Harry Potter og de vises sten af J. K. Rowling

Titel: Harry Potter og de vises sten
Forfatter: J. K. Rowling
Serie: Harry Potter
Genre: Fantasy
Udgivelse: 1997
Læst på: dansk
Sider: 303
Forlag: Gyldendal
ISBN13: 9788700398368

***

Harry hader at bo hos familien Dursley; hans tante og onkel, og deres møg forkælede søn Dudley, hvis yndlingsbeskæftigelse er, at drille Harry. Desuden sker der ofte mærkelige og uforklarlige ting omkring Harry, som han altid får skylden for, selvom han ikke aner hvordan det skete – indtil den dag, hvor sandheden om hvem og hvad han i virkeligheden er, endelig bliver afsløret.

”Harry – du er en troldmand.”
Der blev helt stille i hytten. Kun lyden af havet og blæsten hørtes.
”Hvad er jeg?” gispede Harry.
”En troldmand, selvfølgelig,” sagde Hagrid og satte sig igen på sofaen, der knagede mere jammerligt end før og sank forpustet mod gulvet. ”Og jeg kan tilføje, at du er en af de bedste – når du altså for trænet en smule. Med sådan nogle forældre som dine, ka’ du ikke være andet.”
Citat fra Harry Potter og de vises sten side 53

Harry er en troldmand, og modtager et brev om, at han er blevet optaget på Hogwarts; en skole for hekse og troldmænd. Men Harry er ikke en hvilken som helst troldmand… Han er kendt, og måske en af de mest kendte troldmænd nogensinde, for han er drengen som overlevede en forbandelse kastet af en af de ondeste troldmænd som nogensinde har levet, og det lykkedes ham ovenikøbet, at bryde denne troldmands magt, og endelig sætte en stopper for hans onde handlinger.

”Du skal vel have det sædvanlige, Hagrid?”
”Ikke nu, Tom. Jeg er her i et ganske andet anliggende,” sagde Hagrid og slog sin store hånd ned på Harrys skulder. Harry gik næsten i knæ.
”Du godeste,” sagde bartenderen og kiggede på Harry. ”Jamen det er jo – det kan da ikke være …?”
Der var nu blevet fuldkommen stille i Den Utætte Kedel. Det var, som om ingen trak vejret.
”Nu står verden ikke længere,” hviskede den gamle bartender, ”Harry Potter … hvilken ære.”
Citat fra Harry Potter og de vises sten side 71

Harry drager mod Hogwarts, hvor han må lære at mestre magi og endelig finde ud af, hvem han er og hvor han kommer fra – men vigtigst af alt, så finder han venner; venner, som måske skal vise sig, at blive hans redning i en tid hvor en gammel ondskab endnu engang truer.

***

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har læst den første Harry Potter bog, men det er rigtigt, rigtigt mange gange – mindst. Det er, efter min mening, den absolut bedste bog i denne serie – den er helt fantastisk.

Det er egentligt lidt sjovt, at det netop er denne bog som har fanget så mange læsere, for hver gang jeg har læst den, har jeg undret mig over forfatterens lidt kortfattede og simple måde at skrive på. Det bliver bedre jo længere ind i bogen man kommer, som om hun lige skal skrive sig varm først (eller også vænner man sig bare mere til det), men til start virker det lidt som om, hun bare hurtigt har klasket noget sammen. Det gør så absolut ikke historien mindre spændende, bare selve læseoplevelsen en smule irriterende.

Som sagt bliver det bedre jo længere hen man kommer i historien, og historien begynder at flyde lettere. Side efter side vendes mens man bare sidder totalt opslugt af det magiske univers der langsomt udfolder sig for øjnene af en, og for mit vedkommende, forsvinder jeg fuldkommen i min helt egen private Harry Potter boble, hver eneste gang.

Bogens største fordel er introduktionen til universet, og det er nok også det der gør, at det er min yndlingsbog. Første gang vi besøger diagonalstrædet, da Harry får sin ugle, første møde med Hogwarts og fordelingshatten, skolen og dens undervisning – det er alt sammen så spændende, så fangende og så helt igennem fantastisk, at min egen verden bliver grå og kedelig til sammenligning.

De fleste har læst Harry Potter bøgerne, men til de af jer som endnu ikke er nået dertil kan jeg kun sige ”læs dem”, for det er en oplevelse for sig selv, og om man syntes godt om serien eller ej, er det næsten et must at have læst den – bare for at man kan sige, at man ved hvad det hele egentligt går ud på.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s