Når læsningen går i stå… Og så alligevel ikke…

Jeg syntes jeg har svært ved at få læst lige nu – og alligevel ikke. Jeg sidder ofte og læser i min frokostpause, inden jeg går i seng, som hygge om aftenen på sofaen med en kop te, og alligevel når jeg ikke særligt langt. Det er lang tid siden, at jeg sidst har læst en bog færdig, på trods af at jeg ofte sidder og læser, og det får mig lidt til at føle, at jeg slet ikke får læst.

Det er en smule mærkeligt.

Men okay, læsning er hygge, så man skal nyde bogen, dens spændende univers og skønne personer, og ikke stresse over, at sidste side virker langt væk – det er i hvert fald en lidt forkert holdning (syntes jeg selv), så lige nu tager jeg det altså stille og roligt, læser hele tiden lidt, får ikke færdiggjort en eneste bog, men nyder personer og universer i fulde drag, og lader mig bare rive med.`

Jeg er faktisk i gang med en lettere spøjs bog, som jeg endnu ikke har besluttet mig for, om jeg skal anmelde eller ej. Den hedder “Hvor lagde jeg babyen” og er en bog skrevet af en nybagt mor, om hvordan det er at få sit første barn – alle op og nedturene, 22 dage med gråd, bleskifte, ømme bryster m.m. Der er virkelig meget lort (bogstaveligt talt) når man netop er blevet mor, og umiddelbart kunne det godt lyde lidt nitte og gustent, men det er simpelthen så sjovt skrevet. Sjældent har jeg fundet en bog, som jeg så kongeligt morer mig over, og jeg sidder flad af grin hver aften, og prøver ihærdigt på ikke at vække min sovende forlovede. Det er virkelig skønt at strække lattermusklerne lidt – og alligevel føler jeg ikke jeg får læst en skid. =)

Hvad med jer, er I typerne der stresser over at I ikke når længere, eller er I gode til bare at slappe af og følge strømmen?
Eller må I, ligesom mig, overtale jer selv til at følge strømmen, fordi I har en tendens til at stresse?

9 thoughts on “Når læsningen går i stå… Og så alligevel ikke…

  1. Den har jeg også læst, en ganske udmærket og meget ærlig bog🙂
    Jeg stresser også, det var det værste ved turen til London: Ingen bøger i 5 dage! Og før det havde jeg ikke haft tid til at læse på grund af brylluppet. Nu er jeg startet op igen, men jeg har 7 bøger til at stå til anmeldelse og 11 bøger fra biblioteket som skal afleveres i starten af august, så jeg stresser helt vildt. Og det er da en skam, for det kommer lidt til at føles som tvang at læse og sådan skal det jo ikke være🙂
    Men det hjalp at jeg skulle læse en digtsamling, for der er jeg nødt til at tvinge mig selv til at læse langsomt for at fatte noget haha😉

    • Hehe, jamen first off; velkommen tilbage til lille Danmark. Håber du havde en fantastisk tur til London! Jeg glæder mig til at se hvad du fik købt (slet ikke misundelig nej). =D

      Ja, ærlig kan man vist snildt kalde den. Meget speciel, meget skræmmende, men også hyper sjov. Laughs. Jeg nyder den i hvert fald.

      Jeg har simpelthen måtte sige til mig selv her på det sidste, at måske når jeg ikke bog-udfordringerne for i år, måske får jeg ikke anmeldt lige så mange bøger som jeg gerne ville, men det er lige meget, for nu har jeg stresset de sidste to år, og det er faktisk noget der er ved at ødelægge læselysten for mig – så nu slapper jeg helt af, tager det som det kommer, og nyder at læse i stedet (rettere, jeg prøver, men øvelse gør mester som man siger). Hehe. =)

      • Mange tak, det var en virkelig god tur😀

        Jeg synes, det er en rigtig god ide, at du har lavet det om til 12 anmeldereks. du skal læse. Specielt fordi jeg glæder mig helt vildt til at se, hvilke du vælger og hvad du synes om dem😀

        Du har jo også et bryllup at tænke på og sådan noget tager jo helt enormt meget af ens tid!

