Oprør af Suzanne Collins

Titel: Oprør
Forfatter: Suzanne Collins
Serie: Dødsspillet #3
Genre: Dystpoisk
Udgivelse: 2011
Læst i år: 2011
Læst på: dansk
Sider: 414
Forlag: Gyldendal
ISBN13: 9788702074581
Kilde: Anmeldereksemplar – Gyldendal


Kattua har endnu engang overlevet dødsspillet, men hendes ven Peeta er taget til fange og sikkert død, hendes hjem ligger i ruiner efter Capitols hævnaktion, og hun og 800 andre overlevende fra distrikt 12, må nu forsøge at skabe sig en hverdag i Distrikt 13 – et distrikt, som alle indtil for nyligt, troede udslettet.

”Mit navn er Kattua Everdeen. Jeg er sytten år. Jeg bor i distrikt 12. Jeg var med i dødsspillet. Jeg flygtede. Capitol hader mig. Peeta er deres fange. Man formoder at han er død. Han er nok død. Det er nok bedst hvis han er død…”
Citat fra Oprør side 8

Kattua har svært ved den drejning det hele har taget, for hun føler sig ansvarlig for drabene på de mange tusinder af mennesker, som Capitol bombede i et forsøg på at stoppe det oprør som lå og ulmede under overfladen i distrikterne. Hvis hun ikke havde gjort oprør, hvis hun bare havde ladet sig slå ihjel i arenaen, var intet af dette nogensinde sket.
Men hun døde ikke i arenaen, som ellers var planen. Hun blev reddet af distrikt 13, som nu vil bruge hende som symbol på revolutionen mod Capitol. Men kan det overhovedet lade sig gøre at besejre det magtfulde Capitol, eller vil endnu flere dø i Kattuas navn – og ikke mindst, kan hun overhovedet klare det?

Kattua, pigen med ild i, som ingen kunne slå ihjel.

”Af gammel vane holder jeg mig til vejen, men det er ikke noget godt valg, for den er fuld af resterne fra dem der prøvede at flygte. Nogle er brændt helt op. Mens andre, der har undgået de værste flammer, sikkert er blevet kvalt af røgen og nu ligger i forskellige stadier af forrådnelse, dækket af fluer og som føde for ådselæderne. Jeg slog jer ihjel, tænker jeg, da jeg går forbi en bunke lig.
Citat fra Oprør side 9

***

Der er meget blandede følelser omkring denne tredje og sidste bog i Suzanne Collins’ Hunger Games / Dødsspillet serie, og selv må jeg indrømme, at jeg er en smule splittet.

Bogen er fantastisk på sin helt egen måde, den er dyster og den er brutal, den får mig til at tænke over tingene, til at græde og grine, og ikke mindst giver den mig muligheden for helt og holdent at begrave mig i universet, og fuldstændig glemme alt omkring mig. Men jeg vil dog advare alle om, at den er anderledes end de to første bøger, for hvor de to første handlede om dødsspillet, forberedelserne op til spillet og hvad der sker umiddelbart efter, handler denne om den endelige kamp mellem distrikterne og Capitol – den har med andre ord en helt anden ”ånd” end de to første, hvilket på ingen måde er skidt – bare anderledes.

På trods af alt det gode, er der dog nogle ting som jeg virkelig savner i denne bog. Det indtil videre ret klodsede kærlighedsforhold mellem Peeta og Kattua er faktisk mere eller mindre ikke-eksisterende i denne bog, hvilket ærgrer mig voldsomt, for hele usikkerheden med om de fandt sammen eller ej, hele spillet foran skærmen, og virkeligheden bag den, var noget som jeg virkelig holdt meget af i de to første bøger.

Peeta er meget anderledes i denne bog. Jeg vil ikke afsløre for meget, men bare sige, at det desværre fik mine følelser for ham til at dale kraftigt, og hvor jeg i de to første bøger fik sommerfugle i maven hver gang jeg hørte om ham, blev jeg i denne bog bare mere og mere irriteret. Gale fylder desuden en hel del i denne bog, da han står side om side med Kattua i kampen mod Capitol, men uanset hvor sød han er, hvor meget han hjælper hende, og hvor meget Peeta irriterer mig, er jeg altså stadig helt igennem team-peeta.

Denne bog omhandler, som før skrevet, kampen mellem distrikterne og Capitol, og der bliver på bedste Suzanne Collins maner, ikke lagt nogen fingre imellem. Vi får serveret en krig med al dens brutalitet, al dens smerte og al dens ødelæggende kraft, og vores hovedperson Kattua mister for alvor sin uskyld i denne bog. Ingen kan vide sig sikre, og folk som man kan lide og holder af dør på stribe, mens andre bliver så påvirkede af krigen og alt det der sker, at de ændrer sig markant.

Jeg både elsker og hader denne bog, for jeg er en ”sucker” for søde slutninger, og det er der ikke rigtigt så meget af i denne bog, og samtidig sidder jeg tilbage med en følelse af, at serien endnu ikke er sluttet ordentligt af – en følelse af at mangle noget. Men den er så godt skrevet, den giver svar på mange spørgsmål og den på fantastisk på sin helt egen måde, at man på ingen måde bør gå glip af den. Jeg ville bare ønske, at det ikke var sidste bog i denne serie!

One thought on “Oprør af Suzanne Collins

  1. Det kan jeg godt forstå. Der er jo fristelser på alle hylder. Det må være som en slikbutik for dig. xD

    Det lider jeg også af. Man læser handlingen og så SKAL man bare have den, pyt med ens høje læsebunke. Og når jeg så endelig får dem, er jeg ikke lige interesseret i dem og de kommer i læsebunken. Det er en ond spiral. xD

    Den første måned tror jeg er svær, men derefter bliver det nemmere. Jeg har et par gode grunde til, at jeg ikke skal købe flere bøger. Regner med at flytte hjemmefra til august (hvis jeg da kommer ind på universitetet) og det skal jeg meget gerne have penge til. Så det siger jeg, hver gang jeg tænker på at købe. Men det med et fast, månedligt beløb lyder faktisk godt.😀

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s