Første kapitel af Slettet af Teri Terry

Slettet af Teri Terry er netop udkommet, og allerede nu er der mange bloggere som har læst og anmeldt denne bog – og det er hovedsageligt gode anmeldelser, kan jeg med glæde sige, for det er en fantastisk god bog!

Jeg har af forlaget fået lov til, at lægge første kapitel op på min blog, så de af jer der er nysgerrige, kan prøve og læse lidt og se hvad I syntes (men jeg advarer jer, I risikerer at blive hooked =D)

Her er første kapitel:

PROLOG

Jeg løber.
Bølger hamrer som knytnæver mod sandet, mens jeg tvinger mine fødder videre, sætter den ene foran den anden. Jeg klatrer op, glider ned, gentager handlingen. Hurtigere. Blikket er rettet mod klitterne foran mig. Ser mig ikke tilbage. Det må jeg ikke. Hivende vejrtrækning – ind, ud, ind, ud. Jeg løber stadig.
Netop som lungerne er ved at briste, og hjertet eksploderer som en rød stjerne i sandet, snubler jeg.
En mand vender sig om. Han trækker mig op at stå og genner mig videre.
Det kommer nærmere.
Jeg kan ikke stå oprejst og falder igen. Jeg kan ikke løbe mere.
Han lægger sig på knæ for at støtte mig og ser mig i øjnene. “Tiden er inde. Skynd dig! Byg muren.”
Nærmere.
Og jeg bygger den, mursten efter mursten. Række efter række. Et højt tårn ligesom Rapunzels, men uden vindue, uden et sted hvorfra jeg kan lade mit hår falde ned.
Uden mulighed for frelse.
“Du må aldrig glemme, hvem du er!” råber han, griber fat i mine skuldre og rusker mig hårdt.
Et slør af rædsel udvisker havet. Sandet. Hans ord, mærkerne på mine arme og smerten i brystkassen og benene.
Det er her.

