er groet sammen igen, så der er lige to ugers ventetid endnu, før jeg forventes at være helt på toppen, men det går da i rigtig retning.

Da vi så kom hjem, startede prøvelserne for alvor. Vores lille dreng ville ikke spise som han skulle, og han tog ikke nok på. Vi prøvede suttebrikker, med en lille smule held, men stadig ikke nok vægtstigning, og vi er endt med at måtte give ham flaske, for ellers kan vi ikke holde styr om han egentligt får hvad han skal. Amningen gik i stå på grund af sutteflasken (børnene syntes det er nemmere at få maden fra flasken, så de bliver nogle gange “dovne”, hvilket vores dreng gjorde) og vi kæmper stadig en brav kamp med luft i maven og mavekneb – og hold da op hvor gør det ondt på én som mor, når man ikke kan gøre noget som helst, mens ens lille barn bare skriger og skriger og har så hamrende ondt. Man kan trøste og vugge og lave forskellige maveøvelser med den lille, men derudover er det egentligt bare at vente til det går over af sig selv, hvilket kan tage helt op til tre måneder. I øjeblikket lever jeg på omkring 3-4 timers søvn i døgnet, og sådan har det været de sidste tre uger, så jeg glæder mig helt vildt til, at kunne begynde at få noget mere søvn og derigennem noget mere overskud.

***

Som I kan høre, er det er længere forløb vi har været igennem (27 timers igangsættelse og 29 timers fødsel, som sluttede af i kejsersnit), og det er først nu, at jeg begynder at ane en lille bitte smule lys for enden af tunnelen. Jeg får læst en lille smule, og skrevet en smule på nogle anmeldelser, men slet slet ikke så meget som jeg gerne ville (næste gang nogen påstår, at man sagtens kan nå en masse ting mens barnet er lille, fordi “de jo sover hele tiden” tror jeg at jeg slår dem, for sådan er det altså ikke altid – jeg skal være heldig hvis jeg når at få et 5 minutters bad om dagen, for slet ikke at snakke om frokost eller tid til at børste tænder), men lidt fremad går det da.

Gabriel2

Nu har jeg så endelig fået afsluttet konkurrencen og fået fortalt jer derude, hvordan det hele står til. Forhåbentligt kommer vores lille dreng og jeg selv, snart nok ovenpå til, at vi kan begynde på læsningen og anmeldelserne, men indtil da vil vi bruge tiden på, at lære hinanden at kende og bare slappe af og nyde de gode øjeblikke. Jeg håber dog på, at alle jer derude får læst en masse gode bøger, og jeg vil da lige slutte af med at sige rigtig god læselyst til jer alle!!!

 

4 thoughts on “Konkurrencevinder og vores lille prins…

  1. Hej Michelle,
    Stort tillykke med jeres lille prins! Sikke en omgang😦 du måtte da virkelig kæmpe for at få bragt ham til verden!
    Jeg er glad for at det trods alt gik godt og ønsker dig og din lille familie alt godt fremover!
    Knus fra mig

  2. Tillykke med jeres fine dreng. Jeg er vild med navnet Gabriel og hans fine hår.

    Det lyder som en hård kamp ved målstregen. Håber at alt går som det skal, så du snart er på toppen igen og kan yde dit bedste. Husk at nyde ham og hinanden!

    Det slog mig lige at både du, Sabine og jeg (bogbloggere fra stortiden! Ha!) alle har fået drenge. Hvor skægt!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s