Sunshine af Robin McKinley

Sunshine af Robin McKinley5 blomster sort

Titel: Sunshine
Forfatter: Robin McKinley
Serie: Enkeltstående
Genre: Fantasy
Udgivelse: 2003
Læst på: engelsk
Sider: 389
Forlag: Berkley
ISBN13: 9780425191781

***

Der er mørke steder i verden – steder hvor man ikke bør gå hen hvis man har sit liv kært. Dette ved Sunshine godt, men det er mange år siden at krigen sluttede, og der har ikke været problemer ude ved søen i årevis. Alt hvad hun havde brug for, var et sted at være alene med sine tanker. Men hun var ikke alene. Hun hørte dem aldrig komme – men det gør man heller ikke, når det er vampyrer.

”I sat on the sagging porch, swinging my legs and feeling the troubles of the day draining out of me like water. The lake was beautiful: almost flat calm, the gentlest lapping against the shore, and silver with moonlight. I’d had many good times here: first with my parents, when they were still happy together, and later with my gran. As I sat there I began to feel that if I sat there long enough I could get to the bottom of what was making me so cranky lately, find out if it was anything worse than poor-quality flour and a somewhat errant little brother.
I never heard them coming. Of cause you don’t, when they’re vampires.”
Citat fra Sunshine side 11-12

Sunshine bliver fanget, klædt pænt på og lænket til en væg ved siden af en udsultet vampyr. Hun skal være hans næste måltid. Og alligevel bliver hun det ikke. Vampyren er gammeldags og går op i ære, og Sunshine har sine magiske evner fra sin fars side, og sammen formår de at flygte. Men de er ikke i sikkerhed. De vampyrer som fangede dem, er nu på sporet af dem, og de står med valget at flygte og blive fanget på et senere tidspunkt, eller blive hvor de er og tage kampen op.

Sunshine havde aldrig troet at hun skulle arbejde side om side med en vampyr – faktisk er det, så vidt hun ved, aldrig sket før, men på en eller anden måde, må de overkomme deres forskelligheder og overvinde deres inderste instinkter, for ellers er de begge dødsdømt.

***

Robin McKinley er og bliver en alle tiders forfatter. Dette er tredje bog jeg læser af hende, og endnu engang bliver jeg bekræftet i, at jeg bare må eje alle hendes bøger, for hold da op hvor kan hun skrive. Set fra min synsvinkel skriver hun næsten helt poetisk, og selvom hendes historie selvfølgelig består af almindelige sætninger som de fleste andre fantasy forfatteres, forstår jeg pludselig, hvad folk som læser digte snakker om, når de siger, at man næsten skal smage på ordene og nyde hver en sætning – for det er sådan jeg har det med Robin McKinleys bøger. Jeg vil dog advare om, at man nok ikke skal være helt nybegynder til det engelske, for mange af de ord hun bruger er lettere avancerede, og man skal nogle gange holde tungen lige i munden, for at få det hele med.

Foruden skrivestilen overraskede denne bog mig også meget positivt på andre punkter – den omhandler nemlig vampyrer. Spørg mig ikke hvad jeg havde forventet at den omhandlede, men jeg tror bare at jeg købte bogen fordi den var af hende, og så ikke rigtigt satte mig ind i hvad den omhandlede. Men som sagt, handler den om vampyrer (og en form for magikere), og det er jeg helt vild med.

Jeg elsker vores hovedperson, for hun er godt nok lettere skræmt, men hun sidder ikke og piver over verdenssituationen – hun tager tingene som de kommer og er faktisk ret modig og handlekraftig. Sjovt nok formår Robin McKinley at skildre en ret almindelig hverdag, med en kæreste som hun syntes om fordi han er der for hende (ikke noget med det der smask-forelsket-jeg-kan-ikke-leve-uden-dig pjat), en hverdag hvor man skal op før fanden får sko på og er træt og lettere ugidelig, og hvor man nyder de små ting i hverdagen m.m. Det virker alt samme så normalt… Ikke super smukt, lettere kedeligt og nogle gange grimt, men almindeligt og noget man kan relatere til. Det er hverdagen og en kvindes liv på godt og ondt (med et magisk twist og vampyrer) og det er fantastisk! Nu hvor jeg sidder og læser det ovenstående igennem, lyder det faktisk helt kedeligt, men jeg tror man skal læse bogen, før man for alvor kan sætte sig ind i, hvor fantastisk denne historie er.

Det eneste som irriterede mig i denne bog var slutningen, for som det altid er med vampyrhistorier lægges der op til en smule romantik mellem hovedpersonen og den vampyr som hun redder… Men det bliver aldrig til noget… Ikke at jeg havde forventet den helt store pladder romantiske slutning, men jeg havde dog forventet lidt mere, og jeg sad tilbage og havde en ”hvad? Den kan da ikke slutte sådan!”-følelse. Så slutningen trækker desværre ned, men ellers er det bare endnu en skøn bog af en helt igennem fantastisk forfatter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s