KAPITEL ET

Underligt.
Okay, jeg har ikke den vildt store erfaring at basere den vurdering på. Det kan godt være, at jeg er seksten, og at jeg hverken er langsomt opfattende eller tosset og heller ikke har været spærret inde i et skab siden fødslen – ikke så vidt jeg ved – men det er det, der sker, når man bliver Slettet. Ens erfaringer forsvinder.
Det tager tid, før man har prøvet det hele for første gang. Sagt de første ord, taget de første skridt, set den første edderkop på væggen, slået sin tå. Prøv at forestille dig det: Man skal gøre alt for første gang.
Så måske er det derfor, jeg føler mig underligt tilpas og fremmedgjort.
Men jeg bider negle og sidder her og venter på, at mor, far og Amy skal hente mig på hospitalet og tage mig med hjem. Men jeg ved ikke, hvem de er. Jeg ved ikke, hvor “hjem” er. Jeg ved ikke noget. Det er da … underligt, ikke?
Bzzzz. Levo’en om mit håndled vibrerer let – en advarsel. Jeg ser ned. Mine tal er faldet til 4,4 – den forkerte side af glad. Så jeg tager et stykke chokolade og ser tallene stige langsomt, mens jeg nyder smagen.
“Du ender med at blive fed, hvis du ikke lærer at slappe lidt af.”
Det giver et sæt i mig.
Doktor Lysander står indrammet af døråbningen. Høj, slank og i en hvid kittel. Det mørke hår er trukket stramt tilbage. Stærke briller. Hun bevæger sig stille som et spøgelse, og rygterne siger, at hun altid ved, hvornår nogen er på vej ned i det røde felt, før det sker. Men hun kan ikke som nogle af sygeplejerskerne få én ovenpå igen med et kram. Hun er ikke specielt venlig.
“Så er tiden inde, Kyla. Kom.”
“Skal jeg virkelig? Må jeg ikke blive her?”
Hun ryster på hovedet. Det utålmodige blik i hendes øjne siger, Jeg har hørt det en million gange før. Eller i det mindste 19.417 gange før, eftersom der står 19.418 på min Levo.
“Nej, det kan ikke lade sig gøre, det ved du godt. Vi har brug for stuen. Kom.”
Hun vender om og går ud ad døren. Jeg hanker op i min taske for at følge efter. Den vejer ikke særlig meget, selv om den indeholder alle mine ejendele.
Før jeg lukker døren, ser jeg rundt på mine fire vægge, to puder, tæppet, skabet. Vasken med det lille skår i højre side – det eneste, der adskiller min firkantede stue fra de andre, som ligger i endeløse rækker på denne og de andre etager. De første ting jeg kan huske.
I ni måneder har stuen udgjort mit univers. Den og så doktor Lysanders kontor, træningslokalet og skolen på etagen nedenunder, hvor jeg gik sammen med andre som mig.
Bzzzz. Vibrationen er mere vedholdende nu, forplanter sig op gennem min arm, kræver opmærksomhed. Tallene er faldet til 4,1.
For lavt.
Doktor Lysander vender sig om og slår stille klik med tungen. Hun bøjer sig forover, så vi er i øjenhøjde, og lægger en hånd mod min ene kind. Endnu en førstegangsoplevelse.
“Du skal nok klare den. Og vi ses hver fjortende dag i begyndelsen.”
Hun smiler. En sjældenhed. Læberne strammes hen over tænderne. Det ser akavet ud, som om smilet ikke ved, hvad det laver der, eller hvad det skal. Jeg er så overrasket, at jeg glemmer min frygt, og tallene bevæger sig væk fra det røde felt.
Hun nikker, retter sig op og går ned ad gangen til elevatoren.
Vi kører ti etager ned i tavshed, indtil vi når “stuen”, derefter går vi ned ad en kort gang til endnu en dør. Én som jeg af åbenlyse årsager ikke har været igennem før. Over den står der “G&U” – Gennemgang og Udslusning. Går man igennem den dør, forsvinder man.
“Gå nu,” siger hun.
Jeg tøver, men puffer så døren lidt op. Vender mig for at sige farvel eller du må ikke gå, eller begge dele, men hun er allerede strøget ind i elevatoren, et glimt af hvid kittel og sort hår.
Mit hjerte hamrer alt for hurtigt. Jeg tager dybe indåndinger og puster ud igen, tæller til ti, før jeg gentager processen, som de har lært os, indtil hjertet sætter farten ned. Så trækker jeg skuldrene tilbage og skubber døren lidt mere op. På den anden side er der et aflangt rum med en dør i den fjerneste ende og plastikstole langs den ene væg. Der sidder to andre Slettede med en hospitalstaske magen til min på gulvet foran sig. Jeg genkender dem begge fra skolen. Vi skal åbenbart udsluses samtidigt, selv om jeg har været her meget længere. Ligesom jeg har de ikke længere de påkrævede, lyseblå bomuldsoveralls på, men er nu klædt i almindelige jeans. Endnu en uniform? De smiler, glæder sig til at forlade hospitalet med deres familier.
Selv om de aldrig har mødt dem før.
Ved væggen overfor sidder en sygeplejerske bag et skrivebord. Hun ser op. Jeg står i døren, vil ikke lade den lukke sig bag mig. Hun rynker brynene let og gør tegn til, at jeg skal træde nærmere.
“Kom. Hedder du Kyla? Du skal tjekke ind hos mig, før du kan tjekke ud igen,” siger hun og smiler bredt.
Jeg tvinger mine fødder hen mod skrivebordet. Levo’en vibrerer, idet døren lukker sig med et svusj bag mig. Hun griber fat i min hånd og scanner Levo’en, netop som den begynder at vibrere mere insisterende. 3,9. Hun ryster på hovedet, holder min arm stille med den ene hånd og hugger en kanyle i min skulder med den anden.
“Hvad var det?” spørger jeg, selv om jeg er ret sikker på svaret. Trækker mig tilbage og gnider min arm.
“Noget, der holder dig stabil, indtil du ikke er mit problem længere. Sæt dig ned og vent, til dit navn bliver råbt op.”
Det kværner i min mave. Jeg sætter mig. De to andre ser på mig med store øjne. Jeg kan mærke LykkeSaften snige sig gennem mine årer og tage brodden af det hele, men det sætter ikke en stopper for mine tanker, selv om tallene på min Levo langsomt stiger til 5.
Hvad nu, hvis mine forældre ikke bryder sig om mig? Selv om jeg gør mit yderste – hvilket jeg for at være helt ærlig ikke gør hele tiden – er det, som om folk ikke kan lide mig. De bliver irriterede, som doktor Lysander, når jeg ikke gør eller siger det, de forventer.
Hvad nu, hvis jeg ikke bryder mig om dem? Jeg kender kun deres navne. Jeg har kun haft ét indrammet fotografi af dem hængende på hospitalsvæggen – det ligger nu i min taske. David, Sandra og Amy Davis. Far, mor og storesøster. De smiler til kameraet og ser venlige ud, men hvem ved, hvordan de er i virkeligheden?
Når alt kommer til alt, er det ligegyldigt, for uanset hvem de er, skal jeg få dem til at holde af mig.
Jeg må ikke fejle.

Og det var så prologen og det første kapitel. Bogen udkom i går, så hvis I syntes dette lyder spændende, så skynd jer at få fingre i et eksemplar. Peronligt syntes jeg i hvert fald selv, at den er helt igennem genial.
Tusind tak til Forlaget Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, for tilladelsen til, at lægge hele første kapitel ud, og selvfølgelig for at give mig muligheden for at anmelde den (og komme bag på bogen med citat).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s