

Titel: Eragon
Forfatter: Christopher Paolini
Serie: Arven #1
Udgivelse: 2004
Forlag: Sesam
Sider: 526
Eragon lever et stille og roligt liv sammen med sin fætter og onkel, indtil den skæbnesvangre dag, hvor han er på jagt på rygkammen, og finder en mærkelig sten. Stenen viser sig at være et drageæg, og snart klækkes det og Eragon er pludselig ansvarlig for drageungen Saphira. Som alle andre kender han historierne om de mægtige drageryttere, som engang regerede riget og sørgede for fred og orden, og ikke mindst retfærdighed, men den tid er for længst forbi, og den onde konge Galbatorix styrer nu landet med hård hånd.
”Øverst på stenen, hvor alle revnerne mødtes, rev et lille stykke sig løs, som om det balancerede oven på noget, så hævede det sig og faldt på gulvet. Efter endnu en række pibelyde tittede et lille mørkt hoved ud af hullet, efterfulgt af en underligt kantet krop. Eragon greb fastere om kniven og stod meget stille. Inden længe var væsnet helt ude af stenen. Det blev på samme sted et øjeblik, så smuttede det ud i måneskinnet.
Chokeret trak Eragon sig væk. Foran ham, i færd med at slikke den membran væk, som omgav den, stod en drage.”
Citat fra Eragon side 47
Eragon må se i øjnene, at han med Saphira, ikke har mulighed for at leve et normalt og trygt liv. Galbatorix vil ikke risikere at dragerytterne rejser sig igen, så Eragon må enten slutte sig til ham, eller kæmpe mod ham. Galbatorix og hans sorte drage er meget ældre end Eragon og Saphira, de er mere erfarne, mere udspekulerede, og de har hele rigets ressourcer til rådighed, men kan Saphira og Eragon gøre noget for at stoppe ham, eller er de dømt til et liv som Galbatorix slaver?
***
Nu er det ved at være mange år siden, at jeg læste Eragon for første gang, og jeg kan huske, at jeg elskede den. Med fireren nyligt udgivet, og hele serien nu tilgængelig, syntes jeg det var ved at være på tide, at læse hele serien sammenhængende.
Eragon er ret fantastisk, måske ikke helt lige så fantastisk som jeg husker den, men alligevel utroligt tæt på. Man kan til tider mærke, at Christopher Paolini var ret ung da han skrev denne bog (han var 15 år, da han begyndte at skrive den), for der mangler til tider en smule hist og her, men det gør så absolut ingenting hvad angår selve historien, for hold da op et eventyr. Drager, kampe, en ung fyr der skal lære at stå på egne ben, dværge, elvere m.m. – det er bare den perfekte blanding, hvis I spørger mig, og jeg sad bare fuldkommen opslugt af denne bog, på trods af, at jeg allerede har læst den én gang før, og derved viste hvad der ville ske.
Selvom jeg ikke plejer at nævne film i mine anmeldelser, vil jeg dog lige skynde mig at sige, at bogen og filmen på ingen måde kan sammenlignes – ja, der plejer at være forskelle på bog og film, og det kan der ikke gøres meget ved, men denne gang er forskellen altså for stor. Jeg har mødt mange, som har set filmen og som har syntes den var så skidt, at de ikke ønskede at læse bogen, og sidder I derude og er blandt disse, kan jeg kun sige, at der er en kæmpe forskel på bog og film i dette tilfælde, så giv bogen en chance, for den er altså virkelig god!
Jeg er ret spændt på at komme i gang med toeren, selvom jeg endnu engang ved hvad der kommer til at ske – jeg har også læst toeren for flere år siden – og jeg håber, at den er lige så god som jeg husker den, eller i det mindste bare lige så god som etteren. Christopher Paolini skriver på trods af sin unge alder kanon godt, så er man til drager og eventyr, er denne bog et must-read, både for unge og voksne.