Matched: Cassias Valg af Ally Condie

Titel: Cassias valg
Forfatter: Ally Condie
Serie: Matched #1
Genre: Dystopisk
Udgivelse: 2011
Læst på: dansk
Sider: 317
Forlag: Cicero
ISBN13: 9788770790918

***

Samfundet bestemmer hvem man skal giftes med, hvad man skal spise, hvor meget motion man skal have, hvad man skal arbejde med og meget mere. De sikrer et optimalt liv for alle i samfundet. Cassia har altid troet på, at samfundet har vist hvad der var bedst for hende – de har trods alt formået at udrydde næsten alle kendte sygdomme, skabe et godt og sikkert liv for alle og sørget for, at alle finder sin rette plads. Men pludselig begynder hun at tvivle på, om det de gør, nu også er det rigtige.

”Jeg havde selvfølgelig aldrig vovet at tro, at han kunne være min match, men nu, da det er sket, er jeg interesseret. Nysgerig. Og lidt bange for, hvordan det her kan komme til at forandre vores venskab, men mest af alt glad.
Jeg rækker op for at røre ved ordene ’Retningslinjer for forlovelse’ på skærmen, men før jeg gør det, bliver Xanders ansigt mørkt og forsvinder. Skærmen bipper, og stemmen siger igen ”Cassia Reyes, det glæder samfundet at præsentere dig for din match.”
Mit hjerte går i stå, og jeg kan ikke tro mine egne øjne. Der toner igen et ansigt frem på skærmen foran mig.
Det er ikke Xander.”
Citat fra Matched side 31-32

Da hun får af vide, at det er hendes gamle barndomsven Xander, som hun skal tilbringe resten af sit liv med, er hun lykkelig, men lykken varer ikke ved. Da hun sætter sit mikrokort i portalen, toner en andens ansigt nemlig frem på skærmen, og Cassia må spørge sig selv, om samfundet kan begå en fejl, og hvad der sker, hvis man udfordrer samfundet og begynder at træffe sine egne valg.

***

Matched er endnu en bog i den dystopiske genre, men i modsætning til de andre jeg har læst, var jeg ikke voldsomt begejstret. Historien er som sådan ganske udmærket, men der bruges simpelthen for mange sider på alt alt for lidt – det bliver utroligt kedeligt i længden, at der ikke sker vildt meget, og der er ufatteligt mange gentagelser.

Cassia er på sin vis en meget selvstændig person, og alligevel meget kuet. Samfundet bestemmer alt; hvor meget motion man må få, hvad man skal spise, hvad man skal lave, hvem man skal giftes med, hvor mange børn man må få, hvornår man skal dø m.m. Der er virkelig grundlag for et spændende univers, men en af bogens helt store mangler er, at vi aldrig bliver ordentligt introduceret til det hele. Det føles som om man kun lige snitter overfladen af hvad der eller kunne have været et utroligt dybt univers, så det er bare så skuffende, at vi kun får så lidt at se, som vi gør. Forhåbentligt får vi mere at se i næste bog.

Som altid med den dystopiske genre stiller denne bog nogle gode spørgsmål – er det bedst at lade samfundet bestemme det hele, at alle når en optimal alder, ingen lider af livstruende sygdomme, og man matches med en mand/kvinde som ifølge alle statistikker passer bedst til en? Eller bør man tage det sure med det søde; have lov selv at vælge hvem man elsker, hvad man laver, drikke sig fuld, blive fed, og bare nyde livet, men også være modtagelig overfor diverse sygdomme og en alt for tidelig død?

Bogen kunne have været meget bedre, hvis bare der var sket mere. Der er alt for mange ”hvad nu hvis” og ”tænk nu hvis” og alt for lidt handling. Cassia bruger en pokkers masse tid på at tænke over de ting hun tænker og skjuler, og hvilke konsekvenser det kunne få for hende og hendes familie. Hun virker ærligt talt som om, hun er ganske tilfreds med samfundets indretning som det er. Der var indtil flere gange hvor jeg fornemmede, at hun bare kæmpede imod fordi ”det var det hendes farfar ønskede” og alt i alt føltes det bare ikke som om hun virkelig ønskede at tingene skulle ændre sig – det gjorde det utroligt svært at ”connecte” med hende.
Hen mod slutningen af bogen begynder dette dog at ændre sig – der begynder at ske mere, man får et bedre indblik i samfundet (ikke optimalt, men bedre) og vores hovedperson bliver mere sikker på sig selv, og hvad hun gerne vil have. Det bliver ganske spændende, og da vores hovedpersons liv også pludselig tager en lidt uventet drejning, øges spændingen yderligere.

På trods af ulemperne, sidder jeg tilbage med en nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der sker i næste bog, for hvis slutningen i denne, er en indikation på hvordan næste bog er, ser det ret godt ud.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s