Historien om den fantastiske Kobo

Så fik jeg endelig min kobo. Dagen i går var ellers alt for lang, og jeg rendte rundt som et lille barn og glædede mig til, at min mand kom hjem med den (den blev afleveret til hans arbejde). Da han endelig kom hjem, blev æsken straks flået ud af pakken, og derefter pakket forsigtigt op, efterfulgt af en masse æhh og åhh, og så gik læsningen ellers amok. Jeg sad faktisk og læste til langt ud på natten, og sidder nu ret søvndrukkent, med mine blot fire timers søvn, og prøver at få dagen til at hænge sammen. Men åhh hvor var det bare 100% det værd.

Nu kender jeg som sagt ikke andre e-readers, så jeg har jo ingen ide om, hvilke ting der går igen i fx kindlen eller nooken (eller andre mærker), men dette er såmænd også bare en liste over de fordele og ulemper som jeg indtil videre er stødt på – tag det som det er, en nybegynders kommentarer, for jeg har aldrig før prøvet sådan en sag her, og jeg bliver nemt begejstret over selv de mindste ting lige nu. Hehe.

Fordele ved koboen:

  • Koboen har en længere række fordele, blandt andet at den er så let – den er faktisk lettere end jeg havde regnet med, fordi mange anmeldelser beskriver den som tung, og ja, den er nok tungere end andre e-readere, men intetanende om andre e-readeres vægt som jeg nu engang er, vejer den altså ingenting for mig – den er lettere end en paperback, og det er fantastisk!
  • Koboen er let at læse på, og hvis alt ikke er til ens tilfredshed, kan man altid ændre skrifttype, skrifttykkelse, størrelse, klarhed, m.m. og tilpasse den ens egne individuelle behov. Da jeg begyndte at læse på den, følte jeg, at mine øjne blev anstrengt lidt for meget, men efter lidt ændringer i skriftstørrelse og skrifttykkelse, passer det hele nu helt perfekt til mine behov, og det føles som at sidde og læse en almindelig bog.
  • Man kan skrive noter mens man læser, og det er nok den funktion som jeg er mest oppe og køre over. Hvor mange der bruger note funktionerne ved jeg ikke, men når jeg skriver anmeldelser af de bøger jeg læser, er det altså ekstremt praktisk. Skærmens tastatur er en smule lille, og selvom jeg har små fingre, kommer jeg altså ind imellem til at trykke forkert. Samtidig kan man ikke skrive særligt hurtigt, fordi den er en smule langsom til, at opfatte hvad man trykker på, så hvis man vil undgå diverse stavefejl m.m., skal man altså lige koncentrere sig lidt. Desuden er æ, ø og å ikke ligefrem de letteste at bruge, eftersom man skal ind i en under-kategori på tastaturet for, at finde dem, så jeg skriver altså ae, aa og oe i stedet, og det er satme mærkeligt at sidde og læse igennem efterfølgende, men det gør det noget nemmere når man sidder og skriver. Til gengæld slipper jeg nu for, at jeg ved et uheld kommer til at smide mine noter væk (jeg plejer bare at skrive dem på en blog = jeg slipper også for at skulle slæbe rundt på en blok med papir og holde styr på kuglepennen, som også altid forlægger sig), for som det rodehoved jeg er, sker det altså ind imellem.
  • Foruden noterne, kan man markere hele paragraffer, hvilket også er fedt, hvis der er et citat man gerne vil gemme, og ikke gider sidde og bladre den halve bog igennem, for at finde et godt citat senere hen. Det er trods alt ikke lige så nemt at slå op på side 250, som det ville være i en almindelig bog, for værsgo at begynde og bladre. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan man får e-readeren til at vise hele bogen (side 1 af 300 fx), for lige nu viser den kapitel for kapitel (altså side 1 af 19 osv.). Jeg ved ikke om man kan få den til det, men det er da bestemt noget jeg skal have fundet ud af, for det ville gøre det hele meget lettere.
  • Noget af det sjove ved koboen er nok, at den holder styr på hvor langt du er nået i bogen, hvor lang tid den beregner, at det vil tage dig at læse bogen færdigt (fx har den ud fra min læsehastighed beregnet, at jeg bør bruge 4 timer på at læse The Elite af Kiera Cass, som jeg endnu ikke er gået i gang med), hvor mange bøger man har færdiggjort, hvor lang tid man alt i alt har læst på den osv. Det er altså sjovt at se, og jeg er altså vildt forundret over, at jeg læser så hurtigt – jo, jeg ved godt, at jeg læser hurtigt, men så hurtigt? Den kom alligevel bag på mig. Også manden syntes det er lidt vildt, og kan nu bedre forstå alle de mange penge som vi før har brugt på bøger.
  • Man kan få Awards efterhånden som man læser. Umiddelbart kan jeg ikke se, at man kan bruge dem til noget som helst, men de er da lidt sjove at kigge på. Indtil videre har jeg nogle stykker (første bog færdig, læst hele natten osv.). Det er ikke som sådan noget jeg vil komme til at gå særligt højt op i, men jeg tænker, at andre vil syntes det er sjovt, og det er da også en ganske udmærket ide.
  • En lidt sjov detalje er, at når man slukker koboen, sætter den en form for startside, hvor den viser billedet af den bog, som man læser lige her og nu. Det er ikke noget der bruger strøm (har jeg læst mig frem til), og ideen er egentligt meget sjov. Endnu en lidt ubrugelig ting, men jeg kan nu godt lide de små detaljer, og at skærmen ikke bare er helt blank.
  • Der er masser og atter masser af ting som koboen kan, fx viser den bøger som er relateret til den du lige har læst (uden at den er tilkoblet en computer), den viser kategorier, lader dig browse kobos hjemmeside med wi-fi eller når den er tilkoblet en computer, og generelt en masse andre ting, som jeg endnu har til gode at opdage.
  • Og det bedste af det hele, er selvfølgelig prisen på bøger (som jeg nævner endnu engang under dens ulemper). Jeg kan ikke lade være at tænke på alle de bøger som jeg har stående på hylden, og hvor mange penge jeg havde kunnet spare, havde jeg bare fået en e-reader noget før, men sådan er det jo, og fremover forventer jeg at kunne halvere udgifterne på bøger. Missa love!

