Urials Krone af Jim Lyngvild

Titel: Urials Krone
Forfatter: Jim Lyngvild
Serie: Kongen #2
Genre: Fantasy, Ungdomsbog
Udgivelse: 2010
Læst på: dansk
Sider: 228
Forlag: Carlsen
ISBN13: 9788711426487

***

Jerod får følgeskab af sin dobbeltgænger, tyven Aslak, og sammen skal de nu forsøge at samle Urials krone, og genoprette freden i Anglesey. Men der er onde kræfter på spil, kræfter, som ikke står i vejen for noget som helst, i et forsøg på selv at samle kronen – for den som har kronen sikrer sig magten i hele landet, og får samtidig evigt liv.

Jerod får dog endnu flere problemer da han forelsker sig i musen Polyhymnia, for hvis han formår at samle kronen, bliver han konge – men må en konge gifte sig med en muse?
Jerod skal nu finde ud af, om han skal gøre sin pligt, tjene sit land og følge sin slægts traditioner, eller om han skal lytte til sit hjerte og vælge kærligheden.

”Ifølge det gamle sagn om Urials krone skal der blod til at forene dens kraft. Det er ikke nok med at få fat i de fire dele, som jeg for øvrigt har en fornemmelse af, bliver lette at skaffe til veje.”
”Hvad for noget blod?” spurgte Polyhymnia forundret. ”Og hvorfor tror du, det bliver let at skaffe de dele?”
”Nåh, det er bare en fiks idé, jeg har fået. Du er en sand gave, at du ved det. Blodet, der skal bruges, er blandt andet fra jomfruelig skønhed, og denne betegnelse passer jo glimrende på en muse. Desuden siger mit hjerte mig, at den unge konge vil give hvad som helst for at skåne dit liv. Åh, den kærlighed, den har uanede kræfter…”
Citat fra Urials Krone side 113

***

Jeg har været i gang med denne bog i flere måneder, og endnu er jeg ikke nået halvvejs igennem den, så nu må jeg desværre smide håndklædet i ringen og stoppe. Det er ellers sjældent at jeg opgiver en bog, for som regel vinder min stædighed, og gør, at jeg kæmper mig igennem bogen, side for side, uanset hvor god eller skidt den er – det er bare ikke tilfældet denne gang. Bogen har ligget på mit natbord så længe nu, at det er på tide at pladsen bliver givet videre til en anden bog.

Ligesom med forrige bog, er denne ganske hyggelig, men også ret kedelig – historien er alt for gennemskuelig og der er simpelthen ikke ”guf” nok i den, til at holde min interesse fanget. Hovedpersonen er fortsat ret naiv, selvom han så småt begynder at blive lidt mere moden, og et sjovt twist er, at han er stødt på en ung fyr der ligner ham selv på en prik – på denne måde kan de for alvor snyde de onde kræfter, som er ret i tvivl om hvilken en af disse unge fyre der er kongesønnen, og hvilken en som ikke er.

Jeg er utroligt ked af at måtte være så kritisk med denne bog, for jeg havde store forventninger til den da jeg modtog den fra forlaget. Desværre er bogen bare så langt fra min aldersgruppe, at jeg ikke kan komme igennem den, men jeg vil endnu engang understrege, at denne bog højest sandsynligt vil være fantastisk til det yngre publikum, da der er masser af spænding, uhyggelige elementer som dog hurtigt bliver overvundet, og de som netop har lært at læse, vil med garanti kunne læse denne bog selv. Kvaliteten er endnu engang i top, illustration på forsiden super smuk og siderne lækre tykke. Det er en kombination af ovenstående positive ting, som gør, at den trods alt får to stjerner.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s