  2. Er alt for god til at stresse over det og det har dræbt meget af lysten i starten af året. Det skal være en fornøjelse at læse🙂

    Håber du anmelder bogen, jeg har selv overvejet den mange gange, så det ville være hyggeligt at høre, hvad du synes.

    • Yeps, det skal være en fornøjelse at læse. Det bliver simpelthen for deprimerende i længden når man stresser over det. Jeg tror jeg stresser fordi jeg ved, at der er folk her på bloggen, som gerne vil have anmeldelser, men men men, nu har jeg brug for at tage den tid til læsningen, som læsningen nu tar. Jeg elsker jo at blogge, og at anmelde, og jeg vil helst ikke brænde ud, når jeg nu mener, at der stadig er så mange fantastiske bøger at dele med andre. =D

      Hehe, jamen det er så fast – den skal nok blive anmeldt. Og jeg kan kun anbefale dig at læse den, for den er altså genial – bog og ide har den forresten på tilbud lige nu (mener det var til 50 kroner)…

  3. Jeg kender det alt for godt selv. Jeg gik i gang med A Game of Thrones sidst i maj og håbede, at jeg kunne nå at læse den færdig inden eksamenerne gik i gang, men jeg var måske lidt for optimistisk – det er trods alt en ret stor bog!😛 Jeg blev så først færdig omkring den 20. juni hvorefter jeg straks gik i gang med den næste bog i serien, men blev nødt til at lægge den fra mig nogle dage efter, da mit hoved ikke rigtig kunne klare at læse til eksamen samtidig med, at jeg også skulle finde tid til at læse. Jeg blev så færdig den 26., hvor jeg regnede med, at jeg kunne få læst noget, men derefter fulgte en masse studenterfester, en farvelfest på skolen, dimensionen, studenterkørsel… Og så blev jeg sørme lige syg i tirsdags, så jeg har næsten ikke læst i to uger nu, og jeg synes, det er lidt svært at komme i gang igen :s

    • Uha ja, eksamener og sådan hjælper bestemt ikke på sagen. Og ja, det er noget af en moppedreng – har selv de to som er udkommet på dansk stående her hjemme og vente på at blive læst…

      Og ja, det kan virkelig være svært at komme i gang igen, hvis først man for alvor er gået i stå. Men tja, bare op på hesten og derudaf (sådan er det i hvert fald for mig)… =D

  4. Jeg kan godt stresse lidt nogle gange, men det er mest hvis der er en hel masse bøger jeg rigtig gerne vil læse. Så kan jeg gå helt i spåner fordi jeg ikke kan vælge, og når jeg så har valgt skifter jeg mening xD Som for eksempel når jeg lige har fået en kæmpe bogpakke ind ad døren ..
    Jeg læser jo rigtig meget, og tit fordi det ligesom er dejligt afslappende for hovedet, så jeg bruger det for eksempel som en kærkommen pause mellem lektionerne på studiet ..
    De eneste tidspunkter, hvor jeg føler mig stresset over at blive færdig med en bog, er når den ikke helt levede op til det jeg forventede eller bare ikke var særlig fængende. Så får jeg sådan en årh-så-slut-da-for-dælen-snart følelse ..
    Men jeg synes helt sikkert at man skal læse i det tempo, der passer til en selv. Læse når man har lyst/tid/overskud, for ellers synes jeg det er svært at nyde en ellers god bog. Og jeg har da også dage, hvor jeg nærmest ingenting læser. Selvom det er sjældent😉

  5. Jeg stresser ikke over læsningen, men ind imellem griner jeg lidt af mig selv, når jeg sørger for at planlægge, at jeg har en god balance mellem korte og lange bøger, så jeg hele tiden har noget at blogge om (i modsætning til hvis jeg læser tre tykke bøger i træk og må holde pause fra bloggen, fordi jeg ikke har læst en bog færdig). Lige nu har jeg ferie og får læst rigtig meget, men ellers tager jeg ofte toget, hvor jeg altid medbringer en lydbog og ind imellem også en almindelig bog, så transporttiden fordrives på bedste vis🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s