Ulemper ved koboen:

  • Det absolut farligste ved koboen må være, så let det er at lægge bøger i kurven. Man behøver ikke trykke kortoplysninger eller andet ind igen, for dem gemmer kobos hjemmeside, så i realiteten lægger du den i kurv, klikker betal og godkender købet – tre små klik, og så har du brugt penge. Meget meget farligt, specielt med alle de spændende bøger man kan købe, til absolut ingen penge (men mange bække små, som man siger, og jeg har allerede brugt de første 200 kroner på bøger – og fået fire for den pris… Jeg siger det lige igen… Billigt!!!).
  • Noget der ærgrer mig er dog, den sort/hvide skærm, for de smukke smukke covers, ser altså lidt triste og kedelige ud uden farver. Man kunne selvfølgelig have valgt en version med farver, men så ændrede prisen sig også, og batteriets levetid ændrede sig også kraftigt – indtil videre har jeg læst i 5,2 timer (jeg er lidt overrasket over, at det ikke tog mig længere at færdiggøre den første bog), og batteriet er stadig på 100%.

Det var så lige mine erfaringer på blot 5 timers læsning. Der er sikkert mange andre ting også, men jeg er bare top begejstret for min nye kobo, og ville lige dele nogle af dens muligheder med jer, mens de stadig er friske i hukommelsen (og mens jeg stadig er så nybegynder-begejstret som jeg er, for jeg formoder at der sidder andre derude, som ligesom mig, er helt nye til det med e-readers). Det kan jo være, at der dukker flere ting op senere hen, og så skal jeg nok dele det med jer, men som I allerede nu kan se, er der langt flere fordele end ulemper (og den ene af ulemperne er jo egentligt også en fordel), så jeg undskylder på forhånd til de danske forlag og boghandlere, men jeg vil anbefale alle derude som elsker at læse, at ønske sig en e-reader, eller bare (som jeg) kaste sig ud i at købe en med det samme, for ja, den er dyr til start, men den er så hurtigt tjent ind igen, at de er til at græde snot over – glædestårer altså!

7 thoughts on “Historien om den fantastiske Kobo

  1. Uuh! Nu bliver jeg pludselig meget fristet! Den må på ønskelisten! Har faktisk længe lidt efter en e-reader eller lignende til når jeg rejser i stedet for at slæbe tonstunge bøger i tasken 🙂

  2. Jeg har lige købt de første bøger til min kindle og hos Amazon er det altså endnu farligere. Kun 1 klik behøves før bogen pludseligt er købt. Ellers er mine oplevelser med e-bogslæseren lidt blandede. Nu må jeg se om det ændre sig når nu har fået bøger på den som jeg rent faktisk gerne vil læse.

    • Jeg har købt den der hedder Kobo Aura HD og jeg fortryder ikke et øjeblik… Der er så hamrende mange på markedet, og jeg forstår udmærket de frustrationer du har mht. hvilken en du skal vælge… Jeg vil dog sige, at jeg selv opgav at vælge, og lod min ret teknisk-dygtige mand kigge nærmere på specifikationerne, og han valgte således kobo aura HD´en (og så vidt jeg kan se, er det også en af de e-bogs læsere der har bedst anmeldelser – mange er super glade for kindle, men der følger desværre også mange klager med. Kobo har dog et lidt mere begrænset udvalg af bøger end kindle, så spørgsmålet er om man vil tage chancen med kritikken af læseren, og få HELE udvalget, eller om man kan leve med et lidt mindre udvalg, og så få den læser som har bedre anmeldelser…) Jeg kan på ingen måde klage over koboen, eller udvalget for den sags skyld – indrømmet, jeg har nogle gange stået og ikke kunnet købe nogle af de aller nyeste bøger, men kobo køber hele tiden bøger hjem, så de fleste af dem dukker alligevel op efter kort tid, og med over 3 millioner bøger at vælge imellem, klager jeg på ingen måde, for de har alligevel næsten alle dem jeg gerne vil læse – og de fleste af dem er nyere…
      Skriv endelig hvis du har flere spørgsmål, og som sagt kan jeg helt klart anbefale kobo (kobo kan desuden købes gennem ganske forhandlere så du har 2 års reklamationsret, hvorimod kindle er engelsk, og de lever ifølge anmeldelserne sjældent op til reklamationsretten)…

      • Orgh, nu er jeg blot mere forvirret end før. Kender ingen med e-readers og kender derfor heller intet til evt. klager omkring Kindle. Ved du hvad problemerne med Kindle går ud på? Jeg tænker at valget ligger mellem en Kindle og en Kobo, men jeg ved ikke om jeg vil have en Kobo, hvis det medfører et ringere udvalg af de nyere bøger. Dog kan jeg jo altid vælge, at købe dem som rigtige bøger i stedet så. Forvirring, forvirring..

  3. Hej igen Anne

    Prøv at kigge på mit indlæg her (https://boglabyrinten.wordpress.com/2014/04/13/nu-ogsa-med-kobo/) hvor jeg opsumerer mange af de tanker jeg havde da jeg skulle vælge mellem kobo og kindle. Jeg har efterfølgende hørt indtil flere, som vælger koboen frem for kindle, men som du kan se i kommentarerne til indlægget, er der også rigtigt mange der er utroligt glade for deres kindle. Jeg vil anbefale dig at kigge nærmere på kobos hjemmeside, og prøve at søge på forskellige bøger der kunne have din interesse – prøv og se om de har dem, og om du fornemmer at udvalget passer til dit behov, og hvis ikke, så tag og se om amazon opfylder dine behov bedre. Dog vil jeg sige, at kobo er ret godt ned på udgivelserne, og personligt er jeg kun stødt på én enkelt bog, som jeg har måtte købe i fysisk udgave, i det år jeg snart har haft min kobo, og jeg er jo altså en af dem, som gerne vil læse de nyere bøger…
    Den kritik jeg har hørt fra kindle er, som du kan læse i indlægget, at den kan have en del skærmproblemer, og kindle desværre sjældent tager retur og bytter til ny – i stedet har de sagt, at folk kan få 20% rabat på en ny kindle, men det er jo ikke fair, hvis man i forvejen står med en forholdsvis ny kindle, som bare ikke virker – køber man koboen igennem de danske forhandlere, er der jo de obligatoriske to års reklamationsret, hvor man bare får en ny eller får den gamle repareret, hvis der skulle ske noget. Kobo har desuden samme løsning som amazon, at man altid bare kan downloade sine bøger igen, skulle koboen gå i stykker eller blive væk, og jeg har netop fundet ud af, at de har det første kapitel eller to liggende af alle bøger, så man lige kan downloade en gratis teaser, inden man måske vælger at købe bogen – om kindle har denne mulighed ved jeg ikke, for som sagt har jeg ingen personlig erfaring med kindle.

    Nogle andre ting der er værd at tage med i overvejelserne er, at kobo desværre ikke har mulighed for gavekort (endnu, de arbejder på det), så man kan altså endnu ikke ønske sig gavekort til bøgerne. Folk kan så bare selv lave et hjemmelavet gavekort og overføre pengene til din konto, men hos amazon kan man jo ønske sig gavekort, som man så kan bruge senere.

    Jeg ved det er svært at vælge, og jeg har nok ikke gjort det lettere. Umiddelbart kan jeg kun sige, at du skal følge din egen mavefornemmelse, og som sagt har jeg aldrig nogensinde oplevet problemer med min kobo, og udvalget har på intet tidspunkt generet mig personligt, for der er millioner af bøger at vælge imellem (over 4 millioner kan jeg se, at de skriver på deres hjemmeside)…

    • Hmm.. Du snakker jo så pænt om Kobo. Jeg må ind på hjemmesiden om kigge om ikke jeg kan finde noget at læse. Tusind tak for hjælpen